UDEN FILTER, TAK Strid over stregen - set i satirens lys og som tegneserie. Nu med 15% mere ekstensivt noteapparat
		Disposition 1. Opgaven   1.1 Opgavens formulering og afgrænsning   1.2 Definitioner     1.2.1. Satire, politisk satire      1.2.2. Tegneserien   1.3 Metodeovervejelser 2. Satire & politisk satire   2.1 I begyndelsen…    2.2 Hofnarrens frisprog   2.3 De skrevne/trykte medier   2.4. ”Tiden råber på satire”     2.4.1 Revyer, Radio & TV, Monty Python, livsstil, standup m.v.     2.4.2 Kritisk presse     2.4.3 Satire tegning     2.4.4 Politikens tegnere     2.4.5 Nonsenshumor & Politiken   2.5. Tegneserieforskning so far 3. Strid   3.1 Tegneren Strid og serien Strid     3.1.1. Jakob Martin Strid – baggrund & virkelighed     3.1.2. Socialistisk Weekend   3.2 Seriens forudsætninger - og udvikling     3.2.1 Æstetikken       3.2.1.1. Strids streg       3.2.1.2. Inspireret af og i reaktion mod       3.2.1.3 Dramaturgien & fortællingen     3.2.2. Indhold & holdninger – banal & basal inspiration        3.2.2.1. Indignation, skepsis, aktualitet       3.2.2.2. Den usofistikerede oprigtighed 4. Strid og medierne   4.1 Strid selv som medie     4.1.1. Strid som kulturjournalistik     4.1.2. Seriens placering i Politiken   4.2 Strids brug af/forhold til medierne     4.2.1. Medierne i serien     4.2.2. Seriens respons på mediereaktioner     4.2.3. Den interaktive tegneserie     4.2.4. De andre og ham selv   4.3. Politikens brug af Strid   4.4 Mediernes virkelighed 5. Strid i medierne   5.1 Læserreaktionerne – i Politiken   5.2 Andre dagbladsreaktioner     5.2.1. Hedegård-fejden   5.3 Udeblevne reaktioner   5.4 De afledte reaktioner     5.4.1. Andre mediers brug af Strid og Strid     5.4.2. Strid som referenceramme   5.5. ”Hvad kan man lave satire over?” 6. Hofnarren - konklusioner/vurderinger/strømpile i et forløb   6.1 Satiren og Strid    6.2 Strid som politisk kommentar   6.3 Strid og tegneseriemiljøet   6.4 Er Strid overhovedet satirisk (– længere)? 7. Liste over anvendt litteratur og medier Rent teknisk, altså... Af rent praktiske grunde indføres på de følgende sider en nomenklatur, hvor ’Strid’ betegner ophavsmanden Jakob Martin Strid, ’Strid’ ophavsmandens tegneserie og ’Strid-figuren’ ophavsmandens alter ego i serien. Talangivelse i parentes ved noterne angiver kildens nummerering i opgavens litteraturoversigt, pkt. 7. ”Jeg er et venstreorienteret menneske og tror på værdier som sammenhold, næstekærlighed og omsorg. Jeg vil gerne nå ind til folk og få fat i det gode og klø det lidt bag ørerne – selv på det ondeste menneske” Jakob Martin Strid[1] 1. Opgaven 1.1 Opgavens anledning, formulering og afgrænsning Tegneren Jakob Martin Strid og hans tegneserie Strid har siden seriens start i dagbladet Politiken september 2000 vakt furore i dagblads- og andre mediesammenhænge i et omfang, som ikke tidligere er oplevet på baggrund af en angiveligt satirisk tegners værker. Politikens læsere har altid givet udtryk i læserbreve for deres glæde ved bladets tegnere, ikke mindst når de mistede dem; men med ansættelsen af Strid fulgte en formelig læserbrevsstorm, som tilkendegav enten stærk afsky eller stærk begejstring – aldrig egentlig ligegyldighed. Enkelte abonnenter angav endog Strid som anledning til at fortsætte eller opsige abonnementet. Andre medier gav sig til at debattere serien – især dens politisk-venstreorienterede statements. Strid er således ikke kun (del af) et medie – men er (blevet) en mediebegivenhed i sig selv. Opgaven forsøger at afdække seriens status og funktion som satire, set dels i sammenligning med en satirisk tradition, vurderet både historisk og som en del af mediebilledet – dels som tegneserie og politisk kommentar. Serien forsøges vurderet æstetisk i forhold til dagbladenes brug af tegnere og tegneserier. Desuden forsøges en vurdering af seriens modtagelse og satiriske/mediemæssige/politiske betydning på baggrund af læserbreve og mediereaktioner – inklusive en vurdering af Politikens forhold til serien. 1.2 Definitioner 1.2.1. Satire - politisk satire Ifølge NuDansk Ordbog (Politikens Forlag, 2000): satire - en udtryksform hvormed man kritiserer personer el. sociale el. politiske forhold ved at latterliggøre dem = SPOT, SARKASME. Eksempler: filmen er en satire over borgerskabet i den lille by; en bidende satire; politisk satire; social satire. Se også: satiriker; satirisk; samfundssatire. Ifølge Encyclopedia Britannica (webedition 2002): SATIRE, artistic form, chiefly literary and dramatic, in which human or individual vices, follies, abuses, or shortcomings are held up to censure by means of ridicule, derision, burlesque, irony, or other methods, sometimes with an intent to bring about improvement.[2] Encyclopedia Britannica har efter denne korte, indledende definition en adskillige sider lang redegørelse for satirens historie og udvikling – samt mange forskellige opfattelser af, hvad der kan kaldes satire. Ikke overraskende ses det, at de hyppigste ofre for satire er magthavere i enhver form, fra statsledere til selvbestaltede autoriteter. Den politiske satire retter sig derfor mod politiske magthavere, enkeltpersoner såvel som grupper, partier og styreformer. Når en eksisterende styreform retter satire mod en reelt ikke-magthavende gruppe – som fx nazisterne mod jøderne i 1930erne, eller McCarthyismen mod kommunisterne i 1950erne – sker det netop også for at nedbryde en magt ved hjælp af latterliggørelse, uagtet den pågældende magt måtte være indbildt eller overdrevet. Tilsvarende udsættes selvbestaltede magthavere – konkret eller udi egen indbildning – ofte for satire; et hjemligt eksempel kunne være fremskridtspolitikeren Mogens Glistrup, der opfattede sig selv som leder af en oprørsbevægelse – og skabte et mediebillede af sig selv som førerskikkelse – og blev  dermed et oplagt offer for satire. Satirens våben er humor. Men humor er ikke det samme som satire. Johannes Møllehave definerer forskellen meget enkelt – og i denne forbindelse meget anvendeligt[3]: ”Satiren forsøger at gøre noget ved tingenes tilstand, mens humoren i nogen grad abstraherer fra den – og affinder sig med den”.  Altså: ingen satire uden humor – men sagtens humor uden satire. 1.2.2. Tegneserien Ved en tegneserie forstås hér i simpel forstand en række tegninger, hvis indbyrdes sammenhæng (closure[4]) skaber et betydningsforløb, der rækker videre end de enkelte tegningers betydning. Tegneseriens status som selvstændigt – og moderne – medie anfægtes flere steder i den seriøse forskning udfra det synspunkt, at fænomenet ’tegning’ eksisterede i forvejen, og at tegneserien egentlig blot er en måde at fortælle på – ved at sætte tegninger i følge og skabe et forløb, i og med at modtageren uvilkårligt associerer handling fra den ene til den næste principielt statiske tegning (alias closure som anført ovenfor). Denne æstetiske skelnen mellem medie og fortælleform er ikke betydende i tilfældet Strid – hvor Strid imidlertid udnytter et bredt spektrum af  også æstetiske betragtningsmåder for tegneserier, herunder at de er i hvert fald del af et medie. Tegninger i dagbladssammenhæng har været kendt i samme tidsrum som mediet selv  og historikere vil kunne føre argumentationen til en yderkant ved at hævde, at der fx i nordiske helleristninger[5] og mayanske billedfriser findes tegnerier, hvis funktion er præcis den samme som den moderne tegneserie. Det er her tilstrækkeligt at fastslå, at tegneserien i dagbladssammenhæng kendes i mere end 100 år[6], og at i Danmark var én af de første, stabile leverandører Robert Storm Petersen. Det er relevant hér at holde fast i, at tegneseriens afsæt i Danmark er klart humoristisk – om end Storm P kun lejlighedsvis beskæftigede sig med satire. Dagblads-tegneserien findes (i dag) i flere former – de anførte eksempler er af praktiske grunde mest fra Strid’s lokalmiljø: 1. Den klassiske, daglige (eller ugentlige/jævnlige) ’strip’ i 2-4-6 fortfølgende tegninger, afsluttet med (humoristisk) pointe – ofte med et fast miljø og/eller persongalleri, der skaber kontinuiteten fra dag til dag. Det amerikanske ’strip’ oversættes til dansk med ’stribe’, uagtet en stribe (fx i Strid) ofte består af to ’linier’ – striben er redaktionelt om-brudt, så at sige. Fra Politiken kan nævnes: Egoland af Olfax/Ivar Gjørup, Poeten og Lillemor af Jørgen Mogensen og Simple Striber af Phillip Stein Jönsson. 2. Den mere episk fortællende føljeton, hvor den daglige stribe (/de daglige striber) tilsammen indeholder en sammenhængende historie. Føljetonen er oftest uden daglig pointe, men for spændingshistorier til gengæld hyppigt med en ’cliffhanger’-funktion, der animerer læseren til også at læse morgendagens afsnit. Føljetonen findes primært i ugentlige og månedlige seriehefter. Fra Politiken kan nævnes Homo Metropolis af Nikoline Werdelin (om end den er atypisk) – og tidligere fra Ekstrabladet både Rip Kirby og Jens Lyn, begge oprindeligt skabt af Alex Raymond. De to sidstnævnte har endda direkte sammenhæng med Strid. 3. Den dagligt/jævnligt publicerede enkeltstående tegning, som via persongalleri, miljø, emnekreds eller noget så uhåndgribeligt som holdninger refererer til sig selv og derved skaber en form for føljeton, men oftest med pointe i hver enkelt tegning, og oftest således at kendskab til føljetonen ikke er nødvendigt for forståelsen af den enkelte dags tegning. Fænomenet kendes især i USA, hvor tegnere som Pat Oliphant, Jeff Danziger og Ben Sargent for eksempel huserer i New York Times med daglige, tegnede kommentarer til (især politikernes del af) livet i God’s own country – og i perioder systematisk ’forfølger’ bestemte emner eller personer med hårdhændet satire. Fra Politiken kendes især Bo Bojesens Venstre-vikingernes Saga (om partiet Venstres regeringsledelse under hhv. Erik Eriksen og Poul Hartling) og Jern-Anker (over serien Jern Henrik (opr: Dennis the Menace) om socialdemokraten Anker Jørgensens regeringsledelse) – men også Roald Als har med en indædt brug af sig selv (benævnt ’hånd-tegneren’), sin mor og en rundpuldet, blondflettet bondekone som Mor Danmark skabt en genkommende referenceramme som kommentar til det danske, politiske liv – i form af ligeså arketypiserede figurer som Nyrup med cykelhjelmen, Fogh Rasmussen som hulemand og Pia Kjærsgaard som konen i muddergrøften. Tegneserien Strid opfylder formelt kriterierne for alle tre kategorier (der i øvrigt ikke er skarpt afgrænset indbyrdes) – og udvider seriebegrebet med endnu et par genrer. Herom nedenfor. 1.3. Metodeovervejelser I Strid er der en tæt sammenhæng mellem seriens æstetiske og indholdsmæssige udvikling. Denne udvikling afsøges dels i forhold til sine rødder, dels i forhold til den modtagelse, serien har fået i medierne. Udgangspunktet er en analyse af tegn, koder og intertekstualitet – med behøring skelen til Roman Jakobsons tankegange og enkelte betragtninger af Umberto Eco – også for den (dog stærkt begrænsede) modtageranalyse, der kan foretages på baggrund af mediereaktionerne. Da Strid fortsat er et show in progress vil konklusionerne naturligt nok have form af en afdækning af de strømpile, der er for seriens fortsatte udvikling – og for den påvirkning af tegneserieformen og mediebilledet, Strid frem til dato har foranlediget. 2. Satire - Politisk satire Har satiren nogen funktion? Man kan spytte i havet, men man skal ikke bilde sig ind, det gi’r oversvømmelse. Erich Kästner[7] En egentlig ’satirens kulturhistorie’ er interessant i relation til Strid – men fører for vidt hér; som forudsætning for Strid opridses fra ’satirens historie’ dog nogle få af de væsentligste aspekter, der har direkte relevans til serien: 2.1 I begyndelsen… Satiren er mindst så gammel som sproget. En del af den tidligste, nedskrevne digtning, der kendes er satire – formen kendes fra de græske komedier (ex: Aristofanes), hvor der ikke alene er tale om politisk satire – naragtiggørelse af fx halvguder og krigshelte – men også om tydelige paralleller til den ’livstilssatire’, der fx blomstrede i danske revyer i 1980erne. En komedie som Kvindernes Oprør spilles stadig som en smuk, ironisk kommentar til krigsliderligheden – og den mandlige seksualitets traditionelle udtryk i det hele taget. Den satiriske tegning er heller ikke ukendt – fra blandt andet helleristningernes og hulemaleriernes synlige overdrivelse af den mandlige virilitet  - omend motiveringen for overdrivelsen må bero på den nutidige betragters egen tolkning… 2.2 Hofnarrens frisprog Op gennem middelalder og renæssance er væsentlige dele af digtning, drama og billedkunst nært knyttet til magthaverne (og dermed pengene), og den satiriske kunst derfor i høj grad sponseret af de magthavere, der er dens hyppigste ofre. Denne dialektiske levevis er med sit strøg af mild masokisme – for begge handlens parter – tilsyneladende uløseligt forbundet med satirekunsten. Den klassiske hofnar har frisprog og kan tillade sig – ja, aflønnes rent faktisk for - udtalelser, der kunne koste magthaverens venner og fjender dyrt, endog livet. Forudsætningen for frisproget synes at være humoren, evnen til at fremstille magten og dens handlinger i groteske og absurde sammenhænge, som samtidig med erkendelsen af alvoren kalder på smilet. Hofnarren er ikke bare underholder/kunstner, men har direkte frigørende virkning overfor magtforholdet – den lejlighedsvise latterliggørelse af fyrsten nivellerer i åndelig forstand et øjeblik statusforskellen; og så vil alvorsfulde humorforskere hævde, at latteren i sig selv har en frigørende funktion; argumentet kan i hvert fald ikke afvises[8]… På samme måde er teatret op gennem middelalder og renæssance oftest dirigeret og betalt af magten, det være sig konger/fyrster eller kirke – og det folkelige vid tillodes utrolige grader af frisprog. Shakespeare, sin samtidige, får stå som eksempel hér. Der er spundet og kan spindes lange ender over forholdet mellem satirens profanitet og magten – men det må være nok hér at konstatere det tætte, symbiotiske forhold, indeholdende en ikke ubetydelig portion dialektik – og kun lejlighedsvis repressiv tolerance. Karakteristisk er det – nærmest naturligt – at jo mindre demokrati og frihed, et styre giver plads til, des mindre plads giver det også til satiren. Censur-foranstaltninger kendes fra de fleste diktaturer – og censuren omfatter oftest også satiren. Satirens høje grad af indforståethed med magtens ofre fører i den situation som regel til, at satiren blot finder et udtryk, magthaverne har svært ved at dechiffrere – men som ikke volder andre dele af modtagergruppen (’magtens ofre’) problemer med forståelsen. 2.3 De skrevne/trykte medier De skrevne og trykte medier fylder godt i satirens kulturhistorie – fordi det med udbredelsen af det skrevne/trykte ord blev enklere at bevare tidens udtryk. Det er karakteristisk, at med bogtrykkerkunstens udbredelse stiger behovet tydeligvis også for en mere detaljeret lovgivning for satirens profanitet. Men selv en omfattende, magtbeskyttende lovgivning ændrer ikke på, at den latterliggjorte kun øger sin latterliggørelse ved at forlange satirikeren straffet. Latteren er satirens implicitte beskyttelse. Det vil være ganske uoverkommeligt at nævne blot et fåtal af de mange publikationer, som sideløbende med dagbladskulturens udvikling opstår med det ene formål: at være satiriske. I Danmark kendes Meïr Goldschmidt’s Corsaren (1840-55) nok bedst – journalisten Nils Ufer ’genoplivede’ publikationen (1974-85) med en til- og tidssvarende satire – men væsentligst i denne forbindelse er, at satiren fik fast plads i en lang række publikationer, blandt andet altså dagbladene, hvis primære formål var et ganske andet – nyhedsformidling. Og væsentligt at satiren fandt sin plads uden smålig skelen til de pågældende dagblades (parti)politiske profil. 2.4. ”Tiden råber på satire” 2.4.1 Revyer, Radio & TV, Monty Python, livsstil, standup m.v. Det angivne udtryk benyttes vældig ofte, men sandheden er vel, at enhver tid råber på (sin) satire – hvis den overhovedet nogensinde har råbt; det er vel snarere ofrene for sa-tiren, der lejlighedsvis kan finde på at råbe… Revyerne satiriserer over det, publikum kan forventes at kende – og er i dag derfor blevet stærkt medieafhængige. Mange moderne revysketches, både på scene og i TV-satire, tager direkte udgangspunkt i en TV-situation – politikerinterview’et, publikums-quiz’en, rundbordssamtalen – og benytter dér satirens sædvanlige virkemidler med overdrivelse, kontrastering, omvending etc. Med Monty Python, der opstod af et studenterrevy-miljø, bragte BBC en relativt ny satireform ind i medierne selv – den fik den helt utilstrækkelige betegnelse: crazyhumor. De satiriske virkemidler er i realiteten de samme som før, men finder anvendelse på situationer, som nok har formel genkendelighed (fx med mediesituationerne – interview’et, magasinprogrammet etc.) men som i deres indhold er helt og aldeles absurde. Satiren retter sig derfor ikke mod mediernes konkrete indhold eller udøvere, men ofte mod brugen mediet som sådant, mod den fx kliché-fyldte brug af bestemte virkemidler, af (selvbestaltede) eksperter og autoriteter; på tilsvarende vis kan formen rumme skarp social satire. Men der er også situationer, som er helt uden satirisk indhold – som bare vil more. Det er karakteristisk for denne form for revy-humor, at den oftest optræder nært knyttet til de elektroniske medier. Således også Danmarks Radios og forfatteren Leif Panduro’s Holdningsløse Tidende i 1970erne. Det er i denne forbindelse værd at bemærke, at Pan-duros satire var a-politisk eller ligefrem sub-politisk[9] og hans eget (parti-)politiske standpunkt lidt svævende i en almen, blød humanisme, et generelt opgør med autoriteter etc. Holdningsløse Tidende var det første af en række satiriske radioprogrammer, der fortsatte med Søndagsjournalen, Balladebladet og i 1990erne med blandt andet Gramsespektrum og Tæskeholdet (der dog havde sin væsentligste inspiration i amerikanske Howard Sterns radioprogrammer, som kritikløst kopieredes). Fælles var, at programmerne fik næsten kultagtig status hos et ungt publikum – hvorimod de tilsvarende TV-revyer havde et aldersmæssigt bredt sammensat publikum. TV startede relativt traditionelt med Hov-Hov og Uha-Uha nogenlunde samtidig med de langt mere crazy ungdomsprogrammer (ex: Peberkværnen) og indtil videre kulminerede med den Monty Python’sk crazy TV-ansjosen. Stadig med et generelt og ret a-politisk udgangspunkt[10] - og det havde i øvrigt taget dansk TV godt 20 år at finde formen… En del af crazy-revyernes satire retter sig mod brede, relativt uspecifikke holdninger i befolkningen – såkaldt livsstilssatire. Der ironiseres over befolkningsgruppers idealer og måde at håndtere tilværelsen på – hos Monty Python den britiske middelklasses snobberi og bornerthed, i de nyere danske udgaver fx den tiltagende egoisme og materialisme og hangen til bevidstløs trendiness. Allersidst i 1980erne nåede et engelsk/amerikansk underholdningsfænomen Danmark: stand up comedy. Konceptet er enkelt – én mand (m/k) og én mikrofon, og et publikum der vil underholdes. Standup’eren tager udgangspunkt i sig selv, sine omgivelser, sin tid – og fortæller ikke bare vittigheder eller siger en forberedt monolog. Metoden er spontanitet (inkl. reaktioner på publikums reaktioner), midlet er ofte satire. Standup’-eren får sit synspunkt igennem ved latterliggørelse, fremhævelse, overdrivelse, kontrastering – satirens klassiske virkemidler.[11] 2.4.2 Kritisk presse Den trykte presse lægger betydelig vægt på sin meningsjournalistik, dels bladets egne medarbejderes produkter, dels bladets debatsektion. Som det også ses af reaktionerne på Strid, er det ganske ofte, at meningsjournalistik – fra ledere til læserbreve – affattes med satirisk anstrøg: satiren bruges til at sætte ekstra tryk på indignationen, humoren synes at demonstrere den skrivendes overblik og kontrol; og så øger det naturligvis underholdningsværdien i sig selv – attraktivt både for skribent, redaktør og læser. 2.4.3 Satire tegning Den ’daglige tegning’ hører som satire til meningsstoffet og findes i mange dagblade – blandt andre Politiken – vis-a-vis lederen, bladets egen mening om et emne. Den ’dagli-ge tegning’ er kommentar i en aktuel sammenhæng, og er ikke nødvendigvis udtryk for bladets holdning. Pladsen regnes som fremtrædende og tegningen omfattes af stor opmærksomhed – hvilket blandt andet ses af, at en righoldig samling af originalerne til disse tegninger er permanent udstillet i Folketinget ud for Snapstinget. Hovedparten af et blads tegninger har satirisk anstrøg – også som illustration. Satiren er en populær genre. Det er sjældent en tegner kan levere mere end én tegning pr. udgivelse – når ses bort fra vignetter. Opgjort i spalte-mm er en bladtegner derfor en dyr medarbejder for bladet og fravælges af den grund normalt på alle andre end de største dagblade. 2.4.4 Politikens tegnere Politiken har hæget om bladtegner-traditionen og sat en ære i at have de bedste knyttet til bladet. Ikke altid de største kunstnere, oftere de tegnere, der bedst forstår at bruge mediet – avisen. Med tillægget Magasinet, som udkom ugentligt i to perioder, og siden månedligt, samlede Politiken en række af de bedste illustratorer – mere end satirikere – og dermed også tegneserier som fx Arne Ungermann’s mildt forundrede og blidt smilende Hanne Hansen. De satiriske serier kommer først senere. Med den nuværende spredning af tegnerierne i avisen og den interne hierarkisering af placeringen[12] spredes også denne del af (menings)stoffet i bladet. Fra 1947 var Bo Bojesen (bilag 3.2) fast tegner ved Politiken og i hen ved 40 år den flittigste leverandør af ’dagens tegning’. Hans karakteristisk sirlige, og dog løse streg rummer med sin detaljerigdom stor kultur- og livstilshistorisk genkendelighed. Udover de uundgåelige politikerkarikaturer rummer tegningerne en del satire over middelklassen og de akademikere, som traditionelt hører til Politikens kernelæsere. Bojesens politiske standpunkt er diffust – hans milde satire rammer lige gerne en borgerlig VKR-regering som en socialdemokratisk mindretalsregering. Hans mål er absurditeterne og inkonsekvenserne, mere end at forfægte sit eller avisens politiske standpunkt. Roald Als overtager stafetten efter Bojesen og kommer fra WeekendAvisen med Tøger Seidenfaden. Als er fx klart EU-modstander – modsat sin redaktør - men er trods kulturradikale træk samtidig klart venstreorienteret – selvom heller ikke venstrefløjens latterligheder går hans pen forbi. I de senere år har stort set alle Politikens tegnere været bidragydere til ’dagens tegning’. På tegneseriesiden arbejder Politiken ganske progressivt, blandt andet ved at udskrive konkurrencer – hvor præmien er offentliggørelse af serien i avisen (!). Én vinder, Nikoline Werdelin leverer trendy satire over cafékulturens overfladiskhed i nogle år, holder en pause og vender så tilbage med den langt mindre satiriske og mere inderligt oprigtige Homo Metropolis – som det lykkes at behandle stadigt mere komplekse og tabu-belagte emner (som fx incest og seksuel chikane) med solidarisk humor – uden generelt at virke stødende. Ivar Gjørup, klassisk filolog og filosof, tegner den intellektuelt sofistikerede og dybsindige Egoland, der både er samtidssatire – med aktuelle hib til både politikken og Politiken – og lange, højt begavede udredninger af eksistentielle problemstillinger. Læg dertil den klassiske og amiable kernefamiliesatire Poeten og Lillemor og Phillip Stein Jönsson’s livstilsbetragtninger Simple Striber. Det er dén baggrund, dét miljø og dét tegnerfællesskab Jakob Martin Strid inviteres til at deltage i. Han er i øvrigt også langt den yngste af avisens tegnere. 2.4.5 Nonsenshumor & Politiken Crazy-humoren er ikke kun et fænomen i revyer og de elektroniske medier. De foregribes i de trykte medier – fra engelske Punch (forrige århundrede) til det danske Kritisk Revy (1920erne) – men mest markant fra 1932 i At Tænke Sig (ATS), den dagligt faste satire-og-alt-muligt-andet-rubrik bag på Politiken – nu bag på første sektion. Rubrik-ken har fast redaktør – p.t. Ole Rasmussen og Gorm Vølver – og en underskov af (anonyme) bidragydere, der leverer deres brokker pr. post, telefon og mail; alt indenfor faste, formelle rammer og fortælletekniske kneb (som med rimelighed her kan kaldes koder i semiotisk forstand). Langt fra alt i ATS er satire – om end selv et klassisk ATS-ordspil som Danmark er et land, hvor få har format, og flere for lidt[13] kan siges at rumme et hib til nationalkarakteren og dermed falde ind under livsstilssatiren. Uhåndgribeligheden i den indimellem næsten dadaistiske del af humoren (’Hvorfor hedder det cigar, når det hedder agurk?’) gav et friere spillerum også for satiren, fx under 2. verdenskrig, hvor man kunne more sig i det stille over, at besættelsesmagten ikke forstod subtiliteten i de satiriske indfald og formodentlig af angst for at dumme sig ikke lod den nøjeregnende censur skride ind. Selvom satiren i et sådant tilfælde ikke er ansat af magthaveren, har den stadig hofnarrens befriende funktion – nivelleringen af magten. 2.5 Tegneserieforskningen so far Tegneserieforskning er en ny videnskab. Før tegneserieformens anerkendelse som selvstændig udtryksform/medie betragtedes den i bedste fald som tegnede vittigheder eller, for de længere seriers vedkommende, som vulgærkultur, en form for laverestående triviallitteratur for det publikum, hvis læseevner eller –vaner var utilstrækkelige. Logisk nok kommer der derfor ikke gang i forskningen før triviallitteraturen selv bliver forskningsobjekt i 1970erne. Ligeså logisk, tiden taget i betragtning, tager den første forskning udgangspunkt i en marxistisk baseret ideologikritik; hvad der med Disney-koncernen som altdominerende tegneserieudgiver var alt mulig god anledning til. Men ligeså naturligt anvendes hurtigt hele det semiotiske analyseapparat – tegneserierne er med deres rigdom af parodi, direkte ’lån’ og hentydninger til andre billedmedier gefundenes Fressen for modernistiske og postmodernistiske tegn- og kodeforskere. Men teksten – inklusive den tekst, billedet kan opløses i (jf. Barthes[14]) - betragtes af forskningen som primær. Først i 1990erne opstår den del af tegneserieforskningen, som tager direkte fat i formens særkender: konturstregen, den ’frosne’ ramme (modsat filmen), valg af billedvinkler og fortælleteknik (som også, men ikke kun, handler om tegneseriens dramaturgi), udnyttelsen af avismediet (trykteknik, sort/hvid farve, aktualitet) etc. Dansk tegneserieforskning er i skrivende stund stadig en spæd foreteelse. Til gengæld er dens få udøvere flittige og seriøse – og følger minutiøst med i udlandets forskning, hvilket befrier danske læsere for mange af forskningens mere forsøgsvist famlende ekskurser – herunder det værste af ’donaldismen’s ideologikritik[15]. Dansk tegneserieforskning har dog ikke undgået den anden gren af den tidlige tegne-serieforskning: de evindelige forsøg på at statuere tegneseriekunsten ikke kun som massekultur, men som ligeværdig billede- eller litteraturkunst. 3. Strid 3.1 Tegneren Strid og serien Strid 3.1.1. Jakob Martin Strid Jakob Martin Strid (f. 1972) har en autodidakt fortid som grafiker/tegner i det autonome miljø, blandt andet ved TV-stationen TV-Stop – som sammen med en række andre public access kanaler sender TV i Københavnsområdet. Strid har i 1990erne været involveret i flere af de stærkt venstreorienterede eller anarkistiske grupperinger, blandt andet Den Røde Bande, som i 1990erne var tæt knyttet til BZ-bevægelsen og ’Ungeren’ (Ungdomshuset på Jagtvej, Kbh. N). Strid var blandt anmelderne til den famøse anti EU-demonstration 18. maj 1993 – som TV-Stop sammen med Vesterbro Lokal TV dækkede med billeder af politiets aktion, der rystede nationen. Strid har siden haft job på et reklamebureau og i IT-branchen. I 1997-99 tegner han i ugeavisen Socialistisk Weekend, og headhuntes i sommeren 2000 til Politiken til en daglig serie, først i det periodiske tillæg Sommermagasinet; de otte uger dér betragtes af begge parter som en prøveperiode – holder Strids tegninger til daglig eksponering, og kan Strid selv holde ud at skulle levere på daglig basis? I september ansættes han på en étårs kontrakt. Strid har aldrig lagt skjul på sit venstrefløjs-engagement – og irriterer derfor nogen ved fx også at være ejer af en ’blærerøvs-bil’ – en klassisk Jaguar XJ 40. Han siger selv: – ”Jeg ved godt, det ikke passer særlig godt sammen at have en bil, der kører seks kilometer på literen, og så være socialist og gå ind for økologi og sådan noget. Men jeg indrømmer, at jeg er et sammensat menneske”.[16] I september 2001 ophører hans kontrakt med Politiken og i stedet laver han en månedlig, noget længere føljeton Antarktika, til tillægget Magasinet. I slutningen af september 2002 genoptager han den daglige stribe i Politiken. Strid har fået sine tegneserier publiceret i bogform siden 1995, den første – Tales From The Future – på forlaget Strictly Underground, de øvrige på forlaget Politisk Revy. Udgivelserne omfatter udover opsamlinger af dagbladstegnerierne også bøgerne Mustafas Kiosk (1999), Dimitri 9 mm (2001) og Den Skaldede Mand (2002). Alle tre lanceres af forlaget som børnebøger, hvad Strid selv finder sårende[17] – bøgerne er ikke tænkt alders-specifikke. I 2001 modtog Strid Dan Turèll prisen. Han har tegnestue i København – ude på Amager – og kommer i øvrigt ikke meget på Politikens redaktion. Strid er via en kolossal åbenhed overfor medier og offentlig fremtræden i den første periode på Politiken, pudsigt nok én af de bedst dokumenterede serietegnere i Danmark – til gengæld, som det fremgår af de fleste af samtalerne, er han ikke meget for selv at udtale sig om sine motiver. ”Jeg plejer at sige: alle tegner, når de er børn - jeg er bare ikke holdt op i tide; og nu hænger jeg på den”[18] ”For mig er det (at tegne serien, F.A.) en videreførsel – og en udvidelse – af mit politiske arbejde”[19] Og så er hans føde- og døbenavn i øvrigt Strid. 3.1.2. Socialistisk Weekend Striberne i Socialistisk Weekend er (trykteknisk begrundet) i sort/hvid og formen fra begyndelsen den’to-liniede’ stribe med 4-8 billedrammer (enkelte med færre, og endnu færre med flere). Satiren retter sig meget mod medierne og alle former for institutioner – men der er også regulære vittigheder uden satirisk indhold. Efterhånden rettes en del af satiren mod venstrefløjen, økoflipperne og de miljøfrelste. Den Strid-figur-lignende person med strithåret dukker hurtigt op, men bliver først senere et fast indslag i striberne. De satiriske virkemidler er relativt traditionelle – overdrivelsen, parodien og fx nyankomne rumvæsners undrende iagttagelse af jordelivet. Dertil godt med platheder, sex og fækalier – humoren er grovkornet og skarp; [men også særdeles underholdende]. Strid udvikler sig hurtigt og den underfundige leg med mediet, der siden er en uundværlig ingrediens i Strid, finder snart en betydende plads i stribernes univers; fx bilag 4.2, hvor tegneren, med Strids morgenhår, og en karakteristisk lille mus er til stede udenfor stribens fiktionsunivers. Musen, der periodevis dukker op hos Strid som kommentator på et metaplan, har stor lighed med musen i den klassiske tegneserie Krazy Kat (bilag 3.1) og findes fx også hos amerikaneren Oliphant i New York Times. Selvom en række af figurerne har fælles træk (der er fx en del ’skinheads’), er der ikke tale om noget gennemgående persongalleri. I en enkelt føljeton-række af striber tager serien karakter af kronik og prædiken – Strid taler engageret om det kritisable i at turister med rod i venstrefløjen ynder at ’slumme’ sig igennem fattige lande, man bør have solidaritet med. [Prædiken eller ej – humoren er intakt]. 3.2 Seriens forudsætninger og udvikling 3.2.1 Æstetikken  3.2.1.1 Strid’s streg Strid’s tegninger bygges op over blyantsskitser, tegnes op med tusch og klassisk stålpen (”Det er altså det bedste at tegne med, det er det eneste, der bliver levende nok, når man tegner med den…[20]), og indscannes derefter til farvelægning og videre behandling i grafik- og billedbehandlingsprogram på computer. Denne kombination af klassisk tuschtegning og avanceret billedbehandlingsteknik til trods er Strid’s streg ik-ke alene enkel, men bevidst stærkt simplificeret – med tydelig understregning af det håndtegnede element. Den tilsyneladende løse – naive, og udefra set måske lidt barnlige – streg tjener flere formål: Først er den overensstemmende med det verdensbillede, Strid præsenterer: stort set alt i serien – personer, ting (rekvisitter), omgivelser (og, som det vil fremgå senere, af og til også synspunkter) forenkles til den enkleste, genkendelige kerne. Dette tilføjer de tegnede elementer symbolkarakter – de bliver rene metonymer for den funktion, de har i serien; de ikoniseres kraftigt. Den bevidste naivitet er også Strids væsentligste indfaldsvinkel til satiren – ønsket om ikke at gøre verden mere sammensat eller mere kompliceret end nødvendigt, men netop at betragte verden fra et enkelt og fundamentalt udgangspunkt. Det enkle udgangs-punkt kontrasteres med den komplekse virkelighed – og, voila, satiren er skabt. Den enkle streg har også tryktekniske fordele. Avistrykkets relativt dårlige opløselighed påvirker ikke stregen væsentligt – hvor man i Egolands raffinerede spil mellem sorte og hvide flader ofte ser rotationspressen komme til kort (trykteknisk trives denne serie væsentligt bedre i sine bogudgivelser – og i sin tid på Informations offset-presse). Ifølge tegneserieforskeren E H Gombrich[21] baseres oplevelsen af en tegneserie i en ”pusten liv i de statiske billeder, (fordi) vi har tilbøjelighed til at projicere liv og udtryk i det statiske billede og supplere det som mangler i billedet med vores egen erfaring”. Med tegneserien forstået som massekultur og dermed idelig gentagelse skabes en fælles genkendelse, et forventningsskema – som ”imødekommer det moderne læserpublikums behov for infantil dovenskab”[22]. Samtidig udnytter tegneseriemediet bevidsthedens evne til at opfatte fragmenter og opleve helheder. På denne baggrund, med den udprægede minimering og stilisering i Strid af de tegnede elementer, inklusive figurernes mimik og gestik, maksimeres læserens mulighed tilsvarende for at indlæse egne erfaringer og supplere til kendte helheder. Muligheden for identifikation med Strid-figuren er ligeledes maksimalt til stede på dette grundlag. Med hyppig appel til det fækale og genitale (der kastes en del med lort, spilles pik og råbes ’fuck’ i Strid) understreges Ecos synspunkt om den infantile dovenskab – at der med stor effekt kan refereres til erfaringer og billeder fra den tidligste barndom. Freud, der ikke beskæftigede sig med tegneserier, ville givet være enig. Om man i den forbindelse kan analysere sig til at Strid skulle være fikseret i en anal fase er mindre interessant end den iagttagelse, at læserne reagerer med yderligtgående standpunkter på også denne del af indholdet i Strid; stadig med dr. Freud ved hånden er det ikke interessant, om reaktionen er positiv eller negativ – så længde den er så voldsom, er både binding og fortrængning ifølge psykoanalysen stærk. 3.2.1.2. Inspireret af og i reaktion mod ”Det er ikke svært at lave noget vildt, det svære er at gøre det godt”.[23] Strid regner selv den nu afdøde tegner Claus Deleuran[24] som sin største inspirations-kilde (”og der er langt ned til nummer to”[25]). Deleuran var i en årrække tilknyttet EkstraBladet, og før det Information. Han tegnede navnlig føljetoner – blandt andre Rejsen til Saturn og de første 7 bind af en planlagt samlet Danmarkshistorie. Den førstnævnte er udover at være en utopia-parodi også fuld af løse og til tider satiriske indfald, hvorimod den sidstnævnte har nedtonet det satiriske til fordel for en helt regulær kulturkritik, fremført efter betydelig historisk research. Men alene ved at betragte Strids tegnemåde, ses også klar indflydelse fra en række franske tegnere som fx Claire Bretecher og Wolinski[26]. Begge beskæftiger sig med emner, der tidligere lå helt udenfor tegneseriernes univers – blandt andet kønspolitik og seksualitet, og for Wolinskis vedkommende tillige en lang række menneskelige fordomme – fx racisme og sexisme. Af danske forbilleder, som Strid ikke selv nævner, kommer man ikke udenom Storm P, hvis fornemmelse for tegningens ’frosne’ situation ikke er overgået, og Rune Kidde, som med sin bevidst sjuskede streg og et rablende fantastisk vanvid har øvet indflydelse på i hvert fald en ung Strid. En tilsvarende sammenhæng kan findes til fx Flemming Quist Møller og Kim Fupz Aakeson[27] (som Strid selv angiver som idol) - måske man snarere end konkrete inspirationskilder kan tale om en form for koncensus om tegnemåden i tegnerkredse. Også hos Politiken’s tegnere findes andre dyrkere af den løse og enkle streg – både Arne Villumsen og Mette Dreyer. Strid beretter at have læst mange tegneserier som barn – ”alle dem, der er” – men i øvrigt ikke at være interesseret i tegneserie-miljøet. Han lægger selv vægt på den gode historie – som hos Deleuran – og tager nogen afstand fra de tegnere, der som Moebius o.a. er mere optaget af at lave fantastiske, surrealistiske tegninger med avanceret teknik og mange detaljer end af faktisk at fortælle. 3.2.1.3. Dramaturgien & fortællingen Tegneseriemediets tydeligste særkende er samspillet mellem tekst og billede.[28] Den tekstede tegning lader sig ikke som foto eller utekstet tegning ubetinget nedbryde til anden form for tekst – fordi der netop i aflæsningen af samspillet mellem tekst og billede opstår specifikke koder. Emnet danner grundlag for en del af den nyere tegneserie-forskning og kan næppe siges at være endeligt kortlagt – men der er dog enighed om, at tegneseriebilleder ikke eksisterer uden referencer til andre billeder (ofte andre tegneserier). Aflæsningen foregår med en klar præference for teksten over billedet –det er billedet der uddyber og perspektiverer teksten; men teksten der forankrer billedet (eksempelvis rum-tid-sammenhæng). Det enkelte billede aflæses i zigzag-bevægelser som stort set følger kendt vestlig læseretning (venstre mod højre, oppefra ned). Dette betinger naturligvis taleboblernes placering – men også de ’regibemærkninger’, der typisk anbringes som intro (fx en tidsangivelse: ’En uge senere’) i billedrammens overkant og som outro (tilsvarende: ’fortsættes’) i rammens underkant. Jf. bilag 5.1, 7.1 og 10.1 I dispositionen af den enkelte ramme respekterer Strid en lang række af sådanne gældende normer[29] for tegneserier, hvoraf mange stammer tilbage fra tidlige Disney-serier, ikke mindst fra navnkundige Carl Barks. Hyppigt sløjfer Strid dog konturstregen om taleboblen og ’pilen’, der angiver, hvilken af seriens figurer, der taler, reduceres til en buet streg fra tekstblokken (der så står samlet som i en taleboble) til figuren. I enkelte tilfælde, hvor det er funktionelt muligt udelades også ’pil-stregen’. Alt sammen er med til at understrege letheden og enkelheden: kun de nødvendige koder benyttes. ’Pil-stregen’ kan ydermere være ret, buet, zigzagget eller på anden måde være med til at angive den talendes temperamentelle temperatur. Jf. bilag 8.1 og 8.2. Tilsvarende er konturstregen om det enkelte billede ikke konstant. I de fleste tilfælde er den hel og afsluttet om hvert enkelt billede – enkelte gange er den helt udeladt og billedadskillelsen baseret på figurernes og taleboblernes placering; og ganske få gange er der tegnet (fede) adskillelsesstreger mellem billederne, men ingen ydre ramme. Teknikken er langt fra enestående. Den varierede brug af konturstreg anvendes i de fleste striber – som et rent æstetisk fænomen, eller som et led i seriedramaturgien. Det er værd at bemærke, at da Strid får muligheden for at udkomme ’i farver’, bliver konturstregen om de enkelte billeder stort set konstant, blandt andet for at kunne afgrænse farvelægningen af baggrunden. Desuden går serien fra at benytte 1-2, 4, 6 eller 8 billedrammer pr. stribe over til stort set konstant at bruge seks rammer. Anarkiet forlades for den faste genkendelighed; igen et bevidst valg af enkelhed. Strids respekt for rammen er generelt stor – betydende at fortælleteknikken ikke forsøger at ’sprænge sine rammer’ – men ikke konsekvent. Som i bilag 6.2 rækker Strid-figuren i en armbevægelse ud over rammen i billede 5, men ikke trods tilsvarende bevægelser i billede 2 og 3. Meget tyder på, at bruddet med rammen i en del tilfælde, som her, skyldes tilfældigheder, eller en spontan trang til at bryde en vane eller æstetisk norm, mere end det er et egentligt fortælleteknisk tiltag. Heller ikke i overgangen fra ramme til ramme kan der generelt ses en trang hos Strid til at eksperimentere med formen. Fortælleteknikken er ligefrem, det underforståede tempo roligt. De få gange, der kan ses en afvigelse, som i bilag 5.2, er det ofte til en endnu roligere fortælleteknik – her næsten meditativ, hvor den minimale handling i de tre første billeder bredes ud i et panorama i billede 4 – antydende total harmoni; med alle billedets elementer arrangeret efter det gyldne snit såvel vertikalt som horisontalt – overfor den midtplacerede hund (alias opleveren). [Og teksten har nærmest bibelske konnotationer]. Teknisk set en massiv understregning af stribens poetiske hensigt. Strid angiver ikke konsekvent, når serien er i et føljeton-forløb. Principielt synes han at ønske, at hver enkelt dags stribe skal kunne stå for sig selv. Men når det er nødvendigt at sikre læserens bevågenhed om sammenhængen, sker det fx med en lille (gul) tekst-boks øverst i stribens første billede (intro) med en angivelse af føljetonens tema; som da Sorte Slyngel (fra Anders And & Co) har stjålet Strid-figuren – ”Sorte Slyngel har stjålet Strid…”, ”Strid er taget til fange i et tårn…” ”Sorteper og Sorte Slyngel vil have nogle flere fingre…”. Intro’erne afsluttes med tre punktummer – hér går historien videre! Jf. bilag 7.1 – fra en anden føljeton – hvor der endda ironiseres over teknikken. Alle kendte fortælleteknikker i tegneseriemediet er i brug – når undtages de tegnemæssigt mest sofistikerede/udspekulerede (jf. Moebius o.a.). Strid lægger tydeligvis vægt på fortællingen – forstået som den ligefremt fremadskridende historie; uanset pluralismen taler mod en samlende stil. 3.2.2. Indhold & holdninger – banal & basal inspiration Strid lægger ikke skjul på sin venstreorienterede grundholdning, der er skabt i det autonome miljø, han har færdedes i: ”Autonom – jeg er træt af det ord. Det lyder som en sygdom. Men de mennesker er min baggrund, mine venner, den organisation, jeg har”[30] ”Mit grundsyn, som jeg har brugt meget tid på, er at jeg er imod racisme, at jeg ikke synes alt skal handle om penge, at man skal arbejde sammen…”[31] 3.2.2.1. Indignation, skepsis, aktualitet Satiren kommer et sted fra. Statusforskellen mellem hofnar og magthaver er ikke i sig selv satireskabende. Først først når den opleves som en uretfærdighed - filtreres gennem et temperament - er der grundlag for et kunstnerisk udtryk. Udtrykket, her satiren, formulerer kunstnerens/hofnarrens erkendelse og er, om kommunikationen lykkes, en hjælp for tilhørerens erkendelse af samme uretfærdighed. Satirens grundkerne er i alt væsentligt (ønsket om) et socialt oprør. Chaplins The Dictator var satire – en udlevering af naragtigheden og småligheden i Tysklands dengang nye diktator og samtidig en advarsel mod hans farlighed. I dag, hvor vi for længst har indset og erkendt nazismens umenneskelighed, virker filmen ikke på samme måde; den er for eksempel ikke nær så morsom – for latteren er dybt forbundet med erkendelsesprocessen, i form af en klassisk aha-oplevelse. Derfor er aktualiteten uløseligt forbundet med det meste satire – fordi satiren skal (være med til at) forløse den endnu ikke opnåede erkendelse af en uretfærdighed. Forudsætningen for at satirikeren kan være aktuel er en grundholdning, fordi grundholdningen gør det lettere for ham/hende selv hurtigt at nå til de erkendelser, der skal formidles videre. Strids humanistiske og socialistiske grundholdning giver ham således gode muligheder for at satirisere over inhumanitet, ulighed og ufrihed. Og så, som han demonstrerede i Socialistisk Weekend, med et nærmere kendskab til venstrefløjen kan han også sagtens satirisere over inkonsekvenserne hos de venstreorienterede… Men han var også nødt til at læse sin avis for at kunne være aktuel. 3.2.2.4. Den usofistikerede oprigtighed Satiren opleves ofte som sofistikeret – fordi den formidler en erkendelse, vi ikke selv har gjort (endnu). Og gør det i en form, der kalder på latteren. Det opleves som et twist, et trick, en elegance – sofistikeret. Satirikeren behøver ikke engang røbe sin egen mening – han/hun påpeger blot… Men Strid har meninger, han indimellem ønsker at sige uden satirens twist – uden humorens filtrering. Han tillader sig alvor – indimellem endda vrede. Han mener selv, at dét ikke alene at have en mening, men at sige den – er det mest provokerende i dag.[32] 4. Strid og medierne   4.1 Strid  som medie   4.1.1. Strid som kulturjournalistik Strid blev ansat på Politiken uden krav og begrænsninger (udover leveringsdygtigheden!) – men klart med forventning om at fortsætte sine satiriske udfoldelser. Strid er derfor en del af bladets meningsstof – og Strid lever i den første periode på Politiken i enhver henseende op til forventningen. Læseren kan ikke følge med i serien, hvis han ikke, som Strid, også følger med i dagens begivenheder – gerne via avisen. 4.1.2. Seriens placering i Politiken Strid blev headhuntet på et tidspunkt, hvor man på Politiken følte et behov for at forny bladets tegneserier. Det var tidligere gjort ved konkurrencer – men i dette tilfælde valgte man Strid som tegner på baggrund af den hurtige og store udvikling, hans serie havde gennemløbet på Socialistisk Weekend. Men han blev også ansat på et tidspunkt, hvor den hidtil venlige og i grunden høflige satire, bladet havde stået for, var blevet mere krasbørstig hos bl.a. Vølver/Rasmussen i At Tænke Sig - og Roald Als er også adskilligt skarpere i tonen, end Bojesen nogensinde har været. Strid får derfor – måske ikke så overraskende – den fremtrædende plads på siden med TV-programmer, sågar på bekostning af den ellers så læste TV-anmeldelse, der flyttes til siden før. Der er ingen tvivl om, at Politiken på forhånd havde store forventninger til deres nye tegner. 4.2 Strids brug af/forhold til medierne   4.2.1. Medierne i serien Strid forholder sig konstant til medierne – primært dog til TV med særlig forkærlighed for debat- og magasinprogrammer. I stribevis (!) af tilfælde udgør billedrammen ganske enkelt TV-skærmens afgrænsning og det uundgåelige bord til interview eller rundbordssamtale markeres med en flad bue eller to streger i rammens bund – mere kondenseret kan det ikke vises. Tilsvarende forenkling sker med TV’s eksperter – der er kun én – Børge Børgesen, der til gengæld er ekspert i alt (og som får et i øvrigt ganske aparte, dadaistisk og frivolt liv som med Strids fantasi vokser vildt ud af den bebrillede, skæggede og kedelige ’ekspert’). Men også dagbladene bruges, oftest i referat med tilhørende kommentar, i et tilfælde endog med en indscannet artikel, som kommenteres. Strid kommenterer også sit eget medie – endda i flere dimensioner: - Politiken. Hans redaktør (i serien unavngiven, for de indviede genkendelig som Bo Malthesen) og chefredaktør Tøger Seidenfaden opsøger jævnligt Strid-figuren i striberne for at korreksere eller animere ham til at opfylde bladets og læsernes forventninger. Jf. bilag 8.1 og 8.2. - sin egen serie. I en stribe løber han drilsk tør for blæk, så den sidste ramme (med pointen) står blank.. Eller som han nytårsdag tegner Strid-figuren med så mange tømmermænd, at det ikke bli’r til nogen stribe overhovedet… Jf. også bilag 11.2. 4.2.2. Seriens respons på mediereaktioner Et par eksempler blandt mange mulige: - Strid reagerer kontant på Hedegård-fejden. Ikke alene med argumentation for det komiske i, at 1960ernes venstrefløj skal angre, men også med en føljeton om Strid-figuren, der foregiver at angre og infiltrerer Berlingske Tidende for sluttelig at sprænge deres bladhus i luften. - I begyndelsen af anden periode på Politiken sender en læser et læserbrev i form af en imiteret Strid, hvor Strid-figurens planløshed og umorsomhed gøres til pointe. Strid reagerer prompte – dagen efter opdager Strid-figuren imitationen og flår sin avis i stumper og stykker! Og i sidste billedramme ser han selvbevidst og måske lidt undskyldende ud på læseren. Reaktionerne på mediernes omtale af Strid findes således både indenfor seriens fiktionsunivers og i det metaunivers, hvor der er en betydelig identifikation mellem Strid og Strid-figuren som autor til seriens indhold. 4.2.3. Den interaktive tegneserie De egentlige tegneseriehæfter har siden 1950erne hyppigt haft forskellige indslag, som gav læserne mulighed for aktivt at beskæftige sig med seriernes univers udover selve serien. I dag typisk Basserne, som har brevkasse for spørgsmål og forslag, basse-krydsord og forskellige konkurrencer, oftest i form af quizzer. Mig bekendt er Strid den første dagbladsserie, som integreret i seriens forløb har indført en række af interaktive elementer. Det startede med en afstemning, se bilag 9.1, (befolkningen stod midt i forberedelserne til en EU-afstemning) om hvorvidt Strid/Strid-figuren skulle lade en agurk sidde i røven på Poul Nyrup – eller om den skulle fjernes.[33] Svarene indsendtes pr. e-mail, og resultatet offentliggjordes nogle dage senere. Siden er kommet en gættekonkurrence til i forbindelse med Strid’s julekalenderforetagender – i 2001 var der hver dag et nyt stykke julepynt at klippe ud, i 2002 et puslespil. Bogstaver på pynten/brikkerne skulle så sammensættes til en sætning, indsendes – og præmierne var originaltegninger fra Strid. Med interaktiviteten skabes ikke alene en association til seriehæfterne, men også til internettets funktioner – en meget konkret form for hypertekstualitet. Og muligvis endnu en genre i tegneserieverdenen – den interaktive tegneserie. 4.2.4. De andre og ham selv Strid tager omkring nytår 2001 initiativ til en sektionsforside, hvor figurerne fra Politikens tegneserier blandes – med undtagelse af Homo Metropolis – og dét bliver start-skuddet til en besøgsvirksomhed mellem en række af serierne, primært Egoland og Strid, hvor Gjørup og Strid stiller hinanden frit i forhold til, hvordan deres respektive figurer skal optræde i den andens serie, se bilag 10.1. Af mange ses det som en nyskabelse i tegneserieformen, en slags metategneserie – Strid selv synes ”at det var da meget fedt, men så er det jo heller ikke mere fantastisk”[34]; man kan jo også mene, at han med anvendelsen af figurerne fra Rip Kirby (se bilag 5.1) og Jens Lyn i nogen grad har foregrebet begivenheden. Som en knopskydning begynder figurerne fra både Egoland og Strid at optræde i JyllandsPosten, i Niels Rolands serie Danablues, hvor Gjørup hænges ud som uforståelig og Strid som barnligt fjollet… 4.3. Politikens brug af Strid Hverken Strid eller Politiken havde gjort sig forestilling om seriens virkning. Der er ikke foretaget nogen egentlig opgørelse, men af læserbrevsreaktionerne fremgår det, at nogle læsere mener Strid er en anledning til at genoptage et opsagt abonnement – andre at Strid er nok til at opsige abonnementet. Tegneserien sælger rent faktisk aviser, og Strid (og Strid) involveres hurtigt i markedsføringsapparatet: - der fremstilles T-shirts med særlige Strid-motiver - der laves Strid-udstilling i Politiken’s forhal - læserne (og andre) kan møde Strid og bladets chefredaktør på kulturnatten - efter september 2001 tilbydes Den Store Strid som lokkegave ved tegning af abonnement. - der udskrives konkurrence om det bedste computerspil med Strid som emne Strid er i en periode bladets eget, væsentligste argument for at læse Politiken; hvilket alt andet lige er en voldsom ændring af proportionerne i forhold til bladets og marketingsafdelingens hidtidige indsats. Strid selv er helt bevidst om markedsførings-elementet og om at være en del af et marked: ”Hvis ikke der er nogen, der læser lortet, vil jeg egentlig hellere lave noget andet” … (om effekten af Hedegård-fejden:) ”Hvis jeg skal sige det sådan lidt arrogant: det var jo reklame for millioner for Politiken og for mig selv”.[35] 4.4 Mediernes virkelighed Bag enhver kommunikation ligger en ideologi – jf. Barthes – og i Politikens behandling af nyheder m.v. ligger naturligvis en ideologisk-politisk tolkning, oprindeligt udsprunget af Det Radikale Venstres holdninger, i dag formuleret partipolitisk uafhængigt som ”frisindet, social, liberal og i overensstemmelse med Politikens tradition”[36]. Ved at lade Strid være en løbende kommentar til blandt andet Politiken’s øvrige indhold (men også andre medier) bliver Strids erklærede holdning som humanist og venstreorienteret udover et statement også en perspektivering af, hvad læseren i øvrigt finder i bladet - hvilket på fornemste vis er at opfylde hofnarrens funktion: den momentane nivellering af et magtforhold, som gør virkeligheden (og magtforholdet) lidt lettere at leve med. 5. Strid i medierne   5.1 Læserreaktionerne – i Politiken Politiken har et dagligt oplag på p.t. 139.000 eksemplarer og et dagligt læserantal, der er en del større. Over en periode på ca. 2 år modtager bladet læserbreve med reaktioner på Strid, hvoraf 62 gengives i bladet. Det fremgår umiddelbart af de bragte reaktioner, at kønsfordelingen og fordelingen positiv/negativ til Strid er omtrentligt 50/50. Det er selvklart ikke muligt at udlede noget om, hvorvidt disse læserreaktioner er repræsentative for Politikens læsere, Danmarks befolkning, bestemte forbrugersegmenter eller foretage andre statistisk vederhæftige modtageranalyser på materialet. Men at et dag-blad modtager et relativt set så stort antal læserreaktioner på ét emne er usædvanligt. At emnet ydermere er en satirisk tegneserie er tilsvarende markant. Reaktionerne begynder at indløbe kun seksten dage efter seriens start; kortfattede og i tegneseriens ånd (’Strid er strid’, ’Strid satire’ ’Strid kritik’). Reaktionerne er ekstreme – serien kaldes ’latrinær’[37], ’noget af det mest nyskabende’[38] og placeres som ’Efter David Favrholts nyligt lancerede parameterteori er Strid afgjort kunst!’[39]. Strid selv svarer flabet igen 19.12.2000: ”Alle der ikke kan lide min tegneserie, er nogle idioter”. Replikken falder prompte: ”Det man siger, er man selv”[40] – tonen er lagt…! Debatten bliver det dominerende debatemne ifølge Politiken’s egen månedlige opgørelse nogle måneder i træk. Stilen med rim og bogstavrim fortsætter ligeledes – kulminerende med et ’Striden om Strid rager os en skid’[41], hvor tilsyneladende debatten om debatten om Strid begynder – debat twice removed så at sige. På dette tidspunkt er debatten startet også i andre medier, med særlig inderlighed i Berlingske Tidende, hvilket behandles i det følgende afsnit. 25.02.2001 optrappes debatten[42] til også i Politiken at handle om ytringsfrihed, censur og racisme. Allerede i december 2000 rammer Strid avisens hovednerve – lederen – og 06.03.2001 må bladet i lederen under titlen Mangfoldighed præcisere, at Strids holdninger ikke nødvendigvis er bladets. I vurderingen af læserreaktionerne er det formodentlig værd at medtage en afkølet overvejelse om, i hvilken grad skribenterne udover at reagere på Strid selv har et behov for eksponering; det vil naturligvis altid indgå som aspekt i forbindelse med et læser-brev – men reaktionernes accelleration kunne tyde på en betydelig selvforstærkning (trendiness…); hvad da også læserbrevenes sproglige opfindsomhed peger i retning af. 5.2 Andre dagbladsreaktioner Datoen 03.02.2001 er interessant, fordi det er den dag Lars Hedegård gør sit første udfald mod Strid. Bo Bjørnvig vågner op og allerede 09.02.2001 har han sit første indlæg[43] i Weekendavisen. JyllandsPosten venter til uddelingen af Dan Turèll-prisen 29.02.2001 med at kommentere. EkstraBladet og Information har allerede i boganmeldelser fundet ud af, at drengen er fræk – men begge har også i forvejen markeret interesse for tegneserie-universet – EB med Hans Bjerregaard, og Inf med tegneserieforskeren Inger Holst (og siden Paw Mathiasen). På EkstraBladet er det Povl Høst-Madsen, Informations tidligere chefredaktør, der behandler sagen i vanlig petitstof-stil på bagsiden, men også hurtigt kommer Strid til undsætning, dels i anonyme side 2-notitser, hvor satiren roses, dels ved et langt og seriøst indlæg i Berlingske[44]. 5.2.1. Hedegård-fejden Carsten Jensens ord bliver ved med at runge i Strids hoved. ”Den tyske stat havde min fulde sympati, da den jagtede terroristerne til døde” (Strid-figuren:) Du skal komme til at fortryde de ord. RAF likviderede tidligere nazister, erhvervsfolk og politikere, der var ansvarlige for bl.a. Vietnamkrige, der koster 1000’er af kvinder og børn livet. De lavede aldrig tilfældig terror som bomber i supermarkeder o. lign. I julen 72 lavede de en aktion med en US militærbase i Tyskland, hvor to amerikanske soldater blev dræbt. Aktionen stoppede napalmbombningen i Vietnam i over 12 timer. Er det terrorisme? – Gu’ er det ej! Det var fedt!!! - Hvad var Golfkrigen så? Var alle de irakiske civile og soldater måske onde? 6 RAF-medlemmer blev fundet døde i fængslet – ved hængning, skud eller knivstik. Den tyske stat hævdede, at det var selvmord – men tillod aldrig en international undersøgelse af dødsfaldene…!!! Min fulde sympati? Føj for satan!!! Ovenstående citat er fra Strid 01.02.2001 (bilag 5.1) – efterfølgende en klumme af Carsten Jensen 28.01.2001. Som det ses umiddelbart er der tale om en vældigt lang tekst i forhold til seriens sædvane. Den aktuelle stribe indledes ydermere med et billede, hvor Strid og klonerne tager afsked med Aslan – og afsluttes med et billede, hvor de møder pingvinen i den Michael Ende-inspirerede fortsættelse; intro og outro til noget, der reelt må kaldes en kronik eller et debatindlæg. På tegneserieplads. Striben afføder 03.02.2001 i Berlingske Tidende, artiklen Maskinpistolernes Tale, af historiker og klummeskriver Lars Hedegård (der til daglig sammen med tre andre klumme-skrivere bestyrer og skriver Groft Sagt – hvor Berlingske i stil med EkstraBladets side 2 giver råt for usødet i ’dagens debat’– i modsætning til EB dog med signerede indlæg). Hedegård kan fra Berlingskes arkiver hale adskillige detaljer fra Strids fortid som venstreorienteret/anarkistisk aktivist frem. Med raffineret retorik kædes Strids aktiviteter og en hærværksdom sammen med andre aktivisters markante udtalelser – for i den aktuelle forbindelse at anklage Strid og Strid for at opildne ’de gadekæmpere, der måtte være under oplæring’. Hvorefter sagen sammenkædes løseligt med Politikens angivne uvilje mod at debattere de venstreorienteredes fortielser i historieskrivningen for koldkrigernes 1960ere - fx i Den Danske Nationale Encyklopædi. Her skal ikke afvejes sandhedsværdien af de to udsagn – Strids og Hedegårds – men der synes grund til at betragte proportionerne i de fremsatte udsagn. Hedegårds overordnede mål er Politiken, som efter hans mening ved at give ’husly’ til Strid kolporterer voldsforherligelse og opfordring til drab og terrorisme. Men han lægger ikke skjul på, at vreden er affødt af Strid, hvis subversive virke ti år tidligere nu synes at fortsætte i gedulgt form i serien. Strid kommenterer selv i 7 døgn med Jakob Martin Strid[45]: ”Fed artikel… Jeg kunne godt tænke mig at møde ham Hedegård – jeg vil møde ham med kærlighed”.   Povl Høst-Madsen (’Gamle Madsen’) benytter lejligheden til i EkstraBladet ironisk at ’læne sig op af de kendte’ og lade sig afbilde sammen med Strid på Strids Jaguar-køler med et ’Fuck Lars Hedegård!’[46]. Reaktionerne på Strid, Hedegård og Gamle Madsen er voldsomme. Politiken må lade læsernes ’egen redaktør’, Søren Nielsen, interviewe chef-redaktør Tøger Seidenfaden om Politikens holdninger: ”Vi har en lang tradition for fremragende tegnere på Politiken, bl.a. fordi vi ikke pålægger dem objektivitetskrav eller en bestemt linie. For de er ganske enkelt bedst, når deres tegninger afspejler en personlig holdning som i Bo Bojesens ’Venstrevikingernes Saga’, Nikoline Werdelins ’Homo Metropolis’ eller i Strid. … Jeg ser heller ingen problemer i, at Roald Als får en anti-EU-tegning placeret lige ved siden af min leder med det modsatte budskab. … (Politikens linie) skal være frisindet, liberal og i overensstemmelse med Politikens tradition. De kriterier er chefredaktørerne samt lederskribenterne forpligtede på. Og det er jo netop udtryk for liberalt frisind, når vi bevidst søger at fremme pluralismen blandt tegnere og skrivende kommentatorer. … Grænsen går ved f.eks. åbenlys racisme. Jeg er trods alt ansvarlig for avisens indhold.”[47] I lederen 22.02.2001 efter endnu 1½ uges fejde konkluderer Tøger Seidenfaden: ”Der er selvfølgelig også den mulighed, at det går op for alle de i første omgang krænkede, at bemeldte og yderst alvorligt mente tegneserie-stribe udgør et satirisk univers, hvor alt kan ske – og sker.”[48] Hvorved Seidenfaden understreger seriens mulige dilemma – på én gang at ville være alvorlig og satirisk. I Berlingske raser Hedegårds medklummeskriver Claes Kastholm med over Politikens angiveligt valne holdninger, Carsten Grolin kalder Strid for ’venstre-facist’ og Gamle Madsen skriver sit lange indlæg, hvor han piller Hedegårds indlæg fra hinanden efter almindeligt kendte journalistiske principper og anbefaler, at ’man’ i stedet for at skamride serien taler med Strid selv. Det gør så Kristian Lindberg i et interview 21.02.2001[49] - dagen før Seidenfadens sidstnævnte leder – hvor Strid uden at tage afstand fra sine principielle holdninger nuancerer sine synspunkter, også på RAF, og siger: ”Selvfølgelig skal det da ikke tages for pålydende, at jeg truer Carsten Jensen – og dybest set tror jeg heller ikke, Hedegård selv tror på den, hvilket irriterer mig en smule. … Men jeg ville aldrig selv bruge våben mod et levende menneske – aldrig. På den måde er min moral ikke anderledes end andres.”[50] Interview’et får fluks Hedegård i Berlingskes kronik med fuld bevidsthed om, at det kan ende med kølhaling i Strid – som han indledningsvis sammenligner med nazismens tegneserier i SS-bladet Das Schwartze Korps fra 1944. Dér kan han nemlig heller ikke se det morsomme (Weekendavisens tidligere chefredaktør går i Berlingske et skridt videre og sammenligner Strid med nazisternes Der Stürmer[51]). Men hovedmålet er igen Politiken, som efter Hedegårds mening ser spøgelser i den beskedne danske nynazistiske bevægelse, men nægter at beskæftige sig med den venstreekstreme vold. ”Jeg ved ikke om det var nogen trøst for de pårørende til den politimand, som Blekingebanden i november 1988 skød ned på Købmagergade i København, at pistolen blev ført af venstreorienterede”.[52]   Således står Strids og Strid’s roller i Hedegårds vrede ikke helt klart, hvilket allerede i Lindbergs interview får Strid til at konkludere: ”Hedegård er dårlig til at læse tegneserier”.[53] Hedegård-fejden slutter medio oktober 2001, hvor Hedegård kommenterer terroristangrebet på WTC i New York 11.09.2001 (som sammenlignes med Rote Armée Fraktions likvidering af erhvervsfolk) og som han mener radikalt ændrede Politikens holdning til terrorister. Og at den foreløbige afslutning på Strid derfor skulle være en belejlig manglende fornyelse af Strids kontrakt. Hedegård underkender dermed som sandhedselskende historieskriver sært nok Strids erklærede, personlige motiver til at holde op – og undervurderer formodentlig i lige så høj grad Politikens sans for markedsføringsværdier; hvormed han i samme instans får givet en umisforståelig kommentar til sit eget ønske om en mere balanceret historieskrivning for 1960erne. Og det kan Strid og Politiken vel kun være tilfredse med. 5.3 Udeblevne reaktioner Muligvis er det blot naturligt – at den, der satiriseres over, ikke tør/bør reagere på satiren for ikke at bekræfte anledningen til latterliggørelsen – men det synes dog umiddelbart påfaldende, at de ’virkeligheds-personer’, der optræder i Strid, uden undtagelse ikke har reageret på seriens behandling af dem – når man ser antallet af reaktioner i medierne i øvrigt. End ikke Lars Hedegård reagerer, da han i forbindelse med basse-rallen i februar-marts 2001 afsløres som tidligere trotskist, ex-ansat ved Politikens Forlag og ansat ved Information (som på dét tidspunkt skrev langt ’værre’ ting end Strid) og indføres i serien som ultraskurken Darth Vader fra Lucas-filmene om Star Wars – og afsløres som Strids egen far. Ikondannelsen og filmparallellerne har hér deres underholdende aspekter, men også en dyb freudiansk tråd med ødipale overtoner – som man må formode Lars Hedegård ville tage afstand fra. Hvis han altså turde. I stedet får Strid ved association i øvrigt ikoniseret sig selv som helten Anakin (om end ikke navngivet) i et klassisk anti-autoritært faderopgør. 5.4 De afledte reaktioner   5.4.1. Andre mediers brug af Strid og Strid Af de ca. 13.000 bøger, der årligt udgives i Danmark, dagbladsanmeldes kun et fåtal, og udover de rene sensationer primært bøger med høj nyhedsværdi eller allerede kendte autorer. Det er derfor markant, at Strids udgivelser uden undtagelse er anmeldt bredt i dagbladene efter februar 2001 – redaktørerne må forvente en stor a priori-interesse for netop denne forfatter. Tilsvarende er usædvanligt, at en serietegner fra et konkurrerende dagblad interviewes i fx JyllandsPosten, Information og (måske mindre overraskende) i Berlingske Tidende. Strid og Strid har efter turbulensen i Berlingske tydeligvis fået selvstændig nyheds-rating. Navnet forventes at sælge aviser, også udenfor Politiken.   5.4.2. Strid som referenceramme Ikke alene får Strid og Strid opmærksomhed langt udover Politikens spalter – tegner og serie bliver pludselig til normdannere. I en anmeldelse af Nikoline Werdelin’s tegneserieudgivelse fremhæves hendes kvaliteter på baggrund af ”den anderledes puerile Strid”[54] og når Ungdomshuset skal nævnes i JyllandsPosten , finder journalisten anledning til at nævne, at også Strid har haft forbindelser til huset og dets aktiviteter[55]. Men der er nok trods den mediemæssige stjernestatus et stykke vej til Kraks Blå Bog. 5.5. ”Hvad kan man lave satire over?” Spørgsmålet stilles jævnligt - endda af de samme medier, som benytter satiren. Det umiddelbare svar må, blandt andet på baggrund af det skildrede forløb, i dag være: menneskelig ondskab er nok det eneste, der ikke umiddelbart kan satiriseres over; ondskab kan ikke være morsomt. At der desuden er situationer hvor ikke alle kan satirisere over hvad som helst, ses blandt andet af, at handicappede kan fortælle handicap-vittigheder, som fuldt førlige mennesker i god smag ikke kan referere, jødisk humor har aspekter, der i kristenmund vil virke antisemitiske osv. Ihvorvel der ikke synes at være begrænsninger for, hvem der kan gøre sig lystige over svigermødre, blondiner, århusianere og advokater – for at nævne populære eksempler. Og grænserne for god smag flytter sig fra årti til årti. Søren Kierkegaard blev dybt deprimeret over tegningerne i Corsaren, hvorimod Poul Nyrup ikke forlyder at have taget anstød af at have optrådt i et landsdækkende dagblad, dag efter dag og endda i en afstemning med en agurk i røven. Terrorangrebene 11. september 2001 er et godt eksempel – hverken stand up’ere eller vittighedstegnere så muligheder i emnet, om end – da den første chokbølge havde lagt sig – antallet af stærkt satiriske hade-sites om Bin Laden på internettet eksploderede. Karakteristisk for Strid’s univers er iøvrigt, at når Osama Bin Laden optræder, er det i en omvendt form – som venlig, rar og uskyldig. Terrorangrebet 11.09.2001 fandt Strid lammende og svært at satirisere over før efter nogle dage – da chokket havde lagt sig. ”Principielt mener jeg, man kan lave sort humor om alt, men det skal på afstand”[56]   Væsentligst er det for Strid, at man selv har noget på spil – og det mener, han ikke fx den tilsyneladende alvidende iagttager Carsten Jensen har – men: ”Jeg har selv noget på spil. Der er masser af fis og ballade i mine striber, men Strid-figuren kæmper også for nogle ting og græder indimellem. Det er ikke moderne i dag, og dét provokerer folk”.[57] 6. Hofnarren - konklusioner/vurderinger/strømpile i et forløb Det kan synes urimeligt på nuværende tidspunkt overhovedet at drage konklusioner – ikke for at skåne ’sommerfuglestøvet’ i den gangværende, kunstneriske proces, men fordi Strid synes inde i en udvikling, der tydeligvis ikke er afsluttet endnu. Pr. ultimo 2002 sammenfattes forsigtigt: Strid-figuren har som figur undergået væsentlige ændringer. I bilag 4.1 er vist tre udgaver af Strid-figuren (og en enkelt af Strid selv) – fra hhv. de første striber i september 2000 på Politiken frem til september 2001 samme sted. Først og fremmest er figuren gået fra det magre til det mere runde – selve stregen er mindre ’hidsig’ – og ansigtsudtrykket er gået fra det vilde til det rolige; det synes at have meget med pupillens placering i de store, lidt basedowske øjne at gøre –  jo mere midtstillet, desto vildere udtryk. Men også de viltre hårtotter – en klar pendant til Strids eget konstante ’morgenhår’[58] – har forandret sig – fra startens ofte otte-ni anarkistisk strittende totter over 5 totter af specifikt samme udseende til dagens fire totter, hvoraf de tre er brede og stærkt fremhævet. Forbindelsen til hofnarrens fligede bjældehue er i øvrigt iøjenfaldende. Man kan, også uden at ville være freudiansk, mene at Strid-figuren – og dermed Strid – er blevet mere ’friseret’. Ikke alene figuren, men også serien er blevet rundere og mildere i sit udtryk. Indhold og form er stadig konsistente – men ændret. 6.1 Satiren og Strid Som omtalt i 5.3 opfatter politikere/magthavere ofte de politiske satiretegninger som smigrende. Der er sågar på Christiansborg den underholdende ’kode’, at ’rigtig berømmelse’ har man ikke opnået som politiker, før man har været satiriseret over i At Tænke Sig[59]. Freud har en teori om latteren som et socialt acceptabelt afløb for aggression (især i bykultur med stigende stressniveau). Set i forhold til symbiosen mellem hofnarren og magthaveren rummer teorien på et alment niveau måske en del af forklaringen på den ulige alliance – at latteren logisk nok også for magthaveren er et acceptabelt udtryk i forhold til aggressionen. Klaus Rifbjerg skriver ”Det er satirikerens prærogativ at kunne bringe folk ud af både flippen og jaketten”[60] – hvilket er lykkedes for Strid. Men samtidig fremhæver Rifbjerg eventyrkvaliteterne ved Strid’s univers – og dermed poesien (i sammenligning med selveste H C Andersen!) – hvorved oprøret bliver på én gang ”uskyldigt og ustyrligt”[61]. Strid, som i Socialistisk Weekend hudflettede venstrefløjen, vender sig i Politiken mod den politiske midte (blandt andet socialdemokraterne) ”for man skal jo gøre grin med sine læsere”[62]. Politiken ser sig selv som en del af den kritiske presse, dvs. i forhold til ’magthaverne’ som parallel til hofnarren – hvor Strid angiveligt betragter Politiken[63] som medie for et midterlag, der står magtstrukturen nær. Men som hofnarren lader han sig forventeligt ’købe’ af magten – for at få muligheden for at udøve sit satiriske virke. Og for, om muligt, at ’gøre noget ved tingenes tilstand’.[64] I den forbindelse er Politiken, med Søren Vinterbergs ord, trods alt en større megafon end Socialistisk Weekend. 6.2 Strid som politisk kommentar ”Jeg har læst avis hver dag i et år, 365 dage. Og jeg har læst den af pligt, jeg er jo nærmest ligeså meget inde i verdens gang som de fleste journalister. Dét er ikke særligt sundt”.[65] Strid var/er ofte dagsaktuel – gårsdagens nyhed bliver (som i ’dagens tegning’) hudflettet i dag, igangværende føljetoner kan afbrydes for en aktuel stribe; under EU-topmødet i Genova korrekser Strid endog mediernes nyhedsformidling, som han mener er fordrejet, når det drejer sig om demonstranternes rolle – og bringer en web-adresse, hvor læ-serne efter hans mening får en mere udførlig og nuanceret information. Aktuelle politikere (foruden popmusikere, TV-værter og andre) hales ind i serien - ofte ’mod deres vilje’ (Birthe Rønn Hornbech-figuren bad i serien ligefrem om at blive sluppet ud igen!), i begyndelsen som – glimrende - tegnede karikaturer, siden som tegne-seriefigurer med udklippede (indscannede) ansigter, leveret af Politikens billedarkiv – som en stadig påmindelse om, at der udenfor tegneseriens fiktive univers findes en påtrængende virkelighed. Absurditeten er ikke kun satirens prærogativ, men tillige et virkelighedens faktum. Den politiske kommentar har i Strid lige så ofte en mere generel karakter – som da Strid-figuren pga. spildolie blive sort i ansigtet og må åbne en etnisk grønthandlerbutik – og får besøg af en lang række politikere, der så har anledning til at udtale deres dobbeltbundne udsagn om flygtninge og indvandrere. Men Strids foretrukne satire-kneb er omvendingen – at betragte personer og handlinger ’på hovedet’. Som i en føljeton, hvor Sorteper og Sorte Slyngel fremstår sympatiske overfor den latterlige Mickey Mouse og den hér pædofile politiinspektør Striks; ikke i sig selv et angreb på Disney’s figurer, men på det usammensatte og forløjede billede af ret og uret, af godt og ondt, som Disney-universet repræsenterer. Hvilket ikke mindst i lyset af dagens virkelighed er et relevant statement – uanset om man er enig med det. 6.3. Strid og tegneseriemiljøet Som tegner – og måske-kunstner – er Strid et ungt menneske. Fortsætter han med at tegne, må han i dag i en alder af 30 forventes at have hovedparten af sit virke og sin udvikling foran sig. Men han er opvokset i en tid, hvor tegneserien er et naturligt forekommende og meget varieret udtryk – både i form og indhold/budskab. Hans egne tegnerier er derfor ikke behæftet med fordomme om, at tegneserien skulle være litterært/-finkulturelt mindreværdig i forhold til andre kulturpolitisk journalistiske udtryksformer, eller at tegneserien qua sit implicitte krav om (humoristiske) pointer er begrænset i hverken formsprog eller emnevalg. Strids kendskab til tegneserieverdenen er stort, og han vælger frit og meget alsidigt blandt genrernes forskellige udtryk. Udviklingen af serien, og dens eventuelle stil, sker derfor ikke alene på rent empirisk basis som afprøvning, men primært efter et lyst-princip – samme lyst, der i sin tid fik ham til at læse alle bibliotekets tegneserier efter skoletid. Så selvom Strids streg er klart genkendelig, og Strid efterhånden synes at koncentrere sig om færre fortælletekniske metoder end tidligere, så har serien hidtil styrtet sig igennem en række forskellige forløb: - den har citeret sig selv og gentaget pointer i forskellig form (intratekstualitet). - den har – gensidigt - anvendt andre seriers figurer og deres relationer (hvad man her kunne kalde transtekstualitet)[66]. - den har arbejdet med sine egne rammer som en integreret del af handlingen (paratekstualitet). - den har eksperimenteret med genrerne – fra simpel vittighedsillustration over dagligt afsluttet stribe og føljeton til (billed-)kronik (arkitekstualitet). - den har kommenteret direkte på andre tekster i Politiken og Berlingske (metatekstualitet). - den har bygget direkte videre på tekster, hvis forløb forudsættes bekendt (fx løven Aslan fra Narnia-bøgerne), men uden at ændre på tekstens indhold (hypotekstualitet) - den har henvist både konkret og indirekte til viderelæsning i andre ’tekster’ (fx via en www-adresse og via en ’reklame’ for Strids live-optræden som DJ) (hypertekstualitet). Det bemærkes dog, at hypertekst-strukturen ikke hér er en egentlig flersporet fortælleteknik – men at serien og som oftest også den enkelte stribe bevares som en helhed uanset de mange ’krumspring’. Man kan mene, at Strid i forhold til mange andre serier stiller særligt store krav til læserens forudsætninger – et omfattende kendskab til andre tegneserier og fortællinger, til Strid selv, og til den aktuelle politiske situation. Strid forudsætter, at læseren også læser avisen (primært Politiken) og til dels følger med i TV. Måske er det derfor de mange protester i Politikens spalter ikke rummer beklagelser over, at serien er vanskeligt tilgængelig eller stiller for store krav; Strid synes at ramme sin primære målgruppe – Politikens læsere og abonnenter – særdeles præcist. Strid lader sig hverken genremæssigt eller analytisk karakterisere som andet end regulær pluralisme. Væsentligst er måske, at hans tilgang til tegneseriens mange udtryk, og hans gøren brug af dem, sker udfra en ikke-intellektuel, næsten anti-intellektuel holdning – modsat fx Ivar Gjørup. Han gentager sin uvilje mod selv at analysere og betragte sin serie i flere interviews, eksempelvis: ”Jeg skal ikke sidde og komme med nogen lang analyse af, hvorfor den (Strid-figuren, F.A.) ser ud, som den gør – det har jeg aldrig tænkt over – jeg har jo bare tegnet ham”[67] Den evindelige skiften genre, den ustandselig afprøvning af nye elementer, springene i tid, rum og emne har derfor legens karakter. Rent faktisk dyrker han det spontane udtryk bevidst: (Om Dimitri 9 mm): ”Jeg har tegnet, hvad der faldt mig ind – men det har jeg skullet øve mig på – at fastholde det første, der falder mig ind”[68] Det tilsyneladende anarki er ikke kun den spirende serietegners afprøvning af genrers og virkemidlers duelighed, men den ganske erfarne tegners bevidste valg af metode. 6.4 Er Strid overhovedet satirisk (– længere)? Den tegner, der gør sig selv til redskab for bestemte politiske ideologier eller partier, er ikke en politisk tegner – men en vækkelsesprædikant![69] Ingen tvivl om, at Hedegård-fejden påvirkede Strid. [Og måske Strid – men det er af mindre betydning hér]. At foranledige en sådan mediestorm er en maksimum-effekt (indtil videre…) for en satirisk tegneserie – hvad kan overhovedet overgå det? Hvordan skal Strid (og Strid) i fremtiden kunne leve op til denne episode i landets historie? Strid har i sin anden periode på Politiken – hidtil – ikke har haft et eneste af de samme, skarptandede satiriske udfald, som den første periode rummede et utal af. Man kan efter temperament mene, at Strid pr. nuværende er inde i en krise[70] eller en udvikling – hvor strømpilen synes at pege mod en mild og eftertænksom linie i indholdet, eller blot en anden form for satire – hvor omvendingen benyttes i højere grad end overdrivelsen. Resultatet er tydeligvis mindre ha-ha-morsomt – hvad der nemt kan påvirke Strids position i tegneseriehierarkierne – men kan samtidig være en væsentlig udvikling indenfor genren satirisk tegneserie. Ganske som Deleuran (tydeligst i Danmarkshistorien) benytter Strid muligheden for, i sand socialistisk ånd, at skabe et modbillede – det positive modstykke til den urimelighed eller latterlighed, det ellers er satirens vanlige opgave blot at udpege. Som Møllehave benævner det: ”Satiren forsøger at gøre noget ved tingenes tilstand”. Måske er det dét, Strid er ved at udvikle: at få læseren til at se en anden virkelighed end den, avisen beskriver – ikke ved overdrivelse, men ved omvending. I 2002’s sidste Strid-striber optræder pave Johannes Paul II (sjove hatte hører jo nytåret til), men uden en eneste påpegelse af paveinstitutionen som oplagt satiremål (i hvert fald for en venstreorienteret satiriker). I Strid optræder paven ikke som magthaver, reaktionær fundamentalist eller den øverste repræsentant for en undertrykkende religion, men udelukkende som en mild og viis mand – sågar med et synspunkt, ”Fuck Bush”, som paveinstitutionen aldrig ville kunne udtrykke, men som privatpersonen bag paven i Strids tanker kunne tænkes at have. Og tanken er morsom – tænk, hvis den kloge pave rent faktisk mente en kommende krig i Irak var forkert. Men humoren er i så fald mere i den Storm Pske ånd end i Socialistisk Weekends. Allerede i sommeren 2001 bliver Strid  spurgt om sin mening om provokationen som tilgang til en dialog. Han starter med at sige, han ikke selv synes han er så provokerende – når man skriver ’stiv pik’, så griner selv de gamle damer ad det i dag. ”Jeg siger ’Fuck Pia Kjærsgaard’ – og det er måske også lidt det, jeg forventes at sige”[71]. Strid modtager, til sin egen forundring, ikke hade-mails eller trusler – hvis nogen vil klage over ham, gør de det tydeligvis til Politikens redaktion. ”Det mest provokerende i dag er at sige sin mening lige ud – det er lidt tabuagtigt”. Og det gør Strid så, indimellem uden hensyntagen til sin satire – som med udtalelsen om RAF som reaktion på Carsten Jensens udtalelse. Han kalder det selv et ’læserbrev i tegneserieform’, helt bevidst om den eksponering, hans reaktion får ved at stå på fremtrædende plads i et dagblad. Men gjorde selv den kolossale reaktion ’noget ved tingenes tilstand’? Hofnarrens største risiko er, at publikum ler ad satiren, men ikke lader den erkendelse, der ligger i latteren, føre til en ændring i holdning eller handling. I så fald er hofnarren for alvor (!) reduceret til magthaverens underholder – i så fald finder der ingen nivellering sted mellem undertrykte og undertrykker; den repressive tolerance er hofnarrens værste fjende. Strid har strittet imod at udtale sig om sin serie, efter den begyndte igen i september 2002. Søren Vinterberg beretter, at det tog ham tre hele uger at få en aftale med Strid om et interview i anledning af seriens genkomst – og at det eneste udsagn, han kunne lokke ud af tegneren var, at han genoptog serien ”fordi jeg er på røven”[72]. Da Strid sluttede i september 2001 lod han mere end ane, at han havde fået rigeligt medieeksponering – at hans ”forfængelighed (var) altså ret tilfredsstillet for tiden”. Serien må tydeligvis tale for sig selv. Vel i øvrigt et respektabelt krav fra en serietegner. ”I dag er det min sidste stribe… …og i den anledning har jeg skrevet en tale.. Arhm.. – Det er vigtigt at være gode mod hinanden… …både dem man kender, og dem man ikke kender… Det var det hele… Farvel! Vi ses måske igen…”                 Strid i sin sidste stribe i 1. periode, sept. 2000 7. Liste over anvendt litteratur og medier Listens omfang beklages på forhånd… Men det er lidt dagbladets form i disse år (at være kort), som betinger antallet af relevante indlæg & artikler. Indsamlingen af artikler, debatindlæg m.v. er afsluttet 31.12.2002 – af rent praktiske årsager.                              ns = normalsider (2400 enheder incl. mellemrum)                               der er ikke normalsideopgørelse for tegneseriematerialet. Strid: 1. Strid, Jakob Martin: Kendt fra medierne, nu 15% sjovere. Strid. Forlaget Politisk Revy 2000. 2. Strid, Jakob Martin: Den Store Strid, Forlaget Politisk Revy 2001 3. Strid, Jakob Martin: Strids Værste, Forlaget Politisk Revy 2002 4. …dertil den daglige stribe i Politiken fra sept. 2000 – sept. 2001 (stort set identisk med indholdet af Den Store Strid) samt igen fra 1. oktober 2002, foruden serien Antarktika i Politiken’s Magasinet fra efteråret 2001. Jakob Martin Strids tidligere tegneserier, udover de i Strids Værste gengivne, samt børnebøgerne Mustafas Kiosk, Dimitri 9 mm og Den Skaldede Mand indgår ikke direkte i opgavens empiri. En række af de direkte omtalte/behandlede tegninger og striber er vedlagt i udskrift som særskilte bilag. Debatindlæg i Politiken (af praktiske grunde kronologisk anført) 5. Strid er God, debatindlæg af Vivi Jensen 02.10.2000 6. Strid er Strid, debatindlæg af Palle Reinholz 05.10.2000 7. Strid Satire i Politiken, debatindlæg af Peter Olsen 29.10.2000 8. Strid Gabestok, debatindlæg af Palle Reinholz 02.11.2000 9. Strid er kunst, debatindlæg af Helge Fals 11.11.2000 10. På syre med Strid, debatindlæg af Michael Bjørn Hansen, 30.11.2000 11. Ligegyldig Strid, debatindlæg af Peter Skjøt 06.12.2000 12. Hurra for Strid, debatindlæg af Søren Thure Milkær 11.12.2000 13. Levende Humor, debatindlæg af Jim Hartvig Andersen 13.12.2000 14. Strid kritik debatindlæg af Milos Fuglsang 13.12.2000 15. Ud med Strid, debatindlæg af Max Petersen 14.12.2000 16. Svar på tiltale, debatindlæg af Jakob Strid 19.12.2000 17. Syg Humor, debatindlæg af Henner Bahnson 20.12.2000 18. Gensvar på tiltale, debatindlæg af Merete Moll 21.12.2000 19. Gyldig Strid, debatindlæg af Kirsten Ankjær 26.12.2000 20. Bliv ved Olfax, debatindlæg af Alexander Crone 31.12.2000 21. Politiken går agurk, debatindlæg af Bjarne Kitter 02.01.2001 22. Strid med bid, debatindlæg af Ole Frank, 12.01.2001 23. Strid er plat, debatindlæg af Irene og Erik Aggergaard 14.01.2001 24. Strid længe leve, debatindlæg af Ulrik S Offersen 20.01.2001 25. Spild af Strid, debatindlæg af Ole René Hansen 10.02.2001 26. Tak for tidsspilde, debatindlæg af Steen H Kruse 13.02.2001 27. Fint samarbejde mellem tegnere, debatindlæg af Timo Ditlevsen 15.02.2001 28. Bid uden vid, debatindlæg af Axel Gormsen 16.02.2001 29. Mere Strid, debatindlæg af Lars Heide Olsen 16.02.2001 30. Skrid, debatindlæg af Jens Boye 17.02.2001 31. Distance til Strid, debatindlæg af Holger Dahl 18.02.2001 32. Kære Strid, debatindlæg af Pia Green 18.02.2001 33. Bliv her, Strid, debatindlæg af Arne Riise 21.02.2001 34. Så er det nok, debatindlæg af Helene Neugebauer og Erling Lysgaard 24.02.2001 35. Strid: Ytringsfrihed og racisme, debatindlæg af Bjarke Larsen 25.02.2001 36. Angrib magten, Strid, debatindlæg af Sven Karlsen 26.02.2001 37. Dårlig forklaring, debatindlæg af Bent Nørgaard 26.02.2001 38. Strids selskab, debatindlæg af Jens Serup 03.03.2001 39. Godt gået, debatindlæg af Ea Suzanne Akasha 04.03.2001 40. Medier: Politiken – en blafrende avis, debatindlæg af Morten Iversen 07.03.2001 41. En strid vindbøjtel, debatindlæg af Rune K Drewsen 11.03.2001 42. Tegneserier: Fortsat blæst om Strid, debatindlæg af Inger Holst 07.05.2001 43. Flere stride kloner, debatindlæg af Birgit Conrad-Eberlin 27.05.2001 44. Reddet af Strid, debatindlæg af Lasse Bruhn 30.05.2001 45. Avis uden Strid, debatindlæg af Niels B Jensen 03.06.2001 46. Mere Strid, debatindlæg af Lise Bahn 05.06.2001 47. Barnligt vås fra Strid, debatindlæg af Jan Pedersen 10.06.2001 48. Homo Nekropolis, debatindlæg af Jean Grandjean 24.06.2001 49. Tegneserie som oaser, debatindlæg af Ole Gelsing, 27.07.2001 50. Sjov med Redaktøger, debatindlæg af Henrik Øster-Jørgensen 23.08.2001 51. Bliv væk, Strid!, debatindlæg af Kim Caspersen 14.09.2001 52. Strid savnes, debatindlæg af Vivi Jensen 18.09.2001 53. Lad os få Strid tilbage!, debatindlæg af Niels Christensen 19.09.2001 54. Strid og terror, debatindlæg 21.09.2001 55. Nøgen Strid, debatindlæg af Erik Kjær Mortensen 22.09.2001 56. Taknemmelig for Strids afsked, debatindlæg af Bent Rosendahl 29.09.2001 57. Det var stærkt, Strid, debatindlæg af Niels Møller 01.10.2001 58. Strid velkomst, debatindlæg af Vivi Jensen 01.10.2002 59. Glid Strid, debatindlæg af Frank Juel Pedersen 02.10.2002 60. Strid ikke sjov, debatindlæg af Alice Vilstrup 04.10.2002 61. Strid tilbage, debatindlæg af Adam Steen Petersen 05.10.2002 62. Godt gået, Werdelin, debatindlæg af Poul-Erik Jørgensen 07.10.2002 63. Skriv Strid, mens der er tid, debatindlæg af Ellinor C Richard 08.10.2002 64. Sæt Strid i skammekrogen, debatindlæg af Ida Warburg 01.11.2002 65. Strid er under lavmålet, debatindlæg af Ernst Jensen 11.11.2002 66. Guddommelig Strid, debatindlæg af Martin Colerik 17.11.2002                                                                                                       i alt ca. 12 ns Andre artikler m.v. om Strid, Strid & Politiken (alfabetisk anført): 67. Andersen, Carsten: Nikolines Bobler – interview med Nikoline Werdelin, Politiken i byen, 02.03.2001 – 2,2 ns 68. Bjerregaard, Hans: I Strid igen – boganmeldelse (Den skaldede mand/Strids værste) EkstraBladet 16.11.2002 – 0,4 ns 69. Bjerregaard, Hans: Strid poesi – boganmeldelse (Dimitri 9 mm) EkstraBladet 16.06.2001 – 0,3 ns 70. Bjerregaard, Hans: Strid Strid – boganmeldelse (Den Store Strid) EkstraBladet 15.12.2001 – 0,3 ns 71. Bjørnvig, Bo: Citat – fra Weekendavisen i Berlingske 10.02.2001 – 0,1 ns 72. Bjørnvig, Bo: Hvorfor ikke tage folk på ordet? – Weekendavisen 09.02.2001 – 1,0 ns 73. Bjørnvig, Bo: Ole og Strid – Weekendavisen 02.03.2001 – 1,0 ns 74. Bjørnvig, Bo: Ole og Strid 2 – Weekendavisen 09.03.2001 – 1,0 ns 75. Bjørnvig, Bo: Skrid – Weekendavisen 21.09.2001 – 0,1 ns 76. Ekstrabladets side 2: Firebanden slår til igen – satirisk debatindlæg, usigneret – Ekstrabladet 04.02.2001 77. Ekstrabladets side 2: Firebanden til grin – satirisk debatindlæg, usigneret – Ekstrabladet 21.02.2001 – 0,1 ns 78. Ekstrabladets side 2: For Strid – satirisk debatindlæg, usigneret – EkstraBladet 25.02.2001 – 0,1 ns 79. Ekstrabladets side 2: Rigtig Strid – satirisk debatindlæg, usigneret – EkstraBladet 22.11.2000 – 0,1 ns 80. Ekstrabladets side 2: Strid – satirisk debatindlæg, usigneret – Ekstrabladet 25.02.2001 – 0,1 ns 81. Engelbreth Larsen, Rune et al.: Striden om tegneserien Strid. Faklen 19. www.faklen.dk/dk/faklen/19/samfundsudsigten.shtml  - 5,2 ns 82. Fuglsang, Jakob: Carsten Grolin spiller martyr – læserbrev i Berlingske 22.02.2001 – 0,3 ns 83. Grolin, Carsten: Fandens tilforladelige forklædninger – læserbev i Berlingske 22.02.2001 – 0,3 ns 84. Grolin, Carsten: Når medierne kaster med brosten – kronik i Berlingske 11.07.2001 – 1,9 ns 85. Grolin, Carsten: Rahbeks historierenseri – Berlingske 24.05.2001 – 0,5 ns 86. Hedegård, Lars: Maskinpistolernes tale – Berlingske 03.02.2001 – 1,2 ns 87. Hedegård, Lars: Politikens store fortælling – kronik i Berlingske 23.02.2001 – 2,4 ns 88. Hedegård, Lars: Skygger over Rådhuspladsen – Berlingske 06.10.2001 – 0,9 ns 89. Holst, Inger: Socialist og strid humorist – boganmeldelse (Kendt fra medierne…) Information 02.01.2001 – 1,0 ns 90. Houlberg Hansen, Niels: To alen af samme stykke – læserbev i Berlingske 22.02.2001 – 0,2 ns 91. Hvilshøj, Rikke: Forsinket pubertet – læserbev i Berlingske 28.02.2001 – 0,5 ns 92. Kastholm Hansen, Claes: Groft sagt: O rædsel – Berlingske 14.02.2001 – 1,1 ns 93. Lange, Søren: Julestafetten: Budskab: Gris til revolutionær haute couture – Berlingske 09.12.2002  - 0,8 ns 94. Larsen, Bjarke: Når ord kan dræbe Berlingske 21.05.2001 – 1,0 ns 95. Larsen Louise C: Mindeord: Poul Holck Politiken 01.10.2002 – 0,4 ns 96. Lenler, Jens: Udstilling: Strid – også for børn – Politiken 09.02.2001 – 0,5 ns 97. Lindberg, Kristian: Strid blæst – Berlingske 21.02.2001 – 1,7 ns 98. Madsen, Povl Høst: Striden om Strid – Berlingske 20.02.2001 – 1,3 ns 99. Madsen, Povl Høst: Turell-prisen til Jakob Strid – EkstraBladet 28.02.2001 – 0,9 ns 100. Mathiasen, Paw: Ny tegneserie: Den rene fortælling – boganmeldelse (Dimitri 9 mm) Information 19.06.2001 – 0,6 ns 101. Mathiasen, Paw: Tegneserie: Strid kunst a la Monty Python – boganmeldelse (Den Store Strid) Information 16.11.2001 – 0,8 ns 102. Nielsen, Søren: Linien og Strids stride streger – Politiken 10.02.2001 – 0,9 ns 103. Nørgaard, Niels: Satiren holder pause, Politiken 22.09.2001 -  1,0 ns 104. Politikens leder (Tøger Seidenfaden) Ekspansiv satire – Politiken 22.02.2001 – 0,4 ns 105. Politikens leder (Tøger Seidenfaden) Mangfoldighed – Avisen, Carsten Jensen – og Strid Politiken 06.03.2001 – 0,5 ns 106. Politiken Plus (Vivi Vestergaard et al.): Bladets ånd, 12.10.2002 – 4,1 ns 107. Rasmussen, Ole: Sket i Ugen – klumme i Politiken 25.02.2001 – 2,1 ns 108. Rifbjerg, Klaus: Han er mere end strid – boganmeldelse (Strids Værste & Den Skaldede mand) Information 09.11.2002 – 0,4 ns 109. Rothenborg, Michael & Bo Søndergaard: Closeup: Søren Nielsen: Jeg kan også begå fejl. – interview Politiken Media 28.01.2001 – 1,8 ns 110. Rothstein, Klaus: Strid, poetisk og ramsaltet – boganmeldelse (Dimitri 9 mm) Berlingske 16.06.2001 – 0,6 ns 111. Schleimann, Jørgen: Livet er en strid – kronik i Berlingske 04.03.2001 – 2,1 ns 112. Strid, Jakob Martin: 7 døgn med Jakob Martin Strid – Politiken 10.02.2001 – 1,0 ns 113. Vinterberg, Søren – personlig samtale 02.01.2003 om Strid, Strid og Politiken. Interviews med Jakob Martin Strid: 114. Christensen, Anders Kjærulff: Lige Strid nok? P1-montage 07.04.2001 – 26’16” kan aflyttes fra www.dr.dk/p1/montage_old/strid/ 115. Holst, Inger: Kunsten at malke en bjørn – interview Casper Christensen & Jakob Martin Strid, Information 02.06.2001 – 2,1 ns 116. ibunker.dk: Strid svarer igen. inilja.djh.dk/ibunker/stories/storyReader$206                       (april 2001) 117. Juhl, Marianne: Strid med bløde børster – JyllandsPosten 06.01.2002 – 2,7 ns 118. Lind, Henriette: Hvor shopper du? Jakob Martin Strid, Politiken 08.04.2001 – 0,3 ns 119. Madsen, Povl Høst (’Gamle’): Madsen: Fuck jer! – EkstraBladet 27.01.2001 – 1,1 ns 120. Palle, Henrik: Den Stride Tegner, Politiken Plus 05.03.2001 – 1,2 ns 121. Sayers, Susanne: Blid Strid – Jyllandsposten 16.06.2001 – 2,2 ns 122. Vesterberg, Henrik: Strid hver dag – Politiken 16.09.2000 – 0,8 ns 123. Vinterberg, Søren: Strid vender tilbage, Politiken 28.09.2002 – 0,5 ns 124. Vinterberg, Søren: Den sidste Strid, Politiken 15.09.2001 – 1,9 ns 125. www.superchannel.org/Home/Channels/SITFLEX/Dansketegneserier nyeveje/Jakob_Martin_Strid.rm/player.html - 45’58” optaget 26.06.2001 126. Aagaard, Sune: Ansvarlighed: Satire kan gå død – Information 05.10.2001 – 0,4 ns. Baggrund: satire, tegneserier, semiotik m.v. (alfabetisk anført): 127. At Tænke Sig, årbøger Gyldendals Forlag (1968-99) Politikens Forlag (2000- 2002) – et aldeles ukendt & uopgørligt antal normalsider (de er i øvrigt helt generelt og uden undtagelse ikke normale…) 128. Ault, Donald: Barks, Marx og Disney. Nogle bemærkninger vedrørende den narrative virkeligheds aksiale natur. www.rackham.dk/artikel/artikel011.html - 4, 4 ns 129. Barthes, Roland: Billedets Retorik, i Fausing & Larsen (red.): Visuel Komunikation, bd. 1, p. 42-57. Forlaget Medusa, Kbh. 1980. 14,0 ns 130. Bojesen, Bo: Bo Bojesens Bedste Politikens Forlag 1974 (med forord af Hakon Stephensen) + diverse årbøger af Bo Bojesens tegninger fra Politiken. 131. Chandler, David: Semiotics for Beginners, webudgave 1995, www.aber.ac.uk/media/Documents/S4B/  Routledge, (England) 346,5 ns 132. Christiansen, Hans Chr.: Tegneseriens Æstetik, Forlaget Museum Tusculanum, Kbh. 2001 -134,7 ns 133. Faktagruppen: Den Røde Bande/Kollektivet for Kommunisme. (april 1998) www.danskforum.dk/Faktagruppen/GrupperForeningerPartier/DenRoedeBande.htm - 0,4 ns 134. Fiske, John: Introduction to Communication Studies, chapters 1 thru 5, 7 & 9. 2nd edition,. Routledge (England) 1990. – 126,3 ns 135. Hammerich, Paul: Troldsplinten i Gadespejlet, Greens Forlag 1982 – 18,8 ns 136. Jørgensen John Chr.: Kultur i Avisen, Gyldendal 1991 – 119,5 ns 137. Kragh, Hans Flemming: ATS gennem 70 år, Politikens Forlag 2002 – 192 ns 138. Københavns Bogforlag: Foragt for magt – graffitiernes billedbog. Københavns Bogforlag 1984. (ingen sideberegning). 139. Leksion.org: Tegneserier. www.leksikon.org/art.php?n=2531. (signeret T.J.) 3,2 ns 140. Mediekultur Nr. 30, december 1999 141. Møllehave, Johannes: Hvad er humor og satire? i De Musiske Udsendelser, Bind I, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busk, Kbh. 1975. 3,7 ns. 142. Møllehave, Johannes: Tusind Fluer med eet Smæk, Lindhardt & Ringhof Kbh. 1982 – 110 ns 143. Møllehave, Johannes: Replikker og Pointer, Lindhardt & Ringhof Kbh 1984 – 125 ns 144. Roland, Niels: En alvorlig sag – morsomt nok. Hvad er politisk tegneri? www.rackham.dk/essay/essay001.html - 2,2 ns 145. Thorhauge, Thomas: Ind i tegneserien. En diskussion af Scott McCloud’s Understanding Comics – The invisible art. www.rackham.dk/anmeldelse/anmeld008.html - 6,5 ns 146. Wiingaard, Jytte: Æstetisk Kommunikation, Reception og Teksttolkning, i Medier og Æstetik, Multivers Kbh 1999. 28,4 ns 147. Wivel, Matthias: Hvem fører pennen? Interview med Ivar Gjørup, tidsskriftet Rackham, fundet på www.rackham.dk/Interviews/interview002.html 32,5 ns 148. Wivel, Matthias: nu.dk Om tidens danske serier. www.rackham.dk/artikel/artikel004.html - 4,5 ns 149. Wivel, Matthias: Tegneseriehold: En ny guldalder – Information 23.08.2002 – 2,3 ns 150. www.aiu.dk/avisnet/Artikelbase/genrer/artikel12.htm: Striber i Avisen. 1,0 ns  I alt optalt til 1346 ns + radio-/netinterviews + diverse uoptælleligt  materiale… [1] I interview med Berlingske Tidende 09.12.2002 ved modtagelsen af en ’stafet’ – en marcipan-gris – som Berlingske i julemåneden lod enhver modtager vælge den kommende modtager til. Strid gav sin videre til skuespillerne/forfatterne i Emmas Dilemma (93). [2] Egen overs.: SATIRE: kunstnerisk form, fortrinsvis indenfor litteratur og drama, i hvilken men-neskelige og/eller individuelle laster, galskaber, fordomme eller mangelfuldhed trækkes frem til kritisk beskuelse ved hjælp af latterliggørelse, spot, parodiering, ironi eller andre metoder, iblandt med hensigt at foranledige en forbedring. [3] Møllehave: Hvad er humor og satire? i De Musiske Udsendelser, Bind I, p.383. Kbh 1975. (141) [4] Udtrykket anvendes i tegneserieforbindelse i den forstand, den amerikanske forsker Scott Mc-Cloud i 1993 lancerer det (se flg. afsnit) – og ikke som i traditionel, litterær forstand (hvor det be-tegner en fornemmelse af ’afslutning’ af en helhed/et forløb) [5] Jf. Niels Ishøj Christensen (www.ancient-astronomy.dk/decmag01.htm) [6] Jf. www.aiu.dk/avisnet/Artikelbase/genrer/artikel12.htm: Striber i Avisen (150) [7] citeret af Johs. Møllehave i Hvad er Humor og Satire? De Musiske Udsendelser, Bd. I, 1975, p. 381. (141) [8] Jf. blot et enkelt citat af Dario Fo: Slip latteren løs, så fornuften kan komme ind! (Lille Håndbog for Teaterfolk, Forlaget Drama ca. 1980) [9] jf. John Chr. Jørgensen: Leif Panduro – Radio*Film*Teater*TV, Borgens Billigbøger, Kbh 1973 [10] …som naturligvis kan have sammenhæng med DR’s erklærede alsidighedsforpligtigelse og tidligere Radioråds indædte jagt på ’røde lejesvende’ F.A. [11] Sandsynligvis har stand up-konceptet været kendt meget, meget længere. Muligvis helt fra middelalderens markedspladser (dog minus mikrofonen), jf. Dario Fos forskning i folkeligt teater, Og – med behøring undskyldning for det anekdotiske - jf. gøgleren Erik Clausen, der efter en af-ten med purunge stand up’ere på Rialto Teatret i København i 1990 tørt sagde: - ”Skal det der være noget nyt? Det har jeg sgu da levet af de sidste tredive år…” Men betegnelsen er ny. F.A. [12] jf. interview i Rackham Hvem fører pennen? med Ivar Gjørup om Egoland (147) [13] Jørgensen, Vanløse – én af de faste koder, som en læser-bidragsyder, Otto Franzen, opfandt. Gengivet bl.a. i Paul Hammerich: Troldsplinten i gadespejlet, om At Tænke Sig (135) [14] Barthes, Roland: Billedets Retorik, i Fausing & Larsen (red.): Visuel kommunikation, bd. 1. Forlaget Medusa, Kbh. 1980 (129) [15] En del forskningsorienteret tegneseriejournalistik offentliggøres i tidsskriftet Rackham (op-kaldt efter Tintin-serien Rackham den Rødes skat) – der også findes på internettet – www.rackham.dk [16] i Palle, Henrik: Den Stride Tegner, Politiken Plus 05.03.2001(120) [17] i internet-interview Jakob Martin Strid på www.superchannel.org 26.06.2001.(125) [18] ibid. (125) [19] Christensen, Anders Kjærulff: Lige Strid nok? P1-montage 07.04.2001 (114) [20] i internet-interview Jakob Martin Strid på www.superchannel.org 26.06.2001 (125) [21] Som refereret i H C Christiansen: Tegneseriens Æstetik, p. 48 (132) [22] referat af Umberto Eco, ibid p. 81 (132) [23] i internet-interview Jakob Martin Strid på www.superchannel.org . (125) Se bilag 1.2 [24] Med dedikation i Den Store Strid og i interview på www.superchannel.org (se ovenfor (125)) [25] ibid. (125) [26] se bilag 1.1 og 2.1 [27] se bilag 2:2 [28] jf. H C Christiansen: Tegneseriens Æstetik, pp. 60ff. (bogen er oprindeligt en Ph.D. afhand-ling) (132) [29] læs: koder. F.A. [30] i interview med Anders Kjærulff Christensen Lige Strid Nok? P1-montage 07.04.2001. (114) [31] i internet-interview Jakob Martin Strid på www.superchannel.org 26.06.2001 (125) [32] til Marianne Juhl i Strid med bløde børster i JyllandsPosten 06.01.2001. (117) [33] Strid har i interviews indrømmet at måtte manipulere med de faktiske resultater – svarene var langt grovere end han havde forestillet sig… (!!) [34] i internet-interview Jakob Martin Strid på www.superchannel.org – (125) [35] ibid. (125) [36] Nielsen, Søren: Linien og Strids stride streger – Politiken 10.02.2001 (102) [37] P. Reinholz 05.10.2000 (6) [38] M. Fuglsang 13.12.2000 (14) [39] H. Fals 11.11.2000 (9) [40] M. Moll 21.12.2000 (18) [41] H. Neugebauer & E. Lysgaard 24.02.2001 (34) [42] redaktør Bjarke Larsen i debatindlæg 24.02.2001 (35) [43] Bjørnvig, Bo: Hvorfor ikke tage folk på ordet? Weekendavisen 09.02.2002 (72) [44] Madsen, Povl Høst: Striden om Strid Berlingske 20.02.2001 (98) [45] Politiken 10.02.2001 (112) [46] Madsen, Povl Høst: Madsen: Fuck jer! EkstraBladet 27.01.2002 (119) [47] Læsernes redaktør: Linien og Strids stride streger, Politiken 10.02.2001 (102) [48] Ledende artikel: Ekspansiv Satire, Politiken 22.02.2001 (104) [49] Kristian Lindberg: Strid blæst, Berlingske Tidende 21.02.2001 (97) [50] ibid. (97) [51] Jørgen Schleimann: Livet er en strid – kronik i Berlingske Tidende 04.03.2001 (111) [52] Lars Hedegård: Politikens store fortælling, kronik i Berlingske Tidende 23.02.2001 (87) [53] Kristian Lindberg: Strid Blæst, Berlingske Tidende 21.02.2001 (97) [54] i S. Schou’s anmeldelse Nikoline Werdelin: Homo Metropolis 6, Information 21.11.2002 [55] i Sarah Iben-Almbjerg: Rebeller: Oprørets drømmefabrik, JyllandsPosten 31.10.2002. [56] til Sune Aagaard i Ansvarlighed: Satire kan gå død i Information 05.10.2001 (126) [57] til Marianne Juhl i Strid med bløde børster JyllandsPosten 06.01.2001 (117) [58] jf. interview med Strid af Søren Vinterberg Den sidste Strid Politiken 15.09.2001. (124) [59] Hans Flemming Kragh beretter i ATS gennem 70 år, at fhv. trafikminister Kaj Ikast (Ikajkast i ATS) rent faktisk fører personlig scrapbog over sin omtale i At Tænke Sig. (137) [60] I Han er mere end strid, boganmeldelse Information 09.11.2002 (108) [61] ibid. (108) [62] Interview med Strid af Søren Vinterberg: Den sidste Strid Politiken 15.09.2001 (124) [63] ibid. (124) [64] jf. Møllehave-citatet i 1.2.1 (141) [65] Strid i interview af Søren Vinterberg, Den sidste Strid, Politiken 15.09.2001 (124) [66] I Daniel Chandler’s Semiotics for Beginners foreslås (ved Gerard Genette) udtrykket inter-textuality erstattet med transtextuality som en bredere favnende term. Selvom jeg vitterligt er ’beginner’, vil jeg mene, at betegnelsen transtextuality i praktisk brug er smallere end intertex-tuality – derfor denne anvendelse. Jf. det nævnte værk under kapitlet om Intertextuality. (131) [67] i interview af Anders Kjærulff Christensen: Lige Strid nok? P1-montage 07.04.2001 (114) [68] i internet-interview Jakob Martin Strid på www.superchannel.org 26.06.2001 (125) [69] Roland, Niels.: En alvorlig sag – morsomt nok. www.rackham.dk/essay/essay001.html (144) [70] Af græsk crisis: vendepunkt. [71] Dette og de øvrige omkringstående citater og refererede citater er fra internet-interview Jakob Martin Strid på www.superchannel.org 26.06.2001 (125) [72] I interview af Søren Vinterberg: Strid vender tilbage, Politiken 28.09.2002 (124)		hjemigen .
			.