|
Forestillingsanalyse: HOTEL INFERNO |
||||||||||||||
![]() |
![]() |
||||||||||||||
Micado danse Ensemble, Dansescenen (Kbh.) september 1994 | |||||||||||||||
Disposition Litteraturliste… Bilagsliste… 1.
Indledning Micado
danse Ensemble opførte i september 1994 forestillingen Hotel Inferno i kore-ografi af Mikala
Bjarnov Lage på Dansescenen i København. Forestillingen havde seks medvirkende dansere:
Scenografi
og kostumer: Kristian Vang Rasmussen, Micado
danse Ensemble (1989-1999) blev ledet af koreograferne Mikala Bjarnov
Lage og Charlotte Rindom. 1.2.
Motivation for valget
Som
selv kreativt medproducerende af forestillingen kan mit valg af Hotel Inferno som analyseobjekt umiddelbart synes uhensigtsmæssigt
for evnen til at vurdere forestillingens værdier tilstrækkelig
’objektivt’. Men produktion og opførelser fandt sted i 1994 –
hele ni år før denne opgaves undersøgelse. Netop med denne tidsmæssige
afstand forekommer det (mig) interessant at søge en vurdering af, hvad
forestillingen kommunikerede, og i
hvor høj grad den opfyldte sin egen intention for så vidt angår
kommunikation til/med et publikum. Publikums forforståelse bliver
derfor et nøglebegreb for opgavens diskussion. Danseforestillinger
har normalt ikke noget manuskript – højst en kortfattet synopsis
eller nogle betragtninger over en grundlæggende idé. Manuskriptet
’skrives’ i prøvelokalet, så at sige med dansernes kroppe og bevægelser,
i et gensidigt kreativt samspil mellem koreograf og dansere. I Micado
danse Ensemble har danserne altid, ikke mindst med baggrund i deres høje
dansetekniske stade, været primært skabende (dvs. koreografisk) på
linie med og i direkte samspil med forestillingens koreograf. Med
Hotel Inferno afprøvedes en
variation af denne arbejdsform, idet danserne forud for det fysisk
dominerede prøvearbejde deltog i in
depth-samtaler med koreograf, scenograf og dramaturg om skabelsen af
karakterernes psykologi og udvikling såvel som om forestillingens forløb.
Denne betoning af karakterarbejdet havde logisk nok kraftig indflydelse
på forestillingens udtryk. Valget
af Hotel Inferno som
analyseobjekt er derfor primært begrundet i et ønske om at vurdere det
faktiske udtryk i forhold til intentionen med forestillingen. Jeg så
fore-stillingen samtlige 15 spilleaftener i København. Den
eksisterende/vedlagte video-registrering foretoges cirka midt i
spilleperioden, dvs ved en gennemspilning til formålet, da
forestillingen havde spillet 6 gange; indspilningen er altså sket uden
publikum i salen – men efter at opsætningen er gennemprøvet
adskillige gange med publikum. Registreringsvideo-optagelser
af sceneforestillinger foretages normalt – for bl.a. at sikre mod
senere kommerciel udnyttelse[2]
- med ét kamera i én fast totaloptagelse uden efterfølgende
redigering. Den foreliggende optagelse er undtagelsesvis foretaget med i
alt 3 kameraer – et placeret i scenens og salens akse, primært til
totalbilleder, og to andre kameraer, placeret nærmere på prosceniet i
hhv. dame- og kongeside med henblik på detailbilleder. Den
færdige version er mikset som efterredigering – hvor også er tilføjet
titel-tekster og rulletekster med credits. Optagelsen er foretaget af Københavns
Mediecenter, produceret af Pia Hammershøy, på kun delvist
professionelt grundlag, af fotografer som – beklageligt nok - kun
perifert kendte forestillingens forløb og indhold. Forestillingens
gengivelse på video er selvklart begrænset i forhold til den sceniske
version. Der optræder stort set alle de nærmest traditionelle
problemer ved videooverførsler af sceniske forestillinger – Specifikt
i forhold til, at der er tale om optagelse af en danseforestilling gør
sig desuden gældende, at – Med
disse mange forbehold – og videooptagelser er
rent faktisk ikke nogen hensigtsmæssig gengivelse af scenekunst – bør
det dog også anføres, at optagelsen efter denne forfatters mening
egentlig gengiver fx forestillingens flow
og stemning ganske
overbevisende; det er bestemt muligt udfra den foreliggende optagelse at
danne sig et rimeligt helhedsindtryk, også af den sceniske opførelse.
Dette skyldes, parodoksalt nok, ikke mindst den tilstræbt
’filmiske’ klipning mellem de tre kamera-billeder. 2.
Problemformulering Et
nærmere kendskab til moderne dans er oftest begrænset til en snæver
kreds af fagfolk og trofaste tilskuere. Meget ofte afviser selv et
ellers teatervant publikum danseforestillinger som værende elitære
(finkulturelle), uforståelige (absurde), for abstrakte (kedsommelige)
eller direkte utilgængelige. Et af Micado danse Ensembles erklærede mål,
fx i ansøgninger til Teaterrådet og andre tilskudsgivere, var at skabe
umiddelbart tilgængelige danseforestillinger uden i nogen henseende at
gå på kompromis med det dansante udtryk. Hotel
Inferno er en af disse forestillinger, hvor ensemblet i forarbejdet
ydermere bevidst fokuserede på en række af taleteatrets kendte
arbejdsredskaber (fx karakterarbejde og dramaturgi). Det
er opgavens intention gennem udvalgte eksempler at analysere
forestillingens vilkår, koder og udtryk, især med henblik på dens
mulighed for at kommunikere med et stærkt blandet publikum, sammensat
af personer, som ikke nødvendigvis er fortrolige med moderne dans såvel
som personer med betydeligt kendskab til enten te-ater og/eller dans.
Udfra de erindrede reaktioner hos publikum og de foreliggende
dagbladsanmeldelser vil jeg forsøge at skabe et overblik over
forestillingens faktiske modtagelse med baggrund i de muligheder, den
forudgående analyse skildrer. 3.
Metode
Specifikt
med baggrund i betydningen af begrebet forforståelse i forhold til Hotel
In-ferno forekommer det rimeligst at analysere forestillingen efter
den hermeneutisk-semiotiske model, som beskrives af Willmar Sauter &
Jacqueline Martin [3]–
perspektiveret med en betragtning af forestillingen, og ikke mindst dens
brug af drømmesymboler, fra en psykoanalytisk/individuatorisk
synsvinkel. Udfra primært Bent Fausings[4]
betragtninger over begrebet ’skue-lyst’ forsøges et overblik over
forestillingen som drømmespil, igen især med hensyn til brugen af
symboler. 3.1.1. Tegn:
Selvom
nedenstående analyse er mere hermeneutisk[5]
end semiotisk [6],
forekommer det rimeligst at konstatere, at den opfattelse af begrebet
’tegn’, der anvendes i analysen, er Umberto Ecos med baggrund i
Peirces definition som citeret fx i Wiingaard’s Teatersemiologi [7]:
Ecos/Peirces tredeling af tegnet i ikon, index og symbol følges
tilsvarende. 3.1.2.
Symbol: ”et
tegn, der refererer til objektet gennem fælles ideer” [8]
– eller et ’genkendelsestegn’; Fausing gør rede for ordets
etymologi [9]
og mytiske forbindelse – hvor det oprindeligt hele androgyne væsen kløves
i to – en mandlig og en kvindelig del, som adskilt til evig tid higer
efter hinanden og (gen-)foreningen. Det centrale er, at symbolet – den
hérværende del – bærer i sig billedet af den anden – den fraværende
del - og således har en betydning der ligger ud over den selv. Det er
desuden væsentligt, at den fraværende del betragtes som billedlig,
dvs. principielt non-verbal. Opspaltningen i latent og manifest i drømmen,
i ubevidst og bevidst i sindet er helt parallel hertil. 3.1.3. Drøm:
Der
er i denne forbindelse ikke grund til at fordybe sig i en fysiologisk
eller for den sags skyld psykoanalytisk afgrænsning af drøm fra andre
bevidsthedstilstande, men blot at konstatere, at drømmen er en
bevidsthedstilstand, hvor sindet tillader ’indbrud’ af det ubevidste
– om end det ubevidste, ikke-verbaliserede indhold for at blive
accepteret udtrykkes i drømmebilleder. [10] Og
så er det måske også på sin plads at citere Sam
Besekow: I
drømme oplever vi, hvordan det, vi beskæftiger os med, det musiske,
frigør sig fra puppelhylstret og flagrer ud og lever sit eget liv.
Bevidstheden er allerhøjst ubevidst tilskuer til det drama, der
udspiller sig. (…) Hverdagens ængstelser lagrer sig i nervecentrene
og slippes løs i drømmenes mørke. [11] 3.1.4. Drømmespil:
Strindberg skriver i sin indledning til Et Drömspel: ”PÅMINDELSE Personerne
spaltes, fordobles, dubleres, fordamper, fortættes, flyder ud, samles.
Men en bevidsthed står over dem alle, det er drømmerens; for den
findes der ingen hemmeligheder, ingen inkonsekvens, ingen skrupler,
ingen lov. Han dømmer ikke, frikender ikke, refererer bare; og eftersom
drømmen for det meste er smertefuld, sjældnere glædelig, går der en
tone af vemod og medlidenhed med alt levende gennem den slingrende
beretning. Søvnen, befrieren, optræder ofte som noget pinligt, men når
pinen er værst kommer opvågningen og forsoner den lidende med
virkeligheden, som hvor kvalfuld den end kan være dog i dette øjeblik
er en nydelse, sammenlignet med den pinefulde drøm”. [12] Fortalen
er fagligt præcis som en militærisk instruks og kræver ikke i praksis
nogen uddybning. Formuleringen usammenhængende
men tilsyneladende logiske form bemærkes. Instruksen kan, selv i
mindste detalje, anvendes i en analyse af Micado’s Hotel
Inferno. (Herom i afsnit 6.1.2 og især 6.2.3.). 4.
Forforståelsen Dansescenen
blev oprettet 1991 som egnsteater (siden lille storbyteater) og åben
scene for forestillinger i det professionelle, moderne københavnske
dansemiljø. Teatret er indrettet i en ridehal fra den tidligere Østerbro
Kaserne. Østerbro er primært beboelseskvarter – allerede i 1994
ganske trendy og med stejlt stigende ejendomspriser, men med et stærkt
begrænset antal kulturelle institutioner. På den anden side af Øster
Fælled Torv ligger Kanonhallen, åben scene for teater, dans og
performance, bl.a. ved gæstespil formidlet gennem Københavns
Internationale Teater (KIT). Der
var i 1994 ikke noget egentligt samarbejde mellem Dansescenen og
Kanonhallen, men derimod et markant konkurrenceforhold fsv. angik
danseforestillinger i repertoiret. Overordnet kan man sige, at
Dansescenen i høj grad tilgodeså de danske og ikke specielt
avantgardistiske danseforestillinger, hvor Kanonhallen oftest gav husly
til mere eksperimenterende forestillinger, mest af udenlandsk herkomst
– men også fra det danske dansemiljø. Dansescenens
teaterrum er åbent, dvs. uden fast scenepodie og proscenium, men med
fritlagt saddeltag og (særdeles) synlig bærende tagkonstruktion i stål
og jern. Salshøjden er utilstrækkelig i teatermæssig forstand –
lysdesignere har jævnligt problemer med, at den bærende konstruktion
er ’i vejen’ (=skyggevoldende) for lyset. Publikumspodierne er
principielt flytbare, hvilket gør det muligt med varierende
opstillinger, men allerede i 1994 havde scenen erkendt, at jævnlig
ombygning af podierne var for mandskabskrævende (og dermed kostbart)
for langt de fleste danseproduktioner. Hotel
Inferno
spilledes derfor i Dansescenens ’standard’-opstilling på et til
lejligheden bygget scenepodium, ca 18 m bredt x 13 m dybt (spilleareal
ca 13 x 10 m), og med proscenium og fortæppe markeret af sideben og
sofitter i sort molton. Der var plads til 175 tilskuere pr opførelse,
heraf ca 65 på balkon – balkonen benyttedes kun ved premieren. I den
samlede spilleperiode – 15 opførelser – blev forestillingen set af
ca 650 mennesker; i sammenligning med store dele af det danske dansemiljø
var dette endda et ganske højt publikumstal til en enkelt produktion. [13] Det
moderne dansemiljø finansieredes i 1994 - i København - stort set kun
gennem tilskud fra Teaterrådet, som årligt rådede over ca. 10 mio kr
til formålet [14]
(hvoraf Nyt Dansk Danseteater modtog 3-3,5 mio kr årligt). De færreste
af de ca. 10 øvrige danse-kompagnier havde derfor mulighed for at leje
sig ind på etablerede scener, men var på ca. 20. år henvist til
relativt tilfældige lokaler i København; med undtagelse af igen Nyt
Dansk Danseteater, der ofte spillede i Falconer Teatret – og så havde
dansemiljøet altså den relativt nye Dansescenen. Micado
danse Ensemble havde modtaget et tilskud på 500.000 til sæson 1994/95,
hvor Hotel Inferno blev eneste
produktion. Ensemblets realistiske, samlede budget for sæsonen med i
alt tre produktioner lød til sammenligning i ansøgningen på 3,1 mio
kr – altså mindst det dobbelte pr. produktion af det bevilgede. Koreograferne
Mikala Bjarnov Lage og Charlotte
Rindom samlede i 1989 ti af de dygtigste, moderne dansere i Danmark
til en fælles forestilling på Bellevue Teatret. Samarbejdet var så
velfungerende, at gruppen fremover definerede sig som Micado danse
Ensemble, som derefter opnåede Teaterrådsstøtte hvert år i perioden
1990-1996, om end aldrig med et beløb, der tillod kontinuerlig
virksomhed. Ensemblet
bestod altid af flere dansere, end der medvirkende i den enlige
produktion hver sæson (som dog lejlighedsvis blev til to), idet
danserne på grund af deres dygtighed var stærkt efterspurgte i
dansemiljøet og ofte medvirkede i andre kompagniers produktioner.
Derudover hentede ensemblets dansere og koreografer erfaring fra tilgrænsende
områder ved at medvirke i såvel etablerede teatres musicals som
revykor landet over; dette sidste sås der ikke med milde øjne på i
det af-og-til-lidt-selvhøjtidelige, moderne danske dansemiljø –
associering til den form for kommercialisme var for nogle en profanering
af det finkulturelle i moderne dans… 4.1.1.
Koreografen I
ansøgningen til Teaterrådet for sæsonen skrev Mikala Bjarnov Lage
bl.a. følgende om ambitionen med ensemblet: Dans
er vedkommende på en måde, der ikke er sædvanlig i nutiden. Kroppen,
fysikken, sveden og tårerne er fælles for alle, og dansen er derfor en
indlysende måde at tale til hinanden på. [15] Mikala
Bjarnov Lage
(*1962)er med sit oprindelige udgangspunkt i jazz dance uddannet i
moderne dans i München hos bl.a. Jessica Iwansson – der fandtes ingen
skole for moderne dans i Danmark på dét tidspunkt – og har med
inspiration fra bl.a. Pina Bausch og John Neumeier (mere end de
amerikanske koreografer, der i øvrigt var skoledannende blandt danske
dansemagere) [16]
arbejdet professionelt som koreograf siden 17-års alderen. MBL’s
arbejdsområde har omfattet alt fra jazz, pop og Melodi Grand Prix til
musical og moderne ballet, på film, TV og scenen. MBL stiftede i midten
af 1980erne sit eget Bjarnov’s Dance Company, der som nævnt i 1989
’fusionerede’ med ’Ballet Plus’ i dannelsen af Micado danse
Ensemble. MBL
samarbejdede blandt andet med de unge Danter (Dr Dantes Desperate
Renovationsshow), både i de første semiprofessionelle år i Allerød [17]
og i de første af de mere etablerede ni år på Dr. Dantes Aveny, i
begyndelsen både som instruktør og koreograf, siden primært som
koreograf. Hun har således været med til at udvikle det ’respektløse’
koncept, der blandt andet blæser på genrerne og blander skidt og
kanel, skæg og selvmordsdrift, taleteater og dans, men til gengæld
tager det undergangs-søgende post-punk-menneske alvorligt – og som er
blevet så karakteristisk for både Cederholms Danter og alle deres
epigoner [18]. 4.1.2.
Forventningshorisonten Moderne
dans i Danmark var i 1994 trods sine ca. 20 års virke ikke en
veletableret kunstart. Mikala Bjarnov Lage havde i 1994 koreograferet i
15 år og var derfor – relativt – ganske veletableret i dansemiljøet.
Micado danse Ensemble havde i sine da fem år i miljøet trods beskedne
tilskud skabt en klar forventning om dans af høj kvalitet, og om højprofessionelle,
bredt anlagte, teknisk velfungerende forestillinger med brug af hele
teatrets teknik, metode og apparatur. Micado var ikke just et græsrodsensemble. 4.2. Dans og
danseteater Der
var antagelig i dansemiljøet – pr. 1994 – et flertal, der på tværs
af ensemblets selvopfattelse mente, at Micado mest producerede danseteater. 4.3.
Publikum Publikum
til moderne dans er først og fremmest ikke talrigt. Dansescenen var
relativt ny som fast teater i hovedstaden – oprettet 1991, og om ikke
af andre grunde så alene derfor ikke velbesøgt, sammenlignet med andre
af byens teatre. Den
eneste tilgængelige publikumsundersøgelse for Dansescenen er fra sæson
1999-/2000 [19],
hvor scenen – igen: alt andet lige – var væsentlig mere
veletableret end i 1994, hvilket må tages i betragtning ved vurdering
af de tilgængelige tal. Undersøgelsesmaterialet er meget
lille – 93 personer - og bygger på en frivillig besvarelse af et særdeles
enkelt spørgeskema. Undersøgelsen er derfor på ingen måde repræsentativ,
hverken for Dansescenens eller dansens publikum og sammenligninger med
andre publikumsundersøgelser derfor ikke anvendelige. Enkelte
forhold ved besvarelserne er dog så markante, at de tåler en
vurdering. Måske ikke overraskende stammer fx 70% af besvarelserne fra
kvinder, og 40% fra personer over 50 år. Dette er trods i øvrigt
manglende sammenlignelighed sammenfaldende med udmeldingerne fra ARTE i
forbindelse med sæson 1999/2000, hvor man på baggrund af en undersøgelse
overfor teatrenes PR-medarbejdere (herunder mig) karakteriserede
teatrenes kernekunde som ”en 55-årig gift kvinde med mellemlang eller
lang uddannelse og formodentlig deltidsjob”. De
tilskuere, der har besvaret spørgeskemaet, er desuden velorienterede om
moderne dans og ganske flittigt gengangere til forestillinger i genren.
Måske lidt overraskende – og overraskelsen kan skyldes min fordom –
har Dansescenen en god, lokal forankring: ganske mange tilskuere har
postnummer fælles med scenen. Undersøgelsespersonernes tilgang til
information om Dansescenen og dens forestillinger adskiller sig ikke fra
det gennemsnitlige, herunder deres brug af dagblade. Dansescenen anfører
i undersøgelsens rapport selv en række af de forbehold, man nødvendigvis
må have overfor resultaterne – men det vil føre for vidt hér at åbne
for den diskussion. For
1994 vil en vurdering af publikums sammensætning bygge på rent
subjektive betragtninger i forhold til de tilgængelige tal. Overvægten
af kvindelige tilskuere og overvægten af tilskuere med relativt godt
kendskab til moderne danseforestillinger er genkendeligt – og kan på
baggrund af dansens dengang mindre synlighed formodes at have været
endnu mere dominerende end i 1999. Det professionelle dansemiljø i København
omfattede ca. 300 personer – vurderet udfra medlemstallet i Dansens
Hus (hvor medlemskab er en ’forudsætning’ for at deltage i husets
daglige træning). Yderligere er semiprofessionelle og amatører i
danseverdenen en primær målgruppe for de fleste dansekompagniers
PR-arbejde, og der er tradition for i dansemiljøet at se hinandens
forestillinger. Det kan derfor med rimelighed skønnes, at en væsentlig
del, måske halvdelen eller mere, af Hotel
Infernos publikum stammede fra dansemiljøet selv – hvis dansemiljøet
betragtes som også omfattende deltagerne i den udbredte
fritidsundervisning på området. Kun få af dansemiljøets aktive
deltagere vil være at finde som teaterabonnenter via ARTE [20],
hvorfor de indtegnede ca. 150 abon-nenter [21]
til Hotel Inferno kan antages
at være relativt ’almindelige’ teaterabonnenter, dvs. ofte personer
med et generelt teaterkendskab, men ikke nødvendigvis kendskab til
danseforestillinger. Det er, jf. ovenfor, formodentlig også i denne
gruppe, de ældste blandt publikum befinder sig. Tilskuere
uden erfaring som teatergængere/dansepublikum overhovedet findes
naturligvis også; tallet kan roligt antages at være særdeles
beskedent – men erfaringsmæssigt rekrutterer dansen en del af sine
nye tilskuere ved at mere erfarne tilskuere lokker venner, partnere og
ægtefæller med til forestilling [22]…
Forforståelsen spænder altså vidt blandt tilskuerne, selv på en
forestillingsaften, hvor der kun er ganske få i salen: fra nysgerrig
uvidenhed over alsidig erfaring til betydelig faglig velfunderethed. 4.3.1.
Anmelderne Der
foreligger i alt otte dagbladsanmeldelser [23]
fra dagene efter premieren – den ene dog af opførelserne i Århus
umiddelbart efter disse. Syv af anmelderne er ’gamle kendinge’, dvs
professionelle tilskuere med et dybtgående kendskab til dans, moderne
dans og endda Micado danse Ensemble, og kun EkstraBladets Jeppe Brixvold
er relativt uprøvet som danseanmelder. Og disse professionelle
tilskueres modtagelse af forestillingen kan naturligvis vurderes –
herom nedenfor (afsnit 7.2). 4.4.
Forestillingen Forestillingen
varede 1t 12 min [24]
og afvikledes efter færdigindspillet musik (CD), hvorfor forestillingslængden
kun afveg med få sekunder fra aften til aften. Som det fremgår af
forestillingens program og pressemateriale (og af ansøgningerne til
Teaterrådet), er Hotel Inferno
indtænkt i en større sammenhæng: 4.4.1.
Micado’s Hotel-trilogi Med
forestillingen Det Hvide Hotel
efter D.M. Thomas’ symbolmættede og freudiansk højspændte bog om en
kvindes udvikling omkring århundredeskiftet til hendes død i
nazisternes Babi Jar massakre opnåede Micado danse Ensemble et foreløbigt
kunstnerisk højdepunkt, som æggede til fortsat fordybelse. Et
triumvirat af koreografen Mikala Bjarnov Lage, scenografen Kristian Vang
Rasmussen og komponisten Cai Bojsen-Møller – med undertegnede som
vedføjet dramaturg – besluttede at lade Det Hvide Hotel være første del af en trilogi, som benyttede
hotelopholdet som gennemgående motiv (se afsnit 6.1.2 om drømmesymbolerne).
Hvor Det Hvide Hotel havde
handlet om en kvindes udvikling, skulle Hotel
Inferno (med baggrund i Strindberg-myten) handle om en mands ikke nødvendigvis
vellykkede udvikling – og den afsluttende forestilling Grand
Hotel (efter MGM’s klassiske Garbo-film) om den nye tids møde
mellem Det Mandlige og Det Kvindelige. [25] Af
tilskudsmæssige årsager lykkedes det først at producere Hotel Inferno i 1994 – og planerne om Grand Hotel og en senere sammenstillet version af alle tre balletter
realiseredes i 1997 som ét projekt – en aften bestående af
bearbejdede og forkortede versioner af de to første suppleret med en
nyproduktion af Grand Hotel. Men
selve trilogi-ideen rakte ud over det indholdsmæssige – den tjente
også til at fastholde ensemblets selvopfattelse og publikums oplevelse
af Micado som kontinuerligt producerende og ikke kun en stadig afbrudt række
af enkeltprojekter. 4.4.2. Fortællingen
Forestillingen
indledes med en kort scene, en prolog, hvor en kvinde i hvid kjole
danser foran og op mod en hvid mur/væg med langsomt roterende
projicerede sky-motiver. I slutningen af prologen bevæger muren sig
fremad mod rampen og indskrænker hendes bevægerum. Strindberg
ankommer til et hotelværelse, hvor han blandt andet i forbindelse med
nogle ’okkulte’ eksperimenter gennemlever en krise eller et forløb,
hvor drømme, virkelighed og fantasi blandes ligeværdigt. Hotellets
ansatte – tre tjenestepiger, en tjener/portier og en concierge indgår
i drømme og fantasiforløb i ’roller’, som relaterer sig til
Strindberg – hans hustruer/partnere, hans ’skygge’/modstander,
hans idealbillede af kvinden m.fl. I
forløbet svinder Strindbergs kontrol med iscenesættelsen, dæmonien i
drømmeskikkelserne vokser, og dermed hans angst for at forene sig med
dem. Til slut forlader han hotellet, tilsyneladende uden den attråede
afklaring på sit følelsesmæssige kaos. 4.4.3.
Scenografien Den
relativt traditionelle prosceniumsscene var opdelt i to ikke-skarpt
adskilte områder – dvs. egentlig i fire, som grupperer sig to og to. I
kongeside (KS) antyder et par vertikale og meget høje sætstykker - med
en høj dørhjørnet og indgangspartiet til det, der skal vise sig at være
Strindberg-karakterens hotelværelse. Et ’ekstra’ sætstykke med en
døråbning står lænet skråt op ad de øvrige sætstykker –
antydende en begyndt nedbrydning eller manglende færdiggørelse. Det er
i dette område, de mest konkrete, håndgribelige handlinger udspilles.
I dame-side (DS) et løst afgrænset, nondescript, åbent rum, hvor
hovedparten af ’drømmesynerne’ finder sted – de mindre konkrete
begivenheder. Yderst-forrest i DS et smalt sætstykke med samme vægdekoration
som sætstykkerne i KS – antydende hotelværelsets (teoretiske) begrænsning
til denne side. Om
de to øvrige områder: Bag drømmeområdet et mindre podie, hævet i
cirka mandshøjde – hvor en række af Strindberg-karakterens
’idealiserede syner’ kan ses, oftest simultant med hovedhandlingen.
Bag sætstykkerne – herunder udenfor døren, der antyder hotelværelsets
begrænsning (mod DS i forhold til sætstykkerne) er et ’udenfor’,
som i konkret forstand (bl.a. i lyset) kontrasteres til værelsets
’indenfor’. I
scenens fulde bredde findes bag sætstykkerne en bro eller et podium,
som kan hæves vha. en elektromotor. Det anvendes én gang i
forestillingen, før Strindberg-figurens andet møde med sin skygge. 4.4.4.
Rekvisitterne De
fleste af rekvisitterne er umiddelbart ganske naturalistiske, men i
antal og anvendelse samtidig udtryk for en i virkeligheden
ekspressionistisk æstetik [26];
de har stort set alle direkte sammenhæng med drømmesymbolikken – se
afsnit 6.1.2. -
hotelværelsets seng er også en ligkiste og et (spise-)bord. -
der er kun en enkelt stol i det store værelse – den får konkret
territorialkarakter, herom senere; og yderligere en tilsvarende stol på
podiet i baggrunden DS. -
stuepigerne har zink-spande (og skurebørster), som dels er konkrete
vaskespande, og dels fungerer som remedier i Strindberg-karakterens
alkymistiske forsøg – og i enkelte situationer nærmest musikalsk som
lydgivere (en del af lydene er endda optaget og gengives overdrevent
forstærket på forestillingens lydbånd). -
Strindberg-karakteren har en kuffert, der udelukkende anvendes til at
markere hans ankomst til og afrejse fra værelset. -
æg spiller en væsentlig rolle – se afsnittet om drømmesymbolerne
– og forekommer i tre situationer: 1 (12’30”): Der triller et æg
ud af en zinkspand ved stuepigernes første exit – ægget indgår i
Strindberg-karakterens alkymistiske forsøg og knuses råt i hans hånd.
2 (36’25”): Strindberg-karakteren finder et æg mellem benene på
stuepigen/Siri – det er tomt og knuses i hans krampeknyttede hånd. 3
(1h05’40”): I den afsluttende ’sorte messe/-middag’ præsenteres
Strindberg-karakteren for et helt fad med utallige æg. -
et mandshøjt kors, beklædt med violet plys (!) anvendes af Strindberg
i et drømmesyn. -
i den nævnte middag indgår et antal naturalistiske rekvisitter i form
af service, bestik etc. -
under Strindberg-karakterens etablering i værelset konfronteres han i
et drømmesyn med en madonna/moderskikkelse, i form af conciergen højt
på et rullende ’stillads’ beklædt med hvide draperinger, lys og
symbolske figurer (bl.a. dukkebørn). 4.4.5.
Kostumerne/sminkningen Strindbergs
tid – 1890erne – mere end antydes i kostumeringen uden at søge det
insisterende historisk korrekte. Strindbergs off-white (æggeskalsfarvede…?!)
habit er i snit kopieret direkte efter fotos, Strindberg tog af sig selv
i Gersau, Schweitz. Stuepigernes/hustruernes kostumer er lange sorte skørter
og forskellige overdele, de har som stuepiger lange hvide forklæder,
som de affører sig, når de deltager i Strindberg-figurens spil/drømme.
Rollen ’andre mænd’ er i store træk klædt som hoteltjener –
knap så historisk korrekt, iøvrigt – med sorte bukser og
metalglinsende grøn vest (i en enkelt scene – værtshusscenen efter
besøget hos bedemanden – optræder han dog i kontrastfarvet rød
vest!). Den fjerde kvinde har tre kostumer – en lang hvid delvist
gennemsigtig kjole som prologens ’den fremmede’, en mørk kjole som
conciergen og et rent fantasikostume med trikot og net som den dæmoniske
kvinde i den ’sorte messe/middag’. Kenneth
Kreutzmann er sminket og friseret til lighed med den unge Strindberg. De
øvrige er i alt væsentligt neutralt sminket – dog mere moderne end
historisk korrekt. 4.4.6. Lyset
[27] Scenelyset
er stærkt koloreret i forhold til scenografiens og kostumernes douce
farveskala. Der opereres med varme (rødlige) og kolde (blålige)
stemninger, med gule og grønne farver i det alkymistiske forsøg osv. Undtagelsen
er prologen, hvor lyset – som alt andet i denne scene – er hvidt. Scenerummet
er fra begyndelsen fyldt med en fin røg/tåge (fra røgmaskine) som får
lyskeglerne til at være synlige på deres vej fra lyskilde til belyst
objekt. Således udnyttes eksempelvis en ganske smal pinspot fra loftet
i DS til sengen i KS til meget iøjenfaldende udpegning, blandt andet af
stuepigen/Siris skød umiddelbart før Strindberg-karakteren finder ægget
(36’25”). Af
lyskilder indenfor scenografiens rammer ses primært en stor, nøgen glødepære
højt over hotelsengen. Desuden optræder lyskilder i gulv, loft og
spande i forbindelse med de alkymistiske forsøg, og madonna-skikkelsen
er udstyret med ’stjernehimmel’-skørt udført med juletræs-lyskæder. Forestillingens
lyd- og musikside gennemgås
som selvstændig kode nedenfor under afsnit 6.1.3. 4.5.
Fakta og fiktionsfiksfakserier
Udgangspunktet
for Hotel Inferno er
Strindbergs roman Inferno (1897),
som angiveligt omhandler hans ophold på Hotel Orfila i Paris fra august
1894. Bogens form er dagbogens, men dens autenticitet som
virkelighedsbeskrivelse er stærkt anfægtet. Således påviser Olof
Lagercrantz [28]
vældigt overbevisende, at Strindberg stort set udnytter alle væsentlige
episoder og forløb i sit eget liv som fundament for litterær
virksomhed – og at Strindberg ligefrem skulle have ’gået og gemt på’
materialet fra Paris til bogen Inferno.
Under alle omstændigheder er bogen tydeligvis en litterær tekst. Der
er således god grund til at antage, at Inferno’s
fortæller A.S. ikke er identisk med dens forfatter [29].
På tilsvarende vis har koreograf, scenograf, dramaturg og dansere
behandlet materialet fra Strindberg’s Inferno
frit, suppleret det med kendte detaljer og forløb fra Strindbergs liv,
herunder hans ’selvbiografiske’ værker, specielt Ockulta
Dagboken. Intentionen
med forestillingen var således ikke en biografisk eller på anden måde
historisk pålidelig fremstilling eller tolkning af Strindberg, hans liv
eller udvikling. De anvendte detaljer fra det (mere-eller-mindre)
biografiske materiale er anvendt primært som grundlæggende og
generaliseret myte-stof for historien om en episode i en mands
udvikling. 4.6.
Forestillingsprogrammet og plakaten Teaterprogrammer
købes, når teaterbesøget er besluttet og billetten købt, det hører
til forestillingens memorabilia,
der ikke kan forventes læst inden forestillingen, men netop senere –
sammen med den fortsatte fordøjelse af teateroplevelsen. Mere en
dokumentation og måske perspektivering end introduktion og måske
reklame. Men som hér for en danseforestilling er programmet som
hovedregel den eneste, verbaliserede indgang til et ellers ordløst
univers. Og i bedste fald en
visuel, grafisk indgang til forestillingen. Programmets
ydre er grafisk dystert: sort tryk på mørkebrun baggrund, med en
spaltet forside, der som en dobbeltdør åbner sig til programmets første
tekstside – hvid tekst på sort baggrund. Forestillingens logo-skrift[30]
er versaller af en stærkt sammenpresset, fed, moderne sans-serif skrift
(Helvetica), hvor de enkelte bogstaver er mutileret med kantede indskæringer,
som bryder skriftens naturlige forløb i grundstreger og hårstreger;
ordene Hotel Inferno står voldsomt udspatieret i og tilpasset en
rektangulær ramme. Rammen brydes, når programmet åbnes. Det
er tydeligvis ikke noget rart og harmonisk univers, programmet åbner
sig for. Omslagets inderside er et udsnit af de hornfisk, der er
baggrund for plakatens motiv – herom nedenfor. Programmets
åbningstekst er af August Strindberg, fra hans Inferno, hvor han citerer/genfortæller okkultisten Swedenborg: Helvedets
ild, det er begæret efter at komme frem i verden. Magterne opvækker
begæret og tillader de fordømte at opnå, hvad de tragter efter. Men så
snart målet er nået, ønskerne opfyldt, finder de, at alt er værdiløst
og sejren ingenting betyder! Forfængelighedernes forfængelighed –
alt er forfængelighed. Når så den første illusion er bristet, puster
magterne til begærets, ærgerrighedens ild, og det er ikke den
ustillede sult, der piner mest, det er den tilfredsstillede lyst, som
giver afsmag for alt. Og på denne måde må dæmonen underkaste sig en
endeløs straf: Det at opnå alt, han ønsker sig, og opnå det øjeblikkeligt,
så han ikke mere evner at nyde. [31] Derefter
følger creditlister over produktionens medvirkende, en opsats om
Micados hotel-trilogi og en indfaldsvinkel til hotellet som symbol, en
oversigt over Micado danse Ensemble’s produktioner og en biografisk
note om Mikala Bjarnov Lage, inklusive en udtalelse om hendes visioner
med ensemblet. Programmets
billedmateriale er forvirrende nok mest fra Det
Hvide Hotel (der var på tryktidspunktet endnu ikke fotos fra den
aktuelle sceneforestilling), suppleret med plakatfoto’et, et foto af
Mikala Bjarnov Lage og et (tidligt) PR-billede af Inferno-ensemblet; men
billedernes stemning underbygger den uro og angst-fornemmelse, som
allerede omslaget antyder. Nåja
– og så er der selvfølgelig også et lille billede af Strindberg himself… Plakaten
er et stort farvefoto (70x90 cm) af Kenneth Kreutzmann som Strindberg
liggende i et mylder af (horn)fisk, med fjernt blik og stigmatasår på
hænderne. Plakatens tekst, der domineres af titlen (skrevet med rødt i
logoskrift - mod de grønne fisk – resten af teksten i hvidt), står på
skrå – skrånende opad-udad henover plakatens nederste tredjedel. 5.
Forforståelse og førbevidsthed I
Freuds drømmeteori forstås underbevidstheden som lager af emner af så
ekstrem karakter, at bevidstheden ikke kan håndtere dem i ubearbejdet
form. Derfor definerer Freud et begreb i sindet, han kalder førbevidstheden – et filter, som så at sige oversætter det
uacceptable (og latente) drømmeindhold til mere acceptable udtryk –
det manifeste drømmeindhold. I psykoanalysen forsøges via tolkning af
det manifeste drømmeindhold afdækket det latente indhold – som bl.a.
rummer årsagen til analysandens eventuelle neurose(r). Tilskuerens
forforståelse – dvs. i dybeste forstand hans/hendes forudsætninger
for at opleve forestillingen – har i første ombæring betydning for
dannelsen af vedkommendes forventninger. Om tilskueren får opfyldt sine
individuelle forventninger er ikke alene afhængig af tilgængeligheden
i forestillingens udtryk, men også af hvilke fordomme og begrænsninger,
tilskuerens forforståelse kan stille
i vejen for hans/hendes oplevelse af den aktuelle forestilling. Et
eksempel:
det er en udbredt forhåndsdom over moderne dans, at dans er uforståelig
eller blot svær at forstå. Møder en tilskuer op med denne fordom dybt
forankret, vil han/hun have vanskeligere end den fordomsfrie tilskuer
ved at dæmpe koncentrationen om det bevidste forståelsesapparat og i
stedet give sig hen til den sanselige, umiddelbare oplevelse af dansen. Et
andet eksempel:
Tilskuerens egen grad af kropsbevidsthed og indstilling til fx
seksualitet vil bevidst og ubevidst påvirke hans/hendes oplevelse af
forestillingen, som jo netop har et primært fysisk udtryk præget af
dansernes/koreografens omfattende kropsbevidsthed. Udtrykt lidt
firkantet og en anelse fordomsfuldt: danseforestillinger vil
(formentligt) opleves ganske forskelligt af et ungdommeligt
storbypublikum og af et indremissionsk landligt publikum af fortrinsvis
ældre… Uanset deres bevidste forventninger, i øvrigt. I
ingen af de nævnte eksempler vil tilskuerens oplevelse kunne kaldes forkert eller forfejlet.
Men ikke mindst i forhold til auteur’ens intention kan tilskuerens
oplevelse blive i hvert fald delvist begrænset eller direkte vildledt -
af vedkommendes egen forforståelse. Der
er således klare ligheder mellem begreberne forforståelse og førbevidsthed.
Forforståelsen er ikke alene en hjælp til at bevidstgøre oplevelsen
af forestillingen, den kan i visse tilfælde tillige være en hindring
for en uhildet oplevelse – på samme måde som førbevidstheden dels beskytter
bevidstheden mod u(nder)bevidsthedens uacceptable indhold, dels forhindrer personen i at se de egentlige årsager til hans/-hendes
neurose. I
vurderingen af tilskuerens tilgang til forestillingen må derfor indgå
såvel den positive forventning og mulighed for uddybning af oplevelsen,
som bygger på viden og erfaring, som den negative forventning, der
bygger på generelle og personlige fordomme ( - og uvidenhed). En del af
arbejdet med fx en moderne danseforestilling må derfor direkte rette
sig mod at overkomme disse barrierer hos tilskueren. 6.
De dominante koder Normalt
opfatter vi drømmelivet som noget, vi passivt modtager – ja, endog
ofte først modtager, når søvn eller suggestion løsner de fortrængninger
og blokeringer, som hindrer os i, i det vågne dagligliv, at være
overgivet til drømmene. Forestillingens
Strindberg-karakter afventer ikke den passive modtagelse (om end vi ser
ham forsøge søvnen en enkelt gang), han opsøger den aktivt – han åbner
for fantasiens og drømmenes kaos i den velordnede, renskurede
virkelighed. Og han formår, indenfor forestillingens univers, at
fremkalde fantasierne/drømmene i ligeværdighed med den dagligdag, vi hér
kalder ’virkeligheden’. Han kan - uden at røre ved dem – få
stuepigerne til at følge sig (psykokinesis). Han kan – ved iværksættelse
af det ’alkymistiske’ forsøg med de fem spande – udløse en række
tryllekunstner-effekter; men allerede dér ligger måske en kerne til
forståelsen af drømmenes karakter – det er først, da han stiller
spandene korrekt, at effekten
opstår. Fantasien
er bundet til ham selv. Han foretager udmålingen af spandenes position
med sin egen krop. Men han kan ikke kontrollere drømmenes forløb eller
omfang – han kan fx ikke standse et uønsket forløb (det første møde
med Skyggen), ligesom ægget bliver kimet til de dele af forløbet, han
ikke kontrollerer selv, men mistænker kvinderne for at beherske. I øvrigt
forekommer den del af fantasien, han kan
kontrollere totalt – som soloen med martyrscenen med det violette kors
– ikke at tilfredsstille ham mentalt eller åndeligt; hans rastløshed
forbliver uændret. Efterhånden
som handlingsforløbet skrider frem, mindskes hans kontrol over forløbende
– muligheden for selviscenesættelse synes at svinde som drømmesynerne
får autonomi. Hans afsluttende, selvkontrollerede/selviscenesatte
handling må derfor nødvendigvis være at forlade hotellet. 6.1.2. Drømme-koden,
psykoanalyse-koden
Den
freudianske psykoanalyse bygger på en tolkning af neurotikerens ’frie
associationer’ og/eller genfortalte drømme; dette er også
udgangspunktet for den jungianske analyse – men hvor Freud byggede på
en – lidt firkantet udtrykt – også statisk (horisontal)
personlighedsmodel bestående af Superego (Overjeg), Ego og Id (Dét) [32],
bygger hans elev Jung på en mere rent dynamisk (og mere vertikal)
model, hvor personlighedens lag samtidig betegner den udvikling,
personligheden kan/vil gennemløbe: Mødet med Skyggen, Mødet med det
Modsatkønnede (anima/animus) og endelig Mødet med hhv. Vismanden eller
Viskvinden.[33] I
Hotel Inferno gennemløber
Strindberg-karakteren et udviklingsforløb i jungiansk forstand tidligt
i det mandliges udvikling: primært mødet med skyggen – men
sammenblandet med dette et møde med kvinden mest i form af
moderskikkelser. Som Jung angiver, kan analysanden overalt i forløbet
modtage ’meddelelser’ fra samtlige lag i personligheden; i
overensstemmelse hermed får Strindberg-karakteren anelser om mødet med
såvel sin anima som med en højere erkendelse af tilværelsen (og
dermed af sit ’hele’ liv som mand). I
tolkningen af en analysands drømme gås der – både hos Freud og Jung
– ud fra, at alt i drømmen er manifestationer af analysanden selv –
så fx personer, der optræder i drømme så at sige er
’personifikationer’ af analysandens egne egenskaber, og ikke i
egentlig forstand de pågældende personer i analysandens opfattelse af
dem. Centrale
generelle drømmesymboler[34],
der anvendes i forestillingen, er: ”Huset”-
et
symbol på analysandens sind, set som helhed med murene som grænser/forsvarsværker
mod omgivelserne. Kælderetagen repræsenterer driftslivet (Freud: Id),
de øvre etager intellektet (Freud: Superego) og stueetagen Jeg’et
(Freud: Egoet). I Hotel Inferno
udgør scenografien et ufærdigt eller måske delvist nedbrudt hus.
Strindberg-karakterens sind kan altså i denne fase af hans liv tolkes
som enten delvist nedbrudt eller under opbygning; i psykoanalysen og
individuationen er dette sider af samme sag – de eksisterende
forsvarsværker skal nedbrydes for at personlighedens nye rammer kan
vokse og udvikles. Rejsen
– drømmesymbol for udvikling. At Strindberg-karakteren ankommer på
et hotel angiver, at han er på rejse – gennemrejse. Tolket handler
det altså om et stade, et ophold i udviklingen, noget foreløbigt,
noget generelt (hotelværelset bebos før og efter af andre), ”en tøven,
en anledning til overvejelse”[35].
Når Strindberg-karakteren i det første opgør med skyggefiguren
akkompagneres af lyden af vognhjul mod grus, må det tolkes som hans
ubevidstheds angivelse af opgøret som del af hans udvikling. Klæder,
kostumer, uniformer
– tolkes i drømme som vores normer, vores fordomme, som
manifestationer af Superego’et, som en barriere mod omverdenen. Jo
mere formel vores påklædning, des stivere normer. Jo tykkere tøj, des
stærkere barriere. Modsat er nøgenheden – blottelsen – også i
psykologisk forstand en blottelse og sårbarhed (fx overfor nyt). Umiddelbart
før sit første, okkulte forsøg lægger Strindberg-karakteren jakken
– en delvis blottelse, en forsøgsvis åbning mod den udvikling, han
kaster sig ud i. Når stuepigerne tilsvarende lægger forklæderne for
at blive hans partnere/hustruer, må det også opfattes som en (åndelig)
tilnærmelse – en mulighed for ham til at komme dem nærmere, til større
intimitet. Rengøring
– tolkes også i overført forstand som (mental og/eller åndelig)
’oprydning’, at forkaste forældede normer og fordomme og berede sig
på/gøre plads til ’det nye’. Fra begyndelsen anslås desuden rengøringen
som et kvindeligt univers – antydende en renselse gennem mødet med
Det Kvindelige. Ægget
– kan tolkes som altings oprindelse, den ur-materie, hvorfra livet
opstår. Et livskim. En del (sekundære) skabelsesmyter tager
udgangspunkt i æg. Samtidig er ægget med sin skrøbelige kalkskal og
dog meget stærke konstruktion et smukt symbol for det skrøbelige og
dog livskraftige liv [36]
- in casu den neurotiske
Strindberg-karakter selv. Psykoanalytisk kan ægget – pointeret i det
måltid, den dæmoniske kvinde serverer i den ’sorte messe/måltid’
– som spiseligt antyde en fiksering i en freudiansk set oral fase. Madonna,
kors og pieta
– i rekvisitterne og de koreografiske billeder viser
Strindberg-karakterens ønske om at kunne identificere sig med Kristus,
oplevelsen af sig selv i en (indbildt) offerrolle; men også som
megalomanisk overvurdering af sin egen betydning, kunne man mene…
Kristus-symbolikken videreføres i plakaten, hvor fiskene får mange
tolkningsmuligheder – fra de enkle til de dybt komplicerede (vi lever
fx i Fiskenes æon endnu, som Kristus levede i begyndelsen af – vi står
på overgangen til en ny æon – Vandbærerens; det vil astrologer og
en del mystikere kunne fortælle meget mere om) – men mest og
tydeligst kan billedet nok ses som den unikke ener i forhold til de
konforme masser. Lys
– i overført forstand: oplysning – alias visdom, viden, erkendelse, indsigt. Lys opfattes i et
dualistisk system som positivt – med mørket som den negative modpol. Strindberg-karakterens
lyse jakkesæt angiver derfor hans selvopfattelse som positiv, hvorimod
kvinderne/hustruerne er mørktklædte – dvs. truende og dæmoniske.
’Den fremmede’, Strindberg-karakterens idealiserede kvindebillede,
er derfor naturligvis i hvidt – ligesom stuepigerne med deres hvide
forklæder optræder i en dobbelthed af uskyld og dæmoni. Farverne
-
i scenografi og kostumer er i rimelig overensstemmelse med den tid,
forestillingen foregiver at foregå i, 1890erne, primært hvide,
brune/brunlige og sorte farver (se ovenfor om lys/mørke). Det kors,
Strindberg slæber rundt på, er violet - i alkymien (og en række østlige
filosofier) symboliserende den øverste visdom. Lyset i skærsilden
under broen er ikke overraskende flammerødt – og
hoteltjenerens/skyggens vest er i metallisk grønt; grøn er ikke en
ukendt kelnerfarve – men det metalliske synes at antyde noget
reptilagtigt, eventuelt associerende til salamanderens traditionelle
modstandsdygtighed mod ild – og den grønne farve i absinthen, som
Strindberg drikker inden han sætter sig for at prøve ligkisternes klædelighed! Blandt
de anvendte rekvisitter m.v. etableres i løbet af forestillingen en række
symbolværdier af mere specifik karakter: Stolen
etableres hurtigt som Strindberg-karakterens private territorium – et
tilflugtssted - det markeres endda i lyset i slutningen af hans første
møde med stuepigerne i form af et kvadratisk lysfelt på gulvet, hvor
stolen er placeret (9’00”). Strindberg nærmest forskanser sig på
stolen – mens på podiet i baggrunden hans skyggefigur ikke har
problemer med at overlade sin stol til den næsten-nøgne model/kvinde
(22’05”). I slutscenen står kampen med skyggefiguren direkte om
adgangen til stolen (1h07’30”)– og selvom skyggen forlader scenen
og overlader stolen til Strindberg-karakteren, har Strindberg-karakteren
ikke erobret stolen ved at
sejre over ham – han har reelt ikke opnået noget ved egen kraft; og
han forlader da også straks efter scenen og hotellet. Sengen/kisten
har
tilsvarende karakter af privat område – men er ikke genstand for
jalousi eller kamp. Sengen er – i hotelværelset – ikke et leje for
hvile, men for mareridt, hvor den som kiste i bedmandsforretningen først
må afprøves æstetisk for at kunne godkendes som leje for ’den evige
hvile’. Strindberg-karakterens flirt med død og begravelse er derfor
også en tilnærmelse til den alkymistiske symbolik, hvor døden
konsekvent er forbundet med genfødsel – i overført betydning i den
menneskelige udviklingsproces. Spandene
starter som konkrete rengøringsredskaber – i et i tiden udpræget
feminint univers, må man sige - men allerede ved stuepigernes første
exit åbenbarer de okkulte egenskaber: ægget triller ud for
Strindberg-karakterens fødder. Ikke overraskende anvender han derfor
spandene til sine okkulte forsøg (22’45”) – de indgår så at
sige som alkymiens traditionelle kolbe(r). 6.1.3.
Musik & lyd Den
første lyd, der høres, er en form for radiostøj, en knitrende,
syngende lyd uden rytme, uden musikalsk struktur – og alligevel
forunderligt fængslende [37].
Den akkompagnerer prologens fremmede kvinde og hendes dans med/mod den
hvide mur. Denne
strukturløse, dynamisk fattige og klangløse lyd er et markant anslag
til Cai Bojsen-Møllers generelt meget minimalistiske musik. Der
arbejdes som i meget moderne kompositionsmusik med klangflader, men her
også melodiske flader, hvor korte tone-figurer gentages med minimale
variationer (som det kendes fra de tidligste computerspil), hvilket mere
antyder et univers end et forløb. Ofte fungerer musikken på to planer
– en grundlæggende flade, som gennembrydes og lejlighedsvis overtages
af klangligt og rytmisk mere varieret komposition. En
enkelt scene – Strindberg-karakterens første møde med sin skygge –
er underlagt en lydflade af ’naturalistiske’ [38]
udendørslyde/gadelyde. Der høres især knasen af vognhjul mod grus –
en lyd, som musikalsk i øvrigt har ganske stor lighed med prologens
’hvide støj’. Hører man godt efter, vil man kunne høre, at også
disse naturalistiske lyde ligger i loops
– dvs gentages til stadighed. Men på grund af den arytmiske form er
det ikke umiddelbart hørbart. Først
i scenen høres lidt hundeglam – Strindberg-karakteren reagerer med
uro, måske på lyden, måske på selve scenens foruroligende karakter.
Strindberg-afficionados vil
genkende Strindbergs angst for Siris hunde i ”Skovlyst” i Nordsjælland
[39].
Det er altså biografisk korrekt, men kendskab til den biografiske
detalje er her som alle andre steder ikke af betydning for oplevelsen af
forestillingens forløb. 6.1.4.
Den koreografisk-gestiske kode
Forestillingens
udtryk er – som forventeligt for en danseforestilling – ordløst.
Forestillingen meddeler sig derfor i koreografi (hér forstået som et
specifikt kunstsprog inklusive relationerne mellem de optrædende –
’dans’) og kropssprog (herunder mimisk og gestisk sprog –
’skuespil’). Der skelnes ikke hierarkisk mellem bevægelsernes
kvaliteter. Et
eksempel:
Henimod slutningen af prologen (1’55’’)har kvinden en kort bevægelsessekvens,
hvor hænderne bevæges som poter, ’egern-agtigt’ oppe foran
ansigtet – med et udtryk af (måske) barnlighed, ubeskyttethed, sårbarhed
(psykoanalytisk: regression). Den samme bevægelsessekvens gentages af
Strindberg-karakteren, da han er dukket frem bag den store madonnafigur,
hvor han har ligget sammenkrøbet i fosterstilling (1½9’00”), og
associerer ham dermed til ’den fremmede’ (psykoanalytisk: en side af
hans anima). Et
andet eksempel:
Stuepigerne/kvinderne har ikke mindst i indledningen, blandt andet i
gulvvaske-scenen, koreografiske sekvenser, som gentages – identisk
eller med lette variationer – forstærkende den rituelle virkning af
rengøringen og under-stregende deres indbyrdes ’uudtalte’
sammenhold. Der kan argumenteres helt tilsvarende for de passager, hvor
kvinderne danser synkront. Strindberg-karakterens forsøg på at følge
koreografien, på at efterligne og deltage i stuepigernes bevægelser
kan derfor aflæses som hans forsøg på at blive optaget i eller
’forstå’ kvindernes fællesskab og ’univers’. Et
tredje eksempel:
I scenen med madonna-skikkelsen, der rulles ind, er madonnaens og
tjenestepigernes koreografi for overkrop, hovede og arme den samme –
kun udføres madonnaens bevægelser i præcis halvt tempo (17’30”);
hvorved angives hendes idealiserede position i forhold til kvinderne –
hun er individuatorisk set som drømmesymbol en højere manifestation af
Det Kvindelige. I
pantomimen og fx Bournonville-skolen indenfor den klassiske ballet
fungerer det koreografiske trinsprog til dels som en rebuslignende kode,
der kan ’oversættes’ til genkendelige verbale udtryk. Hvis en
mandlig karakter i en pantomime overfor sin elskede peger på sig selv,
derefter på hende og sluttelig lægger begge hænder mod sit hjerte,
mens han sender hende smægtende blikke, meddeler han – afkodet – således
”jeg – dig – elsker” [40];
bortset fra ordstillingen et umiddelbart genkendeligt udsagn i den
verbale verden. En
tilsvarende kode findes ikke i moderne dans, selvom dens koreografer til
dels benytter sig af bevægelsesfigurer og –mønstre, som også findes
i ballettens trinsprog. Dramatikeren Ulla Ryum har beskæftiget sig med
bevægelsesmønstre knyttet til hverdagssproglige ytringer – Den
nye dans som i dag også ønsker at illustrere en handling gennem en
opvisning af trin og fastlagte figurer, henter tilsyneladende sit
formsprog fra dagliglivets triviale og meget lidt ædle erfaringer. Da
disse erfaringer ofte kun lader sig udtrykke i talesprogsvendinger er et
mere oprindeligt kropssprog forbundet med disse trin. På den måde
ligner dette udtryk Commedia dell’artens rent folkelige baggrund og
udtryksform. [41] Udsagnet
i koreografien bygger primært på musikalske værdier (tempo, rytme,
klangfarve) samt på elementære
og genkendelige kropssprogs-kvaliteter, herunder måden
figurerne/kroppene forholder sig til hinanden på; samt en
naturalistisk/hverdags-genkendelig gestik og mimik. Mikala
Bjarnov Lages koreografi er ikke udtryk for en særlig genre, stilart
eller danseteknik, men et udtryk for hendes og til dels dansernes helt
personlige stil, herunder bevægelser som naturligt betinges af de
enkelte danseres kropsbygning, mobilitet (fysiologi i det hele taget) og
gemyt eller temperament. Men specifikt for produktionen skabes i
koreografien trin og trinkombinationer, som kan formidle forestillingens
fortælling, dvs. i høj grad dens flow
af følelser, mere end det specifikt handlingsbetonede. Den
enkelte dansers trinsprog – kombinationen af hans/hendes eget kreative
arbejde og koreografens ’arrangement’ og ’instruktion’ – er således
ikke alene udtryk for danserens personligt betingede register, men også
for den/de karakter(er) vedkommende gestalter på scenen. Det
er… sandsynligvis gennem lyden at både det højt udtalte og det indre
sprog strukturerer vores underbevidste lag af erindringsstof – det jeg
kalder billederindringen. Overensstemmelsen
mellem dansetrin og musik i den klassiske musik bygger på tal – rytme
og symmetri – synsmæssig ligevægt, et bevægelsesmæssigt rigtigt
forhold mellem to eller flere dansere og forståelsesmæssig
overens-stemmelse mellem trinene og det de skulle illustrere. I
mange situationer kombineres koreografiske ’trin’ konkret med
genkendelige kropsudtryk, så fx personernes indbyrdes tiltrækning/afvisning,
sympati/antipati etc direkte kan aflæses i kropsholdning,
kropskontakternes karakter, gestik og mimik. En koreografisk kode, i
hvert fald specifikt i Hotel
Inferno, er derfor primært en almenmenneskelig kode for
kombinationen af koreografiske og hverdaglige bevægelser, der ikke
afkodes bevidst af tilskueren ved betragtning, men opfattes og forstås
spontant på baggrund af tilskuerens egen almenmenneskelige erfaring. Koreografien
er således direkte fortællende,
uden at bevægelserne i sig selv kan betragtes som kode for verbale
udsagn. 6.2.
Eksterne
koder Forestillingen
er spækket med karakterer, begivenheder, forløb og detaljer, hvis
inspiration stammer fra de kendte fakta om Strindbergs liv – blandt
andet gennem hans egen digtning, ’dagbøger’ og breve.
Begivenhederne foregår ikke i en biografisk set kronologisk orden, men
i lighed med drømme i en associeret orden – associationer på alle
aspekter i forløbene: indholdsmæssige såvel som æstetiske. Der
er tale om en additiv dramaturgi. Kenneth
Kreutzmanns fysiske lighed med Strindberg, som vi kender ham fra
utallige fotos, selvportrætter og portrætter, blev næsten uhyggelig
– håret, skægget, fysiognomiet – og især øjnene. Tilskueren, der
’genkender’ Strindberg i Strindberg-karakteren, kan derfor måske
med rimelighed forvente, at forestillingen så også handler om den
kendte Strindberg. Med et blot overfladisk kendskab til Strindberg, fx
gennem Enquists populære skuespil Tribadernes
Nat(1975) [43]
eller TV-serien Strindberg Ett Liv(1984)
[44]
vil den erfarne tilskuer på tilsvarende vis kunne ’genkende’
utallige detaljer fra Strindbergs værker og biografi i forestillingen. Men,
som Olov Lagercrantz så præcist karakteriserer Strindbergs egne
’selvbiogra-fiske’ værker: Detaljerne er rigtige, men helheden
forkert. Hotel
Inferno
er ikke historien om Strindberg; eller for den sags skyld om den A.S.,
som skildres i Strindbergs værk Inferno.
At der så rent faktisk er store ligheder, ikke mindst på det
psykologiske plan, til det billede en moderne tid – blandt andet
gennem Lagercrantz’s indfølte biografi og Enquists dramatiske værker
– tildeler August Strindberg, er en anden sag - og gør, at
forestillingen måske alligevel berettiger sig som en form for
Strindberg-portræt. Den
tilskuer, der koncentrerer sin oplevelse om de biografiske træk, vil
imidlertid finde ligeså mange eller flere unøjagtigheder og
urimeligheder som ligheder. Og først og fremmest fører forestillingens
mange Strindberg-ligheder ikke til et ændret eller uddybet billede af
den historiske Strindberg – hvorfor enhver diskussion af de
biografiske detaljers rigtighed eller berettigelse er nytteløs udover
fornøjelsen ved at afdække forestillingens ’fiksérbillede’
af den historiske person. 6.2.2.
De
simultane lag Man
kan betragte forestillingen som opbygget af en række simultane lag, som
lejlighedsvis griber ind i hinanden, men som ikke er hierarkisk ordnet.
Det giver således ikke mening at forestille sig hverken en dramaturgisk
tolkning eller en forestillingsanalyse som et ’arkæologisk’
gravearbejde ned (eller op) gennem forestillingens lag. Disse er absolut
sideordnede. Lagene er dybt sammenhængende med forestillingens væsentligste
koder. Det
enkleste og mest umiddelbare lag er den ’konkrete’ historie på
hotellet. Episoderne og forløbene, der finder sted i ’drømme-området’,
kan betragtes som foregående udenfor hotelværelset – som fx det første
møde med skyggen, hvor en sådan oplevelse kraftigt understøttes af
musikkens reallyd-indhold. Dele af forestillingen har i så fald også
klart mystiske/mystificerende sider – gotiske, dæmoniske,
gyseragtige. Et
andet lag udgøres af muligheden af, at kerneforløbet i forestillingen
– fra Strind-berg-karakteren lægger sig til at sove - er en drøm,
med drømmens tilsyneladende blanding af kaos og indre logik, jf.
Strindbergs egen ’Påmindelse’. Karaktererne optræder så i hans drømme
som drømmenes konkrete dagsrester. Et
tredje lag er oplevelsen af forestillingen som en tolkning af
Strindbergs person og liv. Som hos Enquist kastes kendte fakta og
formodninger op i luften og arrangeres, når de gribes, i et forløb,
der tjener forestillingens formål – principielt uafhængigt af biografi og
kronologi. Et
fjerde lag er individuationsprocessen. En mand – her med ganske mange
ligheder med en nu afdød svensk dramatiker – er i psykisk/åndelig
krise og gennemlever de første faser af den psykiske udvikling, der hører
til det jungiansk set fælles åndelige arvegods. Alt tyder på, at
krisen – som den fremstår i de relativt generelle drømme-associationer
eller (hvis billederne ses hallucinatorisk) har klart psykotiske træk
– ender i en regression, enten fordi mandens selvfølelse som mand er
for svag, eller fordi han på et forkert (for tidligt, ville jungianerne
mene) tidspunkt i sin udvikling forsøger
at forene sig med sine kvindelige sider [45]. Hvis
tilskuerens fokus flyttes fra den dominerende Strindberg-karakter, og fx
alle karaktererne opleves som skæve spejlinger af hinanden, kan der i
tolkningsmæssig henseende uddrages flere lag endnu. Og
hvert enkelt af de anførte lag kan desuden selvstændigt lagdeles –
her dog nok i mere hierarkisk forstand. Intet
af de anførte lag kan eksistere enestående og samtidig forklares i
alle detaljer. Interaktionen lagene imellem er derfor konstant. 6.2.3.
Monodramet/drømmespillet Fra
det øjeblik, Strindberg-karakteren træder ind på scenen og til han
forlader hotellet, forlader danseren Kenneth Kreutzmann ikke scenen og
karakteren ikke handlingen. Det er hans
scene, hans sjæledrama, hans udvikling. Fokus på Strindberg-karakteren er nærmest
monomant. Selv
da han i bedemandsscenen forskanser sig i den mest luksuriøse af
kisterne med sin absinth, er man som tilskuer ikke et øjeblik i tvivl
om hans tilstedevær, mens kroscenen begynder at udvikle sig
(50’50”). Som
i drømmen, således også i forestillingen: der sket intet uden det først
og mest relaterer sig til den drømmende – Strindberg-karakteren. Ikke
kun sekvenserne (tableauerne, scenerne), men også associationen fra
sekvens til sekvens – det hele skabes som en relation til hans
figur. Relaterer de øvrige karakterer indbyrdes, er det for at
Strindberg-karakteren kan reagere på deres relation (som da Siri
interesserer sig erotisk for den tredje stuepige og derved provokerer
hans vrede/jalousi). Bent
Fausing [46]
gør sig som forsker til talsmand for den tanke, at drømmen som sprog
er udtryk for en regression i og
med at ord-begreber oversættes til ting/billeder og dermed fører
sindets behandling af begreberne ’tilbage’ til et før-verbalt
stadium, sammenligneligt med det tilsvarende infantile stadium i vores
udvikling. Hvor
afstanden mellem det betragtende subjekt og det sete objekt oftest
opfattes negativ, forklarer Fausing billeddannelsen undervejs fra
subjekt til objekt som en lysten-til-at-skue’s åbning mod ønsket om
at forene sig med objektet – og dermed positiv/konstruktiv.
Betragtnings-processen er ydermere gensidig – objektet meddeler via
billedet sit indhold, sin viden, til betragteren. Skue-lysten
[47]
er iflg. Freud (og altså Fausing) oprindeligt lysten til se kønnet –
og i videre forstand stærkt forbundet med jeg-driften.
Og jeg-driften – trangen til selvbekræftelse, til sammenligning med
andre, og ultimativt trangen til viden og modning/udvikling – forstærkes
af drømmens intensive billedskabelse. Indenfor denne opgaves rammer er
det ikke relevant at gå i detaljer, men det forekommer indlysende, at
skue-lyst således også er en væsentlig faktor i vores forhold til
scenekunst. Lighederne
i dannelsen af drømmebilleder og scenebilleder bliver i dette aspekt
voldsomt iøjenfaldende, uanset om sammenhængen er intenderet eller ej.
Og jeg vil ydermere tillade mig den betragtning, at dansens ordløse
univers i særlig grad er velegnet til fremstilling af drømmebilleder på
scenen, jf. den ovenfor anførte betragtning om drømmenes forbindelse
til præverbale, infantile stadier. Med
Strindbergs egen, præcise beskrivelse af drømmespillets karakter –
ikke mindst den grundlæggende betragtning om drømmens
usammenhængende men tilsyneladende logiske form – hvor fx
dimensionerne tid og rum ikke eksisterer [48],
men en bevidsthed står over alle,
det er drømmerens, skabes ikke alene de præcise omstændigheder
for Hotel Inferno, men også
den principielt forudsætningsløse tilgang til oplevelse af
forestillingen. Som
Strindberg-karakteren vil tilskueren kunne lade sig drive af lysten ved
at betragte de sceniske handlinger – om end tilskueren ikke som
Strindberg-karakteren (indenfor forestillingens univers) kan iscenesætte
og påvirke forløbene. Men gensidigheden i betragtningen – det
aspekt, at ikke alene betragter tilskueren/Strindberg-karakteren
objektet, det betragtede objekt meddeler også sin viden - er ikke
mindst i teatersituationen næsten påtrængende præsent. Og på det
grundlag vil, hvis ellers Fausings og Ryums teser ikke argumenteres,
forestillingens indhold (eller budskab) opfattes umiddelbart, uanset
forforståelse og tilskuererfaring: fordi den moderne dans benytter sig
af hverdagligt genkendelige bevægelser og figurer – og fordi
forestillingens struktur har drømmens associative opbygning, og
forestillingens billeder er bygget på arketypiske elementer. Mod
tilskuerens umiddelbare oplevelse af forestillingen taler derfor dels
eventuelle inkonsekvenser i forestillingens opbygning og symbolbrug,
dels tilskuerens egen modstand – i form af fordomme om modernes
dans’ påståede uforståelighed, vedkommendes muligt påtrængende ønske
om intellektuelt betonet forståelse; og i et vist omfang forventninger
om en ’Strindberg-forestilling’, som ikke nødvendigvis indfries. 7.
Publikum
– reaktioner og modtagelse Det
er naturligvis ikke på nuværende tidspunkt muligt at genkalde
specifikke, detaljerede publikumsreaktioner præcist, eftersom de ikke
blev registrerede i forbindelse med opførelsen(-erne). Selv
overværede jeg samtlige opførelser sammen med koreografen og den
tekniker, der afviklede forestillingens lys og lyd. Og naturligt
samtalede vi hver aften om den pågældende opførelses plusser og
minusser, herunder publikums reaktioner
– hvorefter koreografen gav de medvirkende, inklusive
teknikken, de nødvendige dessiner (i branchen neutralt kaldt
’noter’). Publikums reaktioner var generelt små og vurderingen af
dem har derfor selvklart et væsentligt subjektivt indhold: Der
var trods de bevidste, humoristiske pointer undervejs ikke megen latter
fra salen. Det kan have
sammenhæng med den koncentrerede opmærksomhed, der kunne opleves de
fleste aftener – i form af et publikum, der dels (måske) måtte gøre
sig umage for at følge handlingstråden i forestillingen, dels qua
identifikation med den dominerende og tvetydige Strindberg-karakter
opfattede det dæmoniske som sort og truende, og derfor som i voldsom
overvægt i forhold til det lyse og mildt humoristiske. Enkelte
aftener affødte den første tvekamp mellem ’skyggen’ og
Strindberg-karakteren spredte smil i salen [50],
ligesom Strindberg-karakterens overraskelse over at finde et æg i
skridtet på stuepigen/Siri nogle gange skabte et beskedent smil. Men
stemningen kunne generelt vurderes positivt som koncentreret opmærksomhed,
negativt – hvis man vil – som uimødekommet koncentration. 7.2.
Det professionelle publikum De
professionelle tilskuere, anmelderne, havde mildt sagt forskellige
reaktioner og vurderinger af forestillingen; pudsigt nok er ingen af dem
rigtigt tilfredse med forestillingen, men deres utilfredshed retter sig
mod vidt forskellige emner/detaljer: Cai
Bojsen-Møllers musik kaldes henholdsvis
(en) klichétynget
syrekomposition, der totalt overraskelsesløst leverer underlægningsmusik
(Simonsen 1994), lovligt
søvndyssende (Flindt
Christensen 1994) og uhyggelig
dump og manisk insisterende (Bonnesen
1994) over dumpt insisterende
musikalsk kontinuum (Dithmer
1994) og en stemningsskabende musikalsk collage af drøm, rindende vand, blæst
og gadens lyde (Lyding 1994)
til en musik, der skaber atmosfære
om de hallucinerende scener (Aschengreen
1994), er meget medskabende
(World 1994) og er fremragende (Brixvold 1994
– der i øvrigt som den eneste giver en fyldig beskrivelse af
musikken). På
tilsvarende vis vurderes koreografien som efterklange af Flemming Flindt
og sågar Bournonville (Bonnesen
1994), som smukke overraskende kombinationer (Brixvold
1994), koreografisk tomgang (Lyding
1994) og så snart
koreografien blev konkret… tabte forestillingen intensitet (Flindt Christensen 1994). Også Monna Dithmer har kritiske ord til
trinnene – om for meget udvendighed og show
off – hvorimod Erik Aschengren ikke nævner koreografien i sig
selv, men i stedet præcist beskriver hvad han udleder af koreografien
om de medvirkende karakterer (!); og det er ret beset en del. Også
de enkelte scener vurderes meget forskelligt – scenen hos bedemanden
kaldes forestillingens absolutte højdepunkt
med Strindberg i bedugget slingrevals mellem diverse indbydende kister
(Dithmer 1994) og Halvvejs henne bliver billederne upræcise og slappe (også i
afleveringen), og sekvensen, hvor Strindberg prøver ligkister ender i
idémæssig og koreografisk tomgang (Lyding
1994). At
heller ikke alle forestillingens drømmemetaforer kan undgå
fejltolkning, fremgår af Anne Flindt Christensens
anmeldelse, hvor hun beretter om en
lille dansk kartoffel, der uden forklaring trillede ud af en spand
– som et fascinerende billede, hun selv senere i sin
anmeldelse/artikel bruger til karakterisere problemet med
kvalitetssortering i moderne dansk dans som en
kulturpolitisk gloende kartoffel. Jeg havde lejlighed til nogle dage
efter premieren at snakke med Anne Flindt, som (naturligt nok) fastholdt
sin oplevelse – og i øvrigt ikke havde oplevet problemer i forståelsen
af ægget som symbol siden hen i forestillingen… Der
er i Dansescenens rum en betydelig afstand til scenen – fra 3 til ca.
12 m, afhængigt af tilskuerens placering. Alene den fysiske afstand vil
kunne gøre det vanskeligt at se, at der de
facto er tale om et æg (kun ca. 8-9 cm langt). Da ægget ydermere
optræder i en usædvanlig situation (det kommer fra en gulvvaskespand)
er den konkrete oplevelse ikke just fremmet… Men uden en forventning
hos tilskueren, der går ud over en helt generel åbenhed overfor
billedernes kompleksitet, dukker oplevelsen af en kartoffel
næppe op… Anne
Flindts spontane oplevelse af handlingen kan
tolkes som at opstå ud fra en forforståelse af Strindberg i en også kønspolitisk
skarpere optrukket konflikt til kvinderne – kartoflen opleves som tilhørende
det jordbundne, praktiske kvindelige univers modsat Strindbergs højtflyvende
(højtragende?) digterverden. En ikke ukendt forforståelse af den
historiske Strindberg, kan man sige. Ikke
overraskende bruger samtlige anmeldere en væsentlig del af deres plads
på en genfortælling/analyse af netop den historiske Strindbergs liv og
kvaler – en enkelt (Lyding 1994)
beklager endog, at det at have læst på lektien er en forudsætning for
at kunne forstå forestillingen (!). Men også dér skiller anmelderne
sig ud; omend Strindberg som kvindehader tydeligvis er en grundigt fasttømret
ikon, selv i den oplyste, belæste og begavede anmelderkreds. Der
er generelt en mangel på sympati for personen Strindberg, og dette syn
finder de tydeligvis bekræftet i forestillingens Strindberg-karakter.
Om end de er rimeligt uenige om, hvad fx forestillingens slutning indebærer. To
mener, Strindberg-karakteren forløses i sin krise (Bonnesen 1994, Dithmer 1994), fire undlader at tage stilling og to (Brixvold
1994, Aschengreen 1994) mere end lader ane hovedpersonens uforløsthed
i slutningen. Slutningen er konkret: Strindberg-karakteren forlader
scenen, forlader hotellet (han tager sin bagage med sig); han har
umisforståeligt erhvervet det etablerede, private territorium (stolen),
desværre ikke som sejr over sin ’skygge’, men fordi skyggen vælger
at forlade arenaen – Strindberg-karakteren efterlades i et følelsesmæssigt
vakuum: musikken er helt forsvundet, hele forestillingen har været en række
af nederlag – der kan ikke siges at være mange tegn i koreografi og
handling, som antyder forløsning. Men mange fortællinger om én
persons krise - på scenen og ikke mindst på film - også af den dæmoniske
art, handler netop om forløsning, katharsis, exorcisme. Og da langt de
fleste ender med protagonistens forløsning/frelse – kunne man
forestille sig, at selve ønsket om
at se den forpinte selviscenesætter forløst, eventuelt kombineret med
en vis portion vanetænkning, ligefrem fik de to anmeldere til at se en
udgang på historien, som ganske enkelt ikke findes…? Spørgsmålet
lader sig ikke besvare netop fordi der hér er tale om, hvad forforståelsen og
forventningshorisonten har af indflydelse på det ubevidste plan. 8.
Konklusioner
– ”Det sete afhænger af…” I
forestillingen fortælles ikke om konsekvenserne af Strindbergs
manglende forløsning – her er ingen efterfølgende fornedrelse, ingen
depression, intet selvmord – for historien fortælles udfra hotellet,
det foreløbige opholdssted på (livs)rejsen. Dramaturgisk har
forestillingen ingen udtoning udover den chaplin’ske rygvendte
vandring, hér mod døren ud. Under
alle omstændigheder, og uanset årsagssammenhængen, må det
konstateres, at det kun delvist lykkedes koreograf, medvirkende og
forestilling at kommunikere noget så fundamentalt som historiens
udgang. Men
forestillingen er selvklart mere end sin slutning. Forestillingens
indhold er – bevidst fra koreografens og de medvirkendes side –
komplekst (hvilket ikke er det samme som kompliceret) i og med
forestillingen skildrer en (hel) menneskeskikkelse i åbenlys krise; og
krise er vel, alt andet lige, udtryk for modsatrettede bevægelser i
personens sind og psyke. Derfor må forestillingens holdning til
Strindberg-karakteren kaldes dialektisk; eller i det mindste uden klar
stillingtagen til, om han skal opfattes sympatisk eller usympatisk. Han
er sin protagonist-position til trods ikke nødvendigvis et
identifikations-objekt for tilskueren. Han er ligeså meget et klinisk
’objekt’ i psykoanalyse til (kølig eller empatisk) betragtning.
Derigennem åbnes for et væsentligt bredere tolkningsspektrum
(inklusive den ikke så tilsigtede enten/eller-tolkning af slutningen). Wittgensteins
påstand I sproget berører
forventningen og indfrielsen hinanden
[51]
gælder forventeligt også det ikke-verbale sprog, det Ulla Ryum kalder Det
på en eller anden måde agerede (fx bevægelsesformer og kropssprog)
[52],
som hun betragter som liggende under dramaets talte dialog – i
forskellige lag af undertekster. I dans er disse udtryk den primære
tekst. Samspillet mellem det naturalistiske kropssprog og det
koreograferede bevægelsessprog skaber under alle omstændigheder et
fler- eller mangetydigt udtryk. Som
kropssprog kan forstærke eller modsige et talt udsagn og derigennem
skabe et lag af undertekst, kan et koreograferet trin/en koreograferet
bevægelse tilsvarende opleves parallelt eller modsat til et mimisk
eller kropssprogligt udtryk. I oplevelses-øjeblikket tolkes bevægelsen/trinnet
ikke – det opleves eller sanses. Den umiddelbare menneskelige reaktion er at søge oplevelsen
bekræftet, primært med de samme sanser som den først, sekundært
understøttet af andre sanser. Den bevidste, verbaliserede tolkning
kommer langt senere i erkendelsesprocessen. Den
dansede bevægelse opleves således i alt væsentligt først med syn og
sentiment, som i sin stræben efter bekræftelse spejler sig i fortsættelsen
af bevægelsen – i det, der i øvrigt sker i synsfeltet, dvs. på
scenen [53].
Spejlingen rummer tilskuerens oplevelse, ønsket er bekræftelse – hvorved samspillet mellem naturalistisk bevægelse
og koreograferet bevægelse åbner for flertydig oplevelse; herunder som
regel delvis bekræftelse af tilskuerens primære oplevelse. Oplevelsen
justeres spontant (som det kendes fra undersøgelser af synssansen
alene) og rækken af indtryk og bekræftelse fortsætter i stadig
udveksling. Ryums
og Fausings teser er nok vidtgående, erkendelsesteoretisk set, men dog
ikke videre end at den unge koreograf Priscilla
Rasmussen så sent som i maj 2003 opsummerer sine hidtidige
personlige erfaringer som: Dansen
skaber en anden sanselighed, men for mig handler det også om dét, at
man oplever kroppen og oplever med kroppen. Dans er at lade kroppen træde
frem og udtrykke alt det, der bevæger sig indeni os, og det er sårbart,
smukt, råt, skræmmende …men ladet med genkendelighed. (…) Dansen
kan i særlig grad formidle et levende fysisk udtryk direkte, og den kan
forløse en reaktion. Det kan andre kunstformer også, men jeg tror at
der i dansen er en større direkte stimulans fra scenen til publikum.
Dansen kan være et spejlbillede, et mere tydeligt spejlbillede af dét
at være menneske… (…) Dansen kan påvirke på en måde, man ikke er
bevidst om. Dansen kan konkret formidle en oplevelse af et fysisk udtryk
og den følelse, der er i det. [54] …hvilket
alt andet lige kan læses som hendes empiriske bekræftelse på dele af
de anførte teser. Forestillingens
drømmesymboler er alle overvejende arketypiske, og stort set ingen af
symbolerne finder anvendelse i forestillingen ud over deres arketypiske indhold – dvs der skabes kun få
specifikke, interne koder. Symbolindholdet stiller altså ikke krav til
tilskueren om at være særligt erfaren i afkodning af forestillingens
tegn. Forestillingens billedstrøm er som det dansede udtryk non-verbalt
- man kan med Bent Fausing hævde, at netop det arketypiske i billederne
unddrager sig verbal formule-ring[55]
– hvorved den tilskuer, der energisk søger en verbalisering risikerer
at distraheres fra den sanselige oplevelse, der ligger beyond ordene [56]. Forestillingens
dagbladsanmeldere er strengt taget sat på en Urias-post hér – for de
forventes at give en verbal
tolkning i deres anmeldelse; oven i købet skal de aflevere deres
anmeldelse få timer efter den første og eneste opførelse, de normalt
oplever – også i dette tilfælde. Anmelderen tvinges derfor til enten
at afvise drømmedelen af indholdet som ’usammenhængende’ – jf.
Strindbergs ’Påmindelse’ (cit. p. 7) – eller at søge en tolkning
ud fra deres egne dybt personlige forudsætninger; og det er ikke nødvendigvis
hverken nemt eller rart: …vi
er bundet til det lingvistiske projekt, der er knyttet til at omsætte
billeder til sprog. Ellers kan vi ikke gøre os meningen klar og heller
ikke formidle den videre. Det er samtidig fremgået, at sproget har sine
begrænsninger, der er dele af billeder, der ikke kan verbaliseres, ikke
desto mindre er sproget blevet givet ud for at kunne det hele og være
begyndelsen til alt. I denne argumentation ligger reminiscenser af en
meget sprogbaseret og rationel og patriarkalsk kultur, der har rødder
langt tilbage. [57] …derfor
kan det egentlig ikke undre, at de otte anmeldere stort set når frem
til forskellige tolkninger, hver især, og der synes ikke umiddelbart at
være grund til at afvise nogle af tolkningerne som fejl- eller
over-fortolkninger [58].
De har som udøvere af et af de stærkest verbaliserede og
intellektualiserede erhverv i kunstlivet måttet gribe dybt i den
personlige ’bagage’ af kun delvist erkendt psykologisk materiale,
hvis de ville formidle en
tolkning; og ikke så overraskende bærer deres skriftlige fremstilling
derfor præg af i virkeligheden dybt personlige og måske langt fra
erkendte holdninger til fx Strindberg og hans liv,
individuationsprocessen og drømmesymbolerne. De
otte anmeldere, der hér repræsenterer den mest erfarne gruppe
tilskuere, har naturligvis set samme forestilling (stort set endda samme
opførelse). Deres umiddelbare oplevelse er sandsynligvis heller ikke
meget forskellig – men deres tolkning af det ikke-éntydige præges af
deres forforståelse og deres forventningshorisont. Deraf de indimellem
kolossale forskelligheder. Det
kendes fra dagliglivet: den bevægelse, der af én opfattes som neutral,
opfattes måske af en anden som truende (det kommer an på forforståelsen).
Først i verbaliseringen låses udtrykket. Derfor:
Hotel Inferno er i Strindbergs
(og Strindbergsk) forstand et drømmespil, men er ydermere i fuld
overensstemmelse med en nutidig psykoanalytisk opfattelse af drømmes
struktur og funktion. Den bedste og enkleste tilgang for en tilskuer til
Hotel Inferno er derfor at åbne frit for forestillingens flow
af drømmebilleder – og i stort set enhver henseende at se bort fra
sine tidligere erfaringer og sin forforståelse. Men det er netop dét,
der er det vanskelige i oplevelsen af dans – at lægge det personlige,
verbaliserede og intellektuelle fundament til side. Endda måske: Jo større
fundament, desto vanskelige… Hotel
Inferno
forholder sig således helt konkret til den generelle
forventningshorisont og deres egen hovedintention: at skabe umiddelbart
tilgængelige danseforestillinger af høj kvalitet. Den umiddelbare
tilgang kan siges at være ønskelig til næsten alle
danseforestillinger – og især hér, hvor Hotel
Inferno forholder sig så særdeles konkret til fænomenet ’drømmespil’.
Litteraturliste: Strindbergiana: Inferno
1912: Strindberg,
August: Inferno (Tredje Upplagan, Albert Bonniers Förlag, Stockholm,
1912) Ockulta
Dagboken: Strindberg,
August: Ockulta Dagboken. (1912 - Facsimile udgave (dog – alas!
– i sort/hvid) Gidlunds Förlag (Bonniers-datterselskab), Sthlm, 1977) Lagercrantz
1980: Lagercrantz,
Olof: August Strindberg (1979, da. ovs. Gyldendal, Kbh. 1980) Jacobsen
1945: Jacobsen,
Harry: Digteren og Fantasten. Strindberg på ”Skovlyst” (Gyldendalske
Boghandel, Nordisk Forlag, Kbh. 1945). Enquist
1975: Enquist,
Per Olov: Tribadernes nat (Samleren, Kbh. 1975) Enquist
1984: Enquist,
Per Olov: Strindberg Et Liv (Samleren, Kbh. 1984) Bundsgaard
1996: Jeppe
Bundsgaard: En Digters Helvede (overbygningsopgave ved Inst. for Nordisk
Filologi, 1996). …ovenstående
udgør de værker, der direkte refereres til i opgaven og ligner derfor
- naturligvis - en meget tilfældig og usammenhængende Strindberg-læsning.
Mange og andre værker – Strindbergs egne, videnskabens, den litterære
kritiks og andre kunstneres – er naturligvis med til at forme den
oplevelse af manden og digteren, som ligger til grund for såvel
forestillingen som opgaveskrivningen. Hvilket hermed aldeles indiskret
antydes for at undgå unødig forvirring. Forestillingen
’Hotel Inferno’: Forestillingsprogram Dagbog
fra de indledende prøver (udleveret løbende til de medvirkende i 1994) Synopsis I
og II Støtteansøgninger
fra Micado danse Ensemble til Teaterrådet 1992, 1993 og 1995 Aschengreen
1994: Aschengreen,
Erik: Middag med døden på kistelåget (anmeldelse, Berlingske
03.09.94) Bonnesen
1994: Bonnesen,
Michael: Bournonville syndromet (anmeldelse Information 05.09.94) Brixvold
1994:
Brixvold, Jeppe: Hotel Inferno ***** (anmeldelse, EkstraBladet 03.09.94) Dithmer
1994: Dithmer,
Monna: Helvede er hunkøn (anmeldelse Politiken 03.09.94) Flindt
Christensen 1994: Flindt
Christensen, Anne: Kunst og kartofler (anmeldelse Weekendavisen
08.09,94) Lyding 1994:
Lyding,
Henrik: Koreografisk Tomgang (anmeldelse, JyllandsPosten 03.09.94) Simonsen
1994: Simonsen,
Majbrit: Micado mangler dæmoner (anmeldelse, Kristeligt Dagblad
03.09.94) World 1994: World,
Sacha: Æstetisk flot men stillestående (anmeldelse, Aarhus
Stifttidende 22.09.94) Teatrets
Teori og Teknik Besekow 1979:
Besekow, Sam: Det musiske Fænomen. (Berlingskes Forlag, Kbh. 1979) Holm 1969:
Holm, Ingvar: Teorier om Scenbilden (Drama på Scen, Bonniers, Sthlm
1969, gengivet i Kompendium i Forestillingsanalyse (uden udgivelsesår!)) Ryum 1994: Ryum,
Ulla: Dramaets Fiktive Talehandlinger. (PhD-afhandling, Borgens Forlag,
Kbh 1994). Theil/Garsdal
2000: Theil,
Per & Lise Garsdal: Hvem der? Scener fra 90erne. (Høst & Søn,
Kbh. 2000) Forestillingsanalyse,
semiotik, psykoanalyse m.v.: Sauter/Martin
1995: Sauter,
Willmar og Jacqueline Martin: Understanding Theatre (Almqvist &
Wiksell, Sthlm 1995) Biedermann
1991:
Biedermann, Hans: Gads Symbolleksikon (G E C Gad, Kbh 1991) –
en
naturligvis stærkt forkortet, men ganske velformuleret, præcis og
oversigtlig bog. Desværre uden mange konkrete henvisninger til, hvor
forf. henter materialet til sine symboltolkninger. En del kilder er dog
åbenbare… Fausing
1988: Fausing,
Bent: Drømmebilleder (Tiderne Skifter, Kbh 1988) Freud 1965:
Freud, Sigmund: Nye forelæsninger til indføring i Psykoanalysen (forelæsningerne
er fra 1915-17, den tyske originaludgave fra 1940 (1ste udgave 1932) og
Mogens Boisens danske oversættelse fra Hans Reitzel, Kbh 1965) Jung
1964: Jung,
Carl G (ed.): Man and His Symbols (Am. udg.: J.G. Ferguson Publishing,
New York, 1964) Jung 1985: Jung,
C. G.: Jeg’et og Det Ubevidste (1933, da. udg. Gyldendal, Kbh. 1985) Fromm 1982: Fromm,
Erich: Det Glemte Sprog (1951, da. udg. Hans Reitzel, Kbh. 1982) Kjørup
1997:
Kjørup, Søren: Hermeneutikken. (fra Menneskevidenskaberne, Roskilde
Universitetsforlag, Roskilde 1997, gengivet i Kompendium i
Forestillingsanalyse (uden udgivelsesår!)) Køppe 1995:
Køppe, Simon: Psykoanalyse (fra ’Humanistisk Videnskabsteori, DR Kbh
1995 – gengivet i ’Kompendium i Forestillingsanalyse, KUA ca. 2002
– (uden udgivelsesår!)) Langkjær
1997:
Langkjær, Birger: Om at forstå en Lyd: Christian Metz (fra Filmlyd og
Filmmusik, Museum Tusculanum, Kbh. 1997 – gengivet i Kompendium i
Forestillingsanalyse (uden udgivelsesår!)) Larsen 1995:
Larsen, Svend Erik: Overfortolkning eller Misforståelse (Artikel i Eco:
Fortolkning og Overfortolkning, Systime Kbh. 1995, gengivet i Kompendium
i Forestillingsanalyse (uden udgivelsesår!)) Vedfelt
1986: Vedfelt,
Ole: Det Kvindelige i Manden (3. udgave, Gyldendal, Kbh. 1986) Vedfelt
1996: Vedfelt,
Ole: Drømmenes Dimensioner (Gyldendals Bogklub, Kbh 1996) Wiingaard
1976:
Wiingaard, Jytte: Teatersemiologi (Berlingskes Forlag, Kbh. 1997) Wiingaard
1997:
Wiingaard, Jytte: Teater og Semiotik (fra Anvendt Semiotik, Gyldendal,
Kbh, 1997, gengivet i Kompendium i Forestillingsanalyse (uden udgivelsesår!)) Tilsvarende
litteraturlisten for Strindberg-materialet ser ovenstående naturligvis
tilfældigt og usammenhængende ud. Men der er kun tale om de værker,
der direkte refereres til i teksten. Bag – eller parallelt med –
disse ligger lisså naturligvis en lang række af værker af
forskelligste art om d’herrer Freud og Jung, om psykoanalyse, drømmeteorier,
myter og symboler. Fra det saglige til det okkulte. Hvilket så også
her anføres som en form for indirekte name-dropping
– for ikke at skabe unødig forvirring. www.drdante.dk
(webmemorial) Dansecenen
2000: Dansescenens
Publikumsundersøgelse 1999-2000 Engel 2003:
Engel, Lis: Kroppens sprog og koreografi. Interview med koreografen
Priscilla Rasmussen. Terpsichore nr. 2 maj 2003, 9. årgang. Pedersen
1991:
Pedersen, Randi K: Danseteatret vil både trin og tekst. Arbejdsportræt
af Mikala Bjarnov Lage (i: Dans Dans Dans/Dance Dance Dance, redigeret
af Kerstin Anderson og Jens Münster-Swendsen, udg. af Danstidningen/Teater
og Dans i Norden, Sthlm 1991) Ryum 1983: Ryum,
Ulla: Dansen som overlevelse – som erfaring? (Kopi af artikel fra
forestillingsprogram 1983, Nyt Dansk Danseteater).
1.
Forestillingsprogram for Hotel
Inferno Af
hensyn til forestillingens rettighedshavere skal det understreges, at
optagelsen udelukkende må anvendes i forbindelse med bedømmelsen af nærværende
opgave. 13.-14.
fotos fra Hotel Inferno.
(fotograf Per Morten Abrahamsen).
NOTER [1]
Ockulta Dagboken [2]
Det faste, enlige kamera stilles fx som betingelse af Dansk
Skuespillerforbund for ikke at kræve særskilt honorar til de
medvirkende for deltagelse i optagelsen. Tilsvarende stilles ganske
rigoristiske regler for optagelsens senere anvendelse, herunder også
til forskningsformål. [3]
I Sauter/Martin 1995
Chapter 7 ”Hermeneutical
Semiotics” [4]
Fausing 1988 [5]
Jf. Kjørup 1997 [6]
Jf. Dines Johansen/Larsen
1994 og Wiingaard 1997 [7]
Wiingaard 1976 p. 31ff [8]
ibid p. 33 [9]
Fausing 1988, p. 28. [10]
Vedsted 1996, p. 30ff [11]
Besekow 1979, p. 51 [12]
Strindberg, August: Et Drømmespil,
her i Benny Andersens oversættelse 1967, Borgens Forlag Kbh. [13]
Forestillingen spilledes desuden to gange i Århus, på det senere
MBT Danseteater 20. og 21. september 1994. Opførelserne blev
gennemført trods mange praktiske problemer – og indgår af
praktiske grunde ikke direkte i analysen af forestillingen, udover
Sacha World’s anmeldelse. [14]
Jf. Teaterrådets beretninger for 1990-1995 [15]
Ansøgning til Teaterrådet
juni 1993 [16]
Pedersen 1991 [17]
Dr. Dantes historie – og Mikala Bjarnov Lages medvirken heri -
fremgår bl.a. af ”Dr. Dantes Web-Memorial” på www.drdante.dk [18]
Jf. Theil/Garsdal 2000 p.
58ff om ’det æstetiske
selv’. [19]
Dansescenen 2000. [20]
…thi ARTEs bedste argument for abonnement var den økonomiske
rabat – og den var for unge under 25 år (hvilket gjaldt en væsentlig
del af dansemiljøets aktive) præcis den samme ved køb af billet i
løssalg og i abonnement. [21]
som det fremgår af Micados regnskabsmateriale for sæsonen [22]
påstanden står helt for min egen regning. Den bygger på mange års
samtaler med Dansescenens publikum ved forestillinger, på hear-say
i miljøet – og er aldrig reelt undersøgt. Desværre. F.A. [23]
Anmeldelserne er vedlagt som bilag 3-10 (fotokopi) [24]
tidsangivelser i denne tekst er cirkaangivelser udfra videoptagelsen.
Eksempelvis 1’22” angiver således 1 min 22 sek. fra lydsporets
start. [25]
jf. forestillingsprogram
og diverse ansøgninger
m.v. fra Micado danse Ensemble [26]
Jf. Holm 1969 [27]
Se venligst afsnittet om videooptagelse, p. 4 [28]
Lagercrantz 1980 [29]
Bundsgaard 1996. [30]
Skabt til formålet af grafikeren Katja Bjarnov Lage, der i alle årene
stod for Micados overordnede grafiske udtryk. [31]
Inferno 1912, p. 115:
Helvetets eld, det är begäret att komma sig fram i världen;
makterna uppväcka begäret og tillstädja de fördömda att ernå
hvad de eftertrakta. Men så snart målet er hunnet, önsknin-gerna
uppfyllda, befinnas allt vara värdelöst och segern har ingenting
att betyda! Fåfängligheters fåfänglighet, allt är fåfänglighet.
Då, sedan den första illusionen brustit, underblåsa makterna begärets,
ärelystnadens eld, och det är inte den ostillade hungern som plågar
mest, utan det är den tillfredsställda lystnaden, vilken inger
avsmak för allt. Och på detta sätt får demonen undergå ett ändlöst
straff därför att han erhållar allt, som han önskar, och erhållar
det ögonblickligen, så att han inte mer förmår att njuda. [32]
Jf. Køppe 1995 p. 189f
og Freud 1965 p. 50 ff [33]
Jf. Jung 1985 p. 73 ff og
Jung 1964 p. 158ff [34]
de angivne tolkninger er sammenfatninger af læsninger hos Vedsted 1996, Freud 1974,
Jung 1964, Fromm 1982 –
og fx Biedermann 1991 m.fl. [35]
forestillingsprogram,
bilag 1. [36]
Udgangspunktet for at anvende ægget i produktionen var i øvrigt
ganske uintellektuelt og spontant. Under indstuderingen af scenen
mellem Strindberg og Siri, som fik næsten voldtægtsagtige
seksuelle undertoner, foreslog scenografen pludselig at Strindberg,
efter at have haft hånden oppe under Siris skørter, med
overraskelse trak den tilbage med et æg! Den spontane latter på
hele holdet var umiddelbart mere end begrundelse nok for at bruge
ideen, som siden blev uddybet bl.a. i de sidste scener.
Intellektuelt blev betoningen af tolkningsmulighederne netop lagt på
kombinationen af det skrøbelige og det solide – et billede på
Strindbergs neurotiske sind. F.A. [37]
I realiteten er der tale om en radiooptagelse af lyden fra en
rumsonde – lyden af det tomme rum så at sige - hvad radiofolk til
overmål kalder ’hvid støj’. Men dét ved publikum selvfølgelig
ikke… [38]
Jf. Langkjær 1997 [39]
Jacobsen 1945 [40]
eksemplet er refereret efter en forelæsning af lektor Erik
Aschengreen ved et seminar under Teater og Dans i Norden, ca. 1993. [41]
Ryum 1994 p. 147f [42]
Ryum 1994, p. 148f [43]
med i hvert fald fem professionelle sceniske produktioner og
TV-Drama i den aktuelle årrække. [44]
udsendt to gange i den aktuelle årrække og ydermere udgivet som
treatment/roman. [45]
jf. Vedsted 1985 [46]
Fausing 1988 p. 271 [47]
ordet forbinder sig med såvel ekshibitionisme, voyeurisme, øjenlyst
og betragtningsdrift – alle seksuelt forbundne (jvf Fausing 1988 note 333 p. 379) – men begreberne har naturligvis også
forbindelser til sindet, jeg-driften (og kroppen) udover det
erotiske/seksuelle. [48]
Jf. Strindbergs ’Påmindelse’ citeret p. 7. [49]
Det er en lidt unuanceret betegnelse (der er joda også tale om en
del fribilletter…) – men i denne forbindelse relevant, fordi
tilskueren netop ved at betale – ved selv at henvende sig til
forestillingen – har en forventningshorisont, som
produktionen/forestillingen må forholde sig til. Hav derfor
forfatterens tilsyneladende arrogance tilgivet denne gang… F.A. [50]
Der er i scenen også en betydelig lighed med den klassiske
klovne-entré ’Spejlet’. Dét kunne være en forklaring… [51]
Ludwig Wittgenstein: Filosofiske Undersøgelser (§445). Da. ovs.
1971, citeret i Ulla Ryum
1993 [52]
Ulla Ryum1993, p. 72ff [53]
og det øvrige publikums reaktioner – men den kollektive del af
oplevelsen bliver for omfattende at komme ind på hér. F.A. [54]
Engel 2003, p.39ff [55]
”Men det smukkeste og vanskeligste ved og formålet med drømme
består netop i deres evne til at gå uden om sproget, i
genoplivningen af en skjult sanselighed, i muligheden for at skabe
egne skuespil og i udlevelsen af ønsker og følelser, som vi ikke
vil kendes ved i vågen tilstand”. Fausing 1988, p. 25f. [56]jf.
tillige Ulla Rym 1983 [57]
Fausing 1988, p.289f [58]
Jf. Larsen
1995
|
|
. |
|||||||||||||
|
|